frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden

Arkiv

Sidste fem

Organisationen på Frederiks Plads

Organisationen i danske entreprenørvirksomheder

Chain of command i en dansk entreprenørvirksomhed er fra neden og op: I den skarpe ende af organisationen er de ganske almindelige socialdemokrater, der arbejder som timelønnede håndværkere, organiseret i sjak med en sjakbajs som akkordholder og formel leder af sjakket. Der kan være et vist hierarki mellem praktikanter, lærlinge, svende, stødbajs og bajs, men som hovedregel agerer alle disse ret horisontalt. Over håndværkerne er de månedslønnede, formanden og over ham projektlederen, der er uddannet som ingeniør eller tilsvarende. Lidt ubestemt mellem formand og projektleder kan være ingeniørpraktikanter og andre ingeniører med forskellige specialer. Disse ingeniører kan være kvinder eller mænd.

Det står i det første afsnit af indledningen til "Introduktion til Grundlæggende Virksomhedsorganisation", at kommandovejene skal være klare, og at aktører i organisationen kun kan referere til én anden person, at man kun kan have en chef.

Normalt refererer håndværkerne til formanden, men tit kan ingeniørpraktikanten komme ind imellem, og ikke sjældent får man beskeder direkte fra ingeniøren. Det kan være lidt uklart, hvem der egentligt er over hvem, men som regel er alle enige om, hvad der skal udføres, hvordan det skal udføres, og hvordan det skal prioriteres i tidsplanen. Som håndværker oplever man ikke konflikter.

Lidt længere oppe i systemet er der andre ingeniører, alle mænd, der som regel er høje og ofte løber marathon eller lignende i fritiden.

Betragtet nedefra op gennem organisationens glasbund - under hvilket de timelønnede håndværkere befinder sig - kan man i det fjerne længere oppe skimte nogle knap så høje, knap så sportstrænede mænd, der er gode til at gå til frokoster med borgmestre og kan charmere medlemmerne i boligforeningernes bestyrelser.

Udover denne hovedlinje i organisationen befinder sig andre sideordnede grene, for eksempel uddannelsesorganisationen og nok vigtigst sikkerhedsorganisationen. I den sidste er kvinderne i overtal. Under glasbunden kan konflikter mellem disse grene og hovedlinjen ofte tydeligt mærkes, og man fornemmer, hvordan hovedlinjens interesser står stærkest i forhold til de andre grene.

Lars Roelsgaard, formand hos entreprenørfirmaet Per Aarsleff a/s, spurgte mig engang hvad jeg helst ville lave. Jeg svarede, at jeg var ligeglad med hvad jeg lavede. "Det tror jeg ikke på," svarede Lars. Han havde selvfølgelig ret. "... bare jeg bliver snakket ordentligt til," burde jeg have tilføjet.

Arbejdet kan være interessant, spændende og udfordrende, eller det kan være kedeligt, uinspirerende og få dagene til at blive lange. Men det har ikke den store betydning for, hvordan man har det med arbejdet og hvilket humør, man kommer i, når man tænker på, at det snart er mandag morgen. Det helt afgørende er, hvordan stemningen er på arbejdspladsen.

Det er min erfaring som håndværker, at man aldrig har konflikter med ingeniørerne eller ingeniørpraktikanterne. Det er kun i begrænset omfang, man har konflikter med formændene. Bevares, man har antagonistiske interesser i forhold til løn og arbejdsforhold, men som altovervejende hovedregel kan disse konflikter sagtens håndteres uden det kommer til personlige uoverensstemmelser, der kan gøre stemningen på pladsen ubehagelig.

Det er min erfaring, at al dårlig stemning langt overvejende kommer fra de timelønnede indbyrdes. Her kan misstemning opstå, når nogen synes, at nogle andre ikke yder nok i akkorden. Det bliver sjældent sagt direkte, man må fornemme utilfredsheden på små dumsmarte bemærkninger, der stort set altid involverer vurderinger af ikke blot ens arbejdspræstationer, men også ens personlighed, intelligensniveau, ja endog seksualitet.

Det skal siges, at jeg aldrig selv har forhandlet akkorder i større omfang og af den grund måske har været forskånet for personlige konflikter med formænd og ingeniører. Og som det fremgår, så er de produktionsfremmende lønsystemer en del af forklaringen på eventuel dårlig stemning, hvilket jo inddrager arbejdsgiverne som medansvarlige herfor.

 

Organisationen i NCC på Frederiks Plads

I de sidste seks uger af mit arbejdsliv havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være ansat hos NCC på Frederiks Plads i Aarhus, det gamle DSB Centralværksted. Her blev min regel om konfliktfrit forhold til byggeledelsen gjort grundigt til skamme.

Vi var tre, der blev ansat af formanden Svend til at forstærke det bestående sjak, hvis bajs var Børge. Vi blev ikke inddraget i sjakket, men arbejdede for os selv direkte under Svend. Over ham var Fie, den eneste kvinde i nærheden af os i organisationen, og den eneste, der var normal at tale med. Hun havde bagt kage en af de første dage jeg var der.

Vi begyndte arbejdet, men undervejs kom pludseligt Simon til stede. Han kom hen hvor jeg arbejdede og begyndte uden videre at spørge til, hvor lang tid, der ville gå, inden jeg og min makker Henrik kunne støbe. "En 3-4 dage," svarede jeg, "4 dage". "Kan I støbe fredag?" spurgte Simon. Det var onsdag lidt før middag.

Simon, hvis du læser dette: første gang du står ansigt til ansigt med en undergivet, du aldrig har set før, så præsenter dig. Fortæl hvem du er, hvad din rolle i organisationen er og så videre. Det er en hyppig kilde til irritation mellem håndværkere, at forskellige personer fra andre dele af organisationen eller fra eksterne aktører, tilsynsførende etc. stiller sig an og glor uden at fortælle hvad de glor efter og af hvilken grund.

Det gik op for os, at Simon var ingeniørpraktikant. Og med ham var der det antal overordnede, som vi er vant til og som der sjældent er problemer med.

Men snart dukkede Christian op. Ham kendte vi fra DOKK1, da vi arbejdede for NCC der. Dengang var han ansvarlig for sikkerheden. På Frederiks Plads fandt vi aldrig ud af, hvilken rolle han spillede. I hvert fald kom han ned til os i hullet og forholdt sig til hvordan vores arbejde skulle udføres. Og det var også ham, der gjorde opmærksom på, at firmaet fandt det problematisk, at min makker Henrik gik ture i sin pause – som han jo selv betalte.

Og endelig var der Peter, som var chef for Fie og Simon og ansvarlig for økonomien på byggeriet. Efter min bedømmelse var han den, der var den primære kilde til den dårlige stemning på byggepladsen.

Bedst som vi arbejdede, kunne vi en gang imellem få øje på Peter stå og glo. Bare glo. Uden at sige et ord stod han nogle minutter og betragtede os, hvorefter han gik videre eller tilbage til ledelseskontorskurene.

Om morgenen kunne vi aftale med Svend, at vi skulle lave det og det. Når vi så gik i gang, kom Simon eller Svend selv og fortalte os, at planen nu var sådan og sådan. Jeg er ikke i tvivl om, at Peter i mellemtiden havde været inde over og blande sig i detailplanlægningen i vores lille sjak.

På et tidspunkt overhørte en af os Peter overfuse Svend med nogle af sprogets mindre pæne gloser, og på et andet tidspunkt skændtes han højlydt med Preben, der var formand for jordfolkene.

Det er i orden at have temperament. Jeg står selv højt i tændingen. Problemet opstår, når Fie kommer og siger til os, at nu skal vi prioritere den anden side så snart vi kan, og Simon fem minutter senere kommer og fortæller os, at vi skal blive hvor vi er og koncentrere os om det, vi er i gang med. Det er vanskeligt at navigere i en sådan forvirring.

Og kilden var, tror jeg, at Peter desavouerede sine undergivne ingeniører og formænd ved selv at ville planlægge alt i detaljen i stedet for at delegere arbejdsopgaver og ansvar.

For os betød dette videre, at vi blev ledet "tayloristisk" ("scientific management" udviklet før første verdenskrig) uden at blive inddraget i planlægningen af det arbejde, vi selv gik og udførte. En dag klokken 11 fik jeg for eksempel at vide, at jeg skulle binde engangsforskalling på armeringskurvene fordi jordfolkene skulle bruge dem klokken 13. Okay. Jeg gik i gang, men jeg følte da ikke noget som helst ansvar for, at vi nåede det, vi skulle. Det gjorde vi, men ikke uden det gik ud over kvaliteten (se her).

I forlængelse af mit første møde med Simon spurgte han os senere hvor meget erfaring, Henrik og jeg havde. Han var åbenbart blevet i tvivl om, hvorvidt vi kunne præstere det, firmaet kunne forvente af et par standard-betonere. Kilden til tvivlen var helt sikkert Peter.

Det var ubehageligt for Henrik og mig, og vi gik op til Svend og klagede over, at vi ville snakkes ordentligt til. Vi klagede over, at der var alt for mange, der kom ned og blandede sig i vores arbejde, og at vi var kede af, at firmaet ikke havde tillid til vores evner. Svends holdning var, at hvis vi var utilfredse, så kunne vi få en fyreseddel.

Nu skal man ikke misforstå mig. Vi forstod ikke Svend således, at han truede os. Vi opfattede det som et løfte. Vi kunne til hver en tid slippe væk fra NCC´s roderi på Frederiks Plads uden at risikere karantæne i a-kassen.

Det var efter dette tidspunkt, at jeg lænede mig tilbage, fralagde mig ansvaret for alting og arbejdede så godt jeg kunne efter den detailplanlægning, som i sidste ende kom fra Peter. På andre kolleger forstod jeg, at de havde det på samme måde.

Den sædvanlige chain of command var kortsluttet på Frederiks Plads, vi havde ikke kun én chef, men med sikkerhedsingeniøren og jordformanden, der også begyndte at fortælle os detaljeret om, hvad vi skulle gøre, var der syv personer, der blandede sig i vores arbejde.

Det er antageligt længe siden, Peter har læst "Introduktion til grundlæggende virksomhedsorganisation" og han nåede helt sikkert aldrig til afsnittet "anerkendende ledelse".

2017-11-15 klokken 14:01:07. Kommentarer (0)

At støbe beton i jord

Oktober 2017

Sidste gang hos NCC

Lars Roelsgaard, formand hos entreprenørfirmaet Per Aarsleff a/s, spurgte mig engang hvad jeg helst ville lave. Jeg svarede, at jeg var ligeglad med, hvad jeg lavede. "Det tror jeg ikke på," svarede Lars. Han havde selvfølgelig ret. Jeg burde have tilføjet "… bare jeg ikke skal støbe i jord."

Heller ikke den sidste tilføjelse ville dog være fyldestgørende. Det ville være mere præcist i stedet at tilføje "… bare jeg får tid at gøre arbejdet ordentligt." Det er demotiverende, når man ikke får lov til det.

Som regel er man under pres fra tidsplanen, så man i en vis udstrækning er nødt til at gå på kompromisser med den fagligt korrekte udførelse af arbejdet. At støbe i jord har dog i min erfaring været kvintessensen af dårligt entreprenørarbejde.

Skal man støbe et fundament eller en sokkel, vil man normalt grave ud, så man kan støbe et renselag. Ovenpå det vil man stille en form, og i den vil man anbringe armeringen og diverse udsparringer til gennemføringer af installationer, og endelig vil man udstøbe formen med beton.

Er det tørt, og er jorden, man arbejder på, godt forkonsolideret moræneler eller en lignende jordtype, der bliver hvor den er, når man graver ud, kan det være forsvarligt at spare opstillingen af formen ved at støbe direkte i jorden. Så graver man ud, så der kun præcist er plads til fundamentet, hælder 10 cm beton i udgravningen, placerer den nederste del af armeringen, hælder beton i, så der mangler 10 cm til overkanten, anbringer den øverste armering og fylder helt op. Udsparringer bores efterfølgende med diamantbor. Det kan godt gøres ordentligt. I Barcelona har jeg set 20 meter høje kældervægge blive udstøbt direkte i jorden

Men når St. Ubehag Maskinstation har købt en næsten ny rendegraver på tvang og udvidet forretningsområdet fra "Marker pløjes og harves og tromles. Roekuler klappes," til også at omfatte "Entreprenørarbejde udføres," giver tilbud på støbning af en sokkel til et parcelhus eller en landbrugsbygning og kalkulerer med at støbe i jord, har de glemt betingelsen: at jorden skal være egnet og at byggepladsen skal holdes tør. Så regner de med, at man kan støbe i jord uanset hvor sandet, svag, opkørt eller på anden måde ikke-uberørt den er, eller hvordan i øvrigt betingelserne er på den aktuelle byggeplads.

Er jorden svag, vil der skride større eller mindre dele af siderne af udgravníngen ned, så snart man bevæger sig i nærheden af kanten, hvad man selvfølgelig er nødt til for at anbringe armering og udstøbe beton. Hvis det kan lade sig gøre, vil det værste muligvis blive skovlet op, men der er stor risiko for, at der kommer muld og mudder med indhold af humus i betonen.

Da segmenterne til Storebæltstunnelen blev støbt, blev al armering sandblæst og sprøjtemalet med epoxy. Dette skete for at fjerne glødeskaller og rust og hermed sikre armeringens vedhæftning i betonen og for at forhindre korrosion. I al den tid, jeg har arbejdet på byggepladser, har jeg kun armeret med stål, hvor man ikke har gjort noget for at fjerne glødeskallerne, og jeg har aldrig været med til at kassere armeringsstål fordi det var rustent.

St. Ubehag Maskinstation har ikke opstillet en kran, men de forventer ikke, at folkene bærer armeringen hen på plads. Den bliver slæbt med rendegraveren tværs over hele byggepladsen, og når den lægges ned i betonen, har den en homogen overflade af mudder og humus.

Maskinstationen har heller ikke råd til at hyre et diamantskærerfirma, så udsparringerne til installationerne udføres ved at fylde affaldssække med sand og smide ned mellem den nederste og øverste armering. Hvis man skænker det en tanke, er dæklag - det mindst 3-4 cm tykke betonlag, der skal beskytte armeringen mod korrosion - noget, man kun kan håbe på opstår tilfældigt.

 

Avanceret støbning i jord

I august-september 2017 var jeg ansat hos NCC i nogle uger. Byggeriet var på Frederiks Plads, det gamle DSBs Centralværksted. Jeg vidste, at byggeriet havde været i gang i vel mere end et år, så jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle støbe fundamenter. Det skulle jeg. I jord.

Byggeriet på Frederiks Plads bliver ret højt, og undergrunden består - i hvert fald hvor jeg arbejdede – af fed tertiært ler, populært kaldet lillebæltsler. Det er en problematisk jordart at bygge på, så alle fundamenter står på pæle. Pælene var rammet for længst, og nu skulle jeg være med til at støbe fundamenterne ovenpå.
Hvert fundament målte halvanden gange halvanden meter og skulle stå på tre til fire pæle. Pælene blev gravet fri, så de ragede en meter op over bunden af udgravningen. Herefter blev de skåret med vinkelsliber i højde med bunden af det kommende fundament cirka 10 cm over bunden af udgravningen. Vinkelsliberklingen går kun akkurat ind til jernet.

At være jord- og betonarbejder er Danmarks farligste erhverv. Jeg har hørt afghanistanveteraner påstå, at det er mindre farligt at være udsendt til krigszoner i fremmede lande. Jord- og betonarbejdere bliver bortset fra faldulykker hovedsageligt dræbt af to typer ulykker: Nedstyrtende betonelementer og sammenskredne udgravninger.

NCC har et motto, der lyder: "Sikkert på arbejde. Sikkert hjem." Ja, det kommer vi sikkert! Da jeg skulle skære en af pælene, lagde jeg mærke til, at jorden stod i lod i to meters højde over bunden, og ovenover lå den løse jord skråt op i flere meters højde. Jeg meddelte jordfolkene, der stod for udgravningen, at jeg ikke ville sidde inde mellem den jordside og pælen og skære.

Så gjorde jordlærlingen det.

Udgravningen med jord højt over de pæle,
jeg skulle skære

Her må jeg bebrejde mig selv, at jeg ikke var tydeligere overfor firmaet. Men de få, jeg sagde det til, herunder bajsen Børge, reagerede ikke på det.

Da jeg et par dage senere atter skulle skære en pæl, skred jorden faktisk sammen. Jeg var tilfældigvis ikke inde mellem den nedskredne jord og pælen, men jeg blev skubbet væk af jorden, og vinkelsliberen blev delvist begravet.

Jorden er skredet ned i udgravningen og har væltet stigen - ligesom den skubbede mig omkuld

Jeg gik sporenstregs op til bygeledelsen og anmeldte en tæt-på-ulykke. Jeg skrev nogle få bemærkninger på et fortrykt stykke papir og afleverede det til ingeniøren. Siden hørte jeg intet. Og et par dage senere blev jeg fyret. Jeg har dog ikke nogen forestilling om, at der skulle være en sammenhæng.

Jeg gætter på, at tæt-på-ulykke-anmeldelsen nu samler støv et sted i NCC´s system.

Når pælene var skåret med vinkelsliber, knustes toppen af dem og betonen blev fjernet, så armeringen stod frit og kunne rettes op.
Støbeskellet mellem betonpælen og det kommende fundament burde nu blæses rent for støv med en kompressor. Det var der ikke tid til, så jeg børstede det værste af med min hånd.

Når man knuser pæletoppe, sker det ofte, at hjørnerne af pælene revner et stykke nedenfor sporet, man har skåret med vinkelsliberen. Sker det, burde pælen graves fri og rengøres helt ned til hvor den igen er intakt, da dæklaget på pælearmeringen ellers vil blive for tyndt eller helt vil mangle. Det er sjældent, at man tager særligt tungt på dette i den danske byggebranche, og på Frederiks Plads var der da heller ikke tid til det.


En nødtørftigt rengjort pæl med afknækket hjørne

Når pælene er rengjorte, vil man herefter normalt støbe et renselag, som man senere kan anbringe en forskalling ovenpå. På Frederiks Plads anvendte vi engangsforskalling, som ikke kræver renselag.

Det foregik ved, at vi sænkede fundamentsarmeringen, som i forvejen var bundet i en kurv, ned over pælearmeringen. På siderne af armeringskurven havde vi i forvejen fastgjort engangsforskallingen, som består af tynde plastikplader holdt med dæklagsafstand fra armeringen med plastiklister, de såkaldte AL-lister.
Herefter blev der lagt jord ned omkring det hele. Jeg tænker, at de folk, der har designet engangsforskallingen og har beregnet, at den kan holde i 2 meters højde, regner med, at der anvendes sand til dette. På Frederiks Plads anvendte man in situ-jorden, det vil sige den fede lillebæltsler. Den blev skubbet ned i udgravningen med gravemaskinen, ofte i store klumper, hvilket AL-listerne ikke altid holdt til. Engangsforskallingen blev derfor klemt helt ind mod armeringsstålet så der ikke blev noget dæklag.


Engangsforskallingen er presset helt ind mod armeringen. Højere oppe i billedet ser man resterne af AL-listen, der skulle have holdt afstanden.
Kigger man godt efter, ser man, at armeringen er blevet smurt ind i ler. Det skyldes, at vi har hoppet på armeringen med vore snavsede støvler for at presse den ned på plads. Man ser også, at gravemaskinen har drysset små lerklumper ud over armeringen

Man kan overveje, om det betyder noget. Plastikpladen er jo vandtæt, og i det hele taget kan det være svært for ilten at trænge så langt ned i jorden og korrodere stålet. Huset bliver jo nok stående. Det gør de jo rundt omkring.
Men hvis nu armeringen korroderer, betonen revner og huset begynder at sætte sig, er konsekvenserne jo uoverskuelige.

2017-11-10 klokken 13:30:13. Kommentarer (0)

En skitse

Juli 2017



Kunsten at være betoner

1: Forord
Denne tekst er stærkt inspireret af Mathias Tesfayes bog Kloge Hænder. Forordet skal handle om denne inspiration.

2: Indledning
De fleste sætter pris på godt håndværk, men de færreste bryder sig om håndværkere.
Der skabes ingen værditilvækst nogen steder overhovedet uden håndværkere i sidste ende bruger hænderne. Man kan betragte det som definitionen på håndværk - og dermed gøre udsagnet til en tautologi.

3: Godt håndværk
En anden bog, der har inspireret mig meget er Robert M Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel. Pirsig ser en sammenhæng mellem at udføre et godt håndværk og det at finde zen, der er den japanske buddhismes mål. Pirsig på sin side har antageligt fundet inspiration i bogen Bueskydning og zen af tyskeren Eugen Herrigel.
Det er vist Herrigel, der citerer en traditionel fortælling om en zen-novice, der spørger sin mester om, hvordan han finder zen. Mesteren spørger om den unge munk har vasket sin risskål, hvortil novicen svarer, at det har han ikke. Så gå og gør det, anbefaler mesteren.
Det er i hvert fald Herrigel, der fortæller, at hans egen mester, der skulle hjælpe ham til at finde zen, forsøger at sætte sig ind i, hvilken baggrund Herrigel har. Herrigel er uddannet i blandt andet filosofi hjemme i Tyskland, og da mesteren læser om den vestlige filosofis forholden sig til verden, kaster han ærgerligt bogen til side - så kan han bedre forstå, hvorfor Herrigel har så vanskeligt ved at gøre fremskridt i forhold til zen.
En anden vinkel på det, man kan kalde håndværkets åndelige dimension, kom frem i en fjernsynsudsendelse, hvor Anders Agger portrætterede hernhuterne i Christiansfeld. En af de portrætterede personer var håndværker, vistnok ovnsætter. Han mente, at når han lavede et stykke håndværk, så gjorde han sit bedste for at frembringe en så høj kvalitet som muligt. Det gjorde han til Guds ære.
Nå. Det kan synes lidt langhåret at tage fat på håndværkets forhold til religionerne – eller måske snarere omvendt, religionernes opfattelse af håndværket. Men skulle man ikke have behov for hverken at finde sig selv eller sin gud, så kender en dygtig håndværker fornemmelsen af at lave et godt stykke arbejde. Han kender fornemmelsen, når man bliver så optaget af sit håndværk, at han glemmer tiden og alt omkring ham. På moderne dansk hedder det at komme i flow.
Som en gammel kineser engang sagde: Vil du være lykkelig en aften, så drik dig fuld. Vil du være lykkelig en uge, så gift dig. Men vil du være lykkelig resten af livet, så lær et håndværk. Og det kan være at støbe beton, at bygge en båd, at spille et instrument eller at programmere en computer. Mulighederne er legio.
Det er naturligvis alt sammen noget bavl, men sagen i en nøddekerne er, at den daglige tilfredsstillelse ved at udføre et stykke arbejde på et højt kvalitativt niveau er noget, som alle håndværkere oplever i større eller mindre grad – ellers, hvis alt hvad man får ud af sin indsats er en løn, høj eller lav, ville arbejdet da også være helt uudholdeligt.

4: begrænsningerne
"Vi ha´a jo forvinte´ os nå´å mer´ af dig," var der en gammel bekendt fra hjemegnen, der sagde til mig, da jeg traf ham til et julearrangement i Aalborg for nogle år siden. Jeg har hørt det samme før og siden. Jeg kunne være blevet til hvad som helst, mener folk, og de forstår ikke, hvorfor jeg så vælger at støbe beton. Selv kollegerne i skurvognene deler denne opfattelse.
Det værste er, at jeg selv begynder at stille spørgsmål ved mine valg.
Nå. Folk er fulde af fordomme, for eksempel forventer de, at socialt dårligt fungerende personer altid er ekstremt intelligente. Det er ikke tilfældet. Da jeg søgte ind i Mensa, fnisede de, da de så resultatet af min optagelsesprøve, hvorefter de henviste mig til Dansk Folkeparti. Så dum synes jeg dog ikke selv, jeg er.
Tilbage til sagen: Betoner er sammen med de fleste håndværk et lavstatusfag. Man forventes at være backwards, lazy and crazy, hvis man vælger det fag. Det får en række konsekvenser:

4.0: Betonerne selv
Når jeg tænker tilbage på de gange, arbejdet har gjort mig i dårligt humør, har det aldrig været arbejdet i sig selv, der har gået mig på. Ingeniørerne har jeg aldrig haft noget dårligt forhold til, og selv formændene har kun sjældent irriteret mig. Nej, konflikterne har stort set altid været med kolleger.
Sagen er, at frekvensen af backwards, lazy and crazy personer er forholdsvis høj i byggebranchen.
Men når faget har lavstatus, ligger det i sagens natur, at den slags folk havner her.

4.1: Organisationen i danske entreprenørfirmaer - betragtet gennem glasbunden
I danske entreprenørfirmaers organisation er der en glasbund, som de timelønnede ikke har en chance for at trænge igennem. Jeg var i en del af byggeperioden af DOKK1 på havnen i Aarhus ansat ved NCC, der stod for betonarbejdet på byggeriet. På et tidspunkt lod firmaet som om, det interesserede sig for de timelønsansattes forhold til firmaet. Vi blev bedt om at udfylde et spørgeskema. Et af spørgsmålene besvarede jeg med følgende: "Jeg er ikke en del af organisationen, hverken i mine egne eller firmaets øjne."
Organisationsteori opstod som videnskab i de europæiske landes militærvæsen. Man interesserede sig for hierarkiet i officerskorpset, mens de menige soldater simpelthen ikke blev opfattet som en del af organisationen. Ved min besvarelse af NCC´s spørgeskemaundersøgelse gav jeg med ovenfor citerede svar udtryk for, at danske entreprenørvirksomheder ikke er kommet længere.
Under evalueringen af resultatet af undersøgelsen bedyrede den ledende ingeniør, at de menige betonere skam naturligvis blev opfattet som en del af NCC´s organisation. Kort tid senere kom formanden en smule oprevet og meddelte sjakket, at han havde fået besked på at nedmande. 100%. Med andre ord, hele sjakket blev fyret. Så meget for vores delagtighed af organisationen.
I en sådan situation reagerer folk forskelligt. Nogle bliver syge og viser sig ikke mere på pladsen, andre går ned i tempo og bruger arbejdstiden til at sure og brokke sig. Jeg selv er akkurat ligeglad med, om jeg bliver fyret eller ej, og jeg sagde til formanden, at nogle af os hverken ville gå ned i tempo eller kvalitet i opsigelsesperioden. Vi syntes jo, det var synd for formanden, at han skulle fyre os.
I mellemtiden nåede jeg at tage overingeniøren på ordet, og jeg begyndte at lade som om, jeg var en del af organisationen.
I sjakket blev vi opmærksomme på et problem med nogle korrugerede rør i toppen af de præfabrikerede søjler beregnet til sammenstøbning med bjælkerne, der blev monteret ovenpå. Når disse rør blev fyldt med vand og temperaturen faldt til under frysepunktet blev søjlerne frostsprængt i toppen. De fleste søjler på DOKK1 er flækket på den måde. Guldbemærkningen kom, da en, som jeg desværre ikke kan huske hvem var, sagde: "Nå men det er jo ligesom på Moesgaard," med henvisning til det næsten samtidige byggeri af det nye museum i Højbjerg. Den nødvendige erfaring var i organisationen, den var bare ikke delt!
Frostsprængningen kunne forhindres ved dels at fylde beton i de færdigtmonterede søjle/bjælkesamlinger, dels ved at bore huller i søjlerne
Bla bla bla.
Peikkobjælkerne på Bestseller, driften af Pihl og Søn, der får DSB´s indkøb af IC4-tog til at ligne rettidig omhu i en veldrevet virksomhed.
Bla bla bla.
Håndværkerne er blevet fremmedgjorte i den videnskabelige betydning dette begreb antager i Kapitalens første bind. Håndværkerne er blevet reduceret til lønarbejdere og har herved mistet meget af indholdet i deres fag.
Jan Karlzon, der var en kontroversiel leder af SAS i mange år, udgav bogen Riv pyramiderne ned. Jeg har ikke læst bogen, men efter sigende skulle han give udtryk for det synspunkt, at organisationer er bedst tjent med så horisontal en organisationsplan som muligt. Han fortæller anekdoten om, at der engang blev bygget en kirke. En biskop gik rundt blandt stenhuggerne, der fremstillede byggestenene til kirken. Han så en, der så trist ud, og han spurgte ham, hvorfor det var sådan. Stenhuggeren fortalte, hvordan han fra morgen til aften bare stod og huggede den ene stenblok til efter den anden. Det var trættende og umådeligt kedeligt. Biskoppen gik videre og så nu en anden stenhugger, der så glad og fornøjet ud selv om han tilsyneladende stod og lavede præcist det samme arbejde som den første stenhugger. Biskoppen spurgte ham, hvordan det gik til, at han var så glad. Jeg bygger en katedral, svarede stenhuggeren.
Det fremgår af de første linjer i forordet til "Introduktion til grundlæggende organisationsteori," at som man råber i skoven får man svar:
Man kan lede ud fra to forskellige menneskeopfattelser, en positiv og en negativ: Ifølge den positive opfattelse ledes folk bedst med ros og positiv tilgang i det hele taget, mens den negative går ud på at straffe folk på plads. Ved forsøg viser det sig, at begge tilgange opfylder sig selv. Folk, der er vant til ros bliver frustrerede, når de bliver straffet, og på folk, der er vant til at blive straffet på plads, preller ros af.

4.2: Struktøruddannelsen
Teknisk Skole uddanner struktører med en meget lille margin mellem det, lærerne kan præstere og det, eleverne forventes at tilegne sig.
Jeg ved det, for jeg har selv undervist der. Stedet er dysfunktionelt.
Man lærer for eksempel, at megapascal pr kvadratmeter er et nyere udtryk for meganewton pr kvadratmeter! Og jeg har set en lærer forklare eleverne, at man kan halvere en vinkel ved at halvere tangens til vinklen og afsætte den!!
Håndværksfagenes lavstatus rammer også faglærerne, der som antydet ikke alle har spidskompetence i faget.
Fagskolerne anvender negativ menneskeopfattelse i deres pædagogiske tilgang. Eleverne skal bare have af grovfilen, var et råd, jeg fik af en kollega.
Men problemet med skolerne er også, at det ikke først og fremmest er fagskoler, men socialpædagogiske opdragelsesanstalter.

4.3: Fagforeningerne
Det er enhver klasses objektive interesse at bevare sig selv som klasse.
Men fagforeningerne er også tvunget til at gå imod arbejdsgiverne i benhård klassekamp – ellers forbedres forholdene ikke, ja, de goder, der allerede er tilkæmpet, forvitrer hurtigt, hvis ikke fagforeningerne opretholder et konstant pres.
Men hvis lønnen er det eneste, man får ud af sit arbejde, bliver det et fattigt liv.

5: Hvad skal man stille op?
Vi har set, at situationen fastholdes i en dialektik mellem fag med lav status; som ikke tiltrækker ressourcestærke unge; der umuliggør en inddragelse af håndværkerne i virksomhedernes organisation; og som efterlader offentligheden med opfattelsen af, at håndværkere er backward, lazy and crazy; et fucking cetera, som angelsaksen siger.
Løsningen er ikke enkel – men den må handle om at angribe problemet fra alle sider.

5.1: Entreprenørerne
må i højere grad inddrage håndværkerne som en del af organisationen. Centralt står kommunikationen mellem håndværkerne og de forskellige ledelsesniveauer. Kommunikationen er i høj grad envejs – ingeniøren laver nogle tegninger, som håndværkerne derefter forventes at følge, når de bygger. Der bør skabes kommunikationskanaler, hvor håndværkernes erfaringer kommer til deres ret.
Hvorfor ikke betragte tegningerne som forslag, som håndværkerne derefter giver feedback efterhånden som byggeriet skrider frem?
Det er sådan de fleste byggerier i forvejen fungerer. Selv den dygtigste ingeniør har svært ved at udtænke hver eneste detalje i byggeriet, og fejlprojekteringerne dukker senest op, når håndværkeren står med en umulig detalje.

5.2: Erhvervsskolerne
må højne uddannelsernes niveau. Det socialpædagogiske arbejde må henlægges til produktionsskolerne, så de tekniske skoler kan koncentrere sig om den faglige side af sagen.
Man kunne lave en struktørassistentuddannelse, hvor de med lavere ambitioner eller evner kan stå af og få et arbejde, som passer til dem.
Herved kunne man hæve niveauet for de, som er parate til næste level. Jeg har for eksempel en idé til et kursus "statik for struktører", som kan give de studerende en forståelse for kraftparallellogrammer, skivevirkninger og så videre. Naturligt vil kurset også indeholde "trigonometri vinkelmåling og -afsætning for struktører". Et andet emne kunne være en introduktion til organisationsteori, så de folk, der ender som bajse eller formænd har en vis faglig ballast i forhold til at lede et stykke arbejde.

5.3: Fagforeningerne
må fortsætte arbejdet med at uddanne sjakbajser såvel fagligt i fagforeningsmæssig forstand med opmålerkurser etc., som fagligt i teknisk skoleforstand med fokus på materialeflowet på byggepladsen etc.
En del af dette arbejde består i at påvirke de tekniske skoler til at videreudvikle fagene.

5.4: Generelt
må man højne respekten for det gode håndværk og dermed for håndværkerne. Det kan blandt meget andet gøres ved, at håndværkerne blander sig i den offentlige debat og gør offentligheden opmærksom på, hvad godt håndværk er og betyder. De, som har evnerne, har også forpligtelsen.

6: Men jeg går på efterløn om femten arbejdsuger. Så kan I rende mig i bagdelen. Mu ha ha ha HA HA HAR HAR HAR HAR HAR HAR!

2017-11-10 klokken 12:56:55. Kommentarer (0)

Håndværk

November 2017

I denne tid overgår jeg fra arbejdsmarkedet til efterløn. Jeg er stadig rask og rørig, og der er meget arbejde tilbage i mig. Jeg gider dog ikke længere stå og binde jern i mørke, blæst og sludbyger.

Et af de projekter, jeg har overvejet, er at skrive om, hvordan jeg har oplevet at arbejde som betoner. Men for at det overhovedet skulle kunne have en værdi for andre at læse, vil jeg skrive under problemformuleringen:

Hvordan får vi uddannet flere dygtige håndværkere?

Det er et spørgsmål, som længe burde have interesseret politikerne, men som heldigvis er kommet på dagsordenen på det sidste. Der er vel efterhånden ingen, som forestiller sig, at vi kan leve af en produktion, hvori der ikke indgår håndværkere.

Det er lykkedes mig at få formuleret et par indlæg, som eventuelt kan indgå i et samlet papir - for nuværende kan det betragtes som kladde. For at komme videre er jeg meget afhængig af at høre andre betoneres, faglæreres, formænds og/eller ingeniørers mening. Uden hjælp mister jeg troen på projektet, og så kommer det aldrig længere end dette skumle og afsides hjørne af internettet, frands.dk.

Brug menuen til venstre.



2017-11-10 klokken 12:18:48. Kommentarer (0)

Diverse

Under dette punkt er samlet nogle forskellige indlæg, der ikke har fortjent egen plads på hovedmenuen.

2017-11-10 klokken 12:02:18. Kommentarer (0)

Sidste kommentarer:

I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt

 
eXTReMe Tracker