frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
   La Poderosa
      Første samtale
      Vrads Sande
      Grathe Hede
      Kongerslev
      Loppeblomstturen
      Sukkertoppen
      Sønderborg
      Kieler Bucht
      Vlieland
      Stavoren
      Amsterdam
      Hjemme igen
      Afslutningen
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Loppeblomstturen Store Bededag

   Loppeblomstturen store bededag - 4. maj i år - er efterhånden blevet en forårsklassiker for mig.



   I år kørte jeg i tog til Hobro og cyklede herfra til Silkeborg. Første stop var Hobro Værft, som jeg husker fra en cykeltur i foråret 1983.



   Fra havnen cyklede jeg ud til Fyrkat, hvor der er bygget en rekonstruktion af et vikingehus. Huset kan ses fra toget, når man ankommer til Hobro sydfra.



   Fra Fyrkat gik det mod Glenstrup Sø, hvor vi fiskede aborrer i '70-erne. Min far stammede fra egnen omkring silkeborgsøerne, og han havde fisket meget i dem. Da vi flyttede til Egense, ville han gerne fortsætte fiskeriet, og den nærmeste sø, han kunne finde, var Glenstrup Sø. I perioder i '70-erne tog han regelmæssigt derover, altid sammen med nogle venner eller sine sønner. Om vinteren foregik fiskeriet fra isen, vi 'kolbede'. Om sommeren skete det, at han tog en båd på traileren og kørte derover - i hvert fald husker jeg en enkelt gang, hvor vi var afsted hele familien, far, mor og børn.

   Da jeg cyklede nord om søen og så Glenstrup Kirke syd for søen, kunne jeg pludseligt huske, at vi brugte kirken som pejlemærke, når vi skulle afgøre, om vi var det rigtige sted på søen, hvor der var mange fisk.



   Det eneste sted, der er mulighed for at søsætte en båd i søen, er i dette sydøstlige hjørne. Nu står her et skilt om, hvor man kan købe fiskekort. Det stod der ikke i '70-erne, dengang spurgte man en lodsejer, om man måtte gå over hans mark, hvad man altid fik lov til.



   Loppeblomster ved den vestlige ende af Glenstrup Sø.



   Turen gik videre mod sydvest. Undervejs passerede jeg en del rapsmarker med blomsterne i fuldt flor.



   Jeg kom til Vammen...



   ... og senere til Thorning.



   "Hvorfor fotograferer du de to vejskilte," spurgte La Poderosa.
   "Det er da meget skægt," svarede jeg. "At vi cykler fra Vammen til Thorning."
   "Du tror da forhåbentligt ikke, at de er socialdemokrater her?" spurgte La Poderosa.
   "Nej, nej..." svarede jeg.
   "Nej, for så tror du fejl," sagde La Poderosa. "Her ude ved vandskellet, hvor folk siger "æ" foran alting, der stemmer de på politikere som Jesper Langballe og Helge Sander. De mest venstreorienterede stemmer på Anders Fogh Rasmussen."
   "Ja, ja..." indskød jeg.
   "Nej, lad os arbejde for jysk selvstændighed. Og så, når det lykkes, så lad os emigrere til København. Så kan det tænkes, at vi kom til at bo i et land, der kunne hæve sig en lille smule op over muddervandet," sagde La Poderosa.
   "Se, der står et par æsler," sagde jeg i et forsøg på at berolige La Poderosa. "De skal også med, ad hensyn til kusine Henny."
   "Æsler. Meget apropos," vrængede La Poderosa.



   På cykelturen den 2. april fra Viborg til Silkeborg over Grathe Hede blev jeg klar over, at der syd for Thorning står et mindesmærke over stedet, hvor Gråbonden tog livet af Svend Grathe. Jeg fandt mindesmærket, der kun kan nås ved at køre ad markveje og over Grågårdens gårdsplads.



   "Ham Saxo var fuld af løgn," sagde La Poderosa, da vi cyklede tilbage gennem Grågården og videre mod Silkeborg.
   "Øh, ja?" sagde jeg.
   "Ja, det er ham, der fortæller om blodgildet i Roskilde, der førte til Slaget på Grathe Hede. Det er ham, der fortæller, at det var Svend, der var skurken, som slog Knud ihjel i Roskilde, og som forfulgte Valdemar op gennem Jylland indtil de mødtes i slaget," sagde La Poderosa. "Men Saxo var jo Valdemars spindoktor."
   "Derfor behøver det jo ikke at være løgn altsammen," sagde jeg.
   "Så prøv at forestille dig, at Anders Fogh Rasmussens spindoktor skriver historien for de sidste seks år: Regeringen har befriet Irak, sikret at der kan indføres demokrati, og efter det er sket, er de danske tropper taget hjem under de glade irakeres taknemmelige jubel. Regeringen har forbedret den offentlige service og sikret velfærdssamfundets overlevelse mange år frem. Og så videre," sagde La Poderosa.
   "Okay, jeg kan godt se din pointe," svarede jeg.
   "Nogle kilder hævder jo, at det var Knud og Valdemar, der startede blodgildet i Roskilde," sagde La Poderosa. "Hvis det havde været Svend, der havde vundet her på heden, ville det være den version, der havde overlevet til i dag."
   La Poderosa var tavs en tid inden han fortsatte. "Knuds far havde myrdet Valdemars far. Kunne man ikke forestille sig, at det var Valdemar, der havde startet med at tage livet af Knud? Og derefter havde mislykkedes i forsøget på at dræbe Svend?"
   "Det er jo spekulationer," sagde jeg. "Det har vi jo ingen chance for at få opklaret."
   "Næ, det er rigtigt," sagde La Poderosa.
   "Men du har da ret i," tilføjede jeg, "at hvis man googler Svend Grathe, får man Saxos version gentaget i en uendelighed helt ukritisk."


   Vi cyklede ad landevejen ind mod Silkeborg. Ved Serup holdt vi stille et øjeblik.



   "Hvad holder vi her for?" spurgte La Poderosa.
   "Jeg kom en del i Serup i begyndelsen af '80-erne," svarede jeg. "Her stod jeg tit og ventede på bussen til Viborg."
   "Okaaay," svarede La Poderosa.


   Lidt senere, et sted mellem Skægkær og Balle, sad jeg og sang en lille sang, jeg havde hørt nogle dage før:

   Far away across the ocean, underneath an Indian star
   Dwells a dark eyed lovely maiden on the coast of Malabar
   In the harbour, where we anchored, I can see her shy and sweet
   With a bunch of wine-red roses and the wild waves at her feet

   Fare thee well, my little dark eyed queen
   Fare thee well, my Indian star
   In my heart you'll live forever
   On the coast of Malabar


   Da vi passerede en fodgænger, kunne jeg godt mærke, at La Poderosa ville sige noget. Men først da vi var udenfor hørevidde sagde han: "Kunne du i det mindste ikke holde din kæft, når vi ikke er alene?"
   "Han kunne da ikke høre noget. Og hvad så i øvrigt om han kunne?" sagde jeg.
   "Var det så bare en ordentlig sang, men den der er da ikke til at holde ud," sagde La Poderosa.
   "Nåh, jeg synes da, det er en sød lille sang," sagde Jeg.
   "Sødsupperomantisk," sagde La Poderosa. "Hvad tror du, en kvinde i et tredieverdensland laver med en buket røde roser i en havn fyldt med europæiske søfolk? Hun er da prostitueret, det kan enhver da forstå."
   "Årh hvad," sagde jeg. "Derfor kan de da godt blive glade for hinanden."
   "Ja du falder for luderromantikken og sømandsromantikken. Du er så romantisk, at det snart ikke er til at holde ud. Nationalromantiker med billeder af Dannebrog og kirker og snart hver eneste gravhøj langs hele Hærvejen er du også."
   "Hvor jeg hader kulturradikale cykler," sagde jeg.

2007-11-20 klokken 11:53:04. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder

 
eXTReMe Tracker