frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
      Det sidste togt 2010
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Tur til den svenske skærgård

2. – 9. juli 1984

4. juli 1984

Henrik:

Efter 3 dage i Skagen med forskelligt hukommelsessvigt, samt bajere (deraf hukommelsessvigtene) og naturligvis en del musik er vi nu sejlet ind i den svenske skærgård. Vi – Frands, Lars, Vivi og Henrik – stod op mandag morgen klokken 4:00 for at sejle mod Marstrand, men ak – tre dage i havn havde tappet al kraft fra akkumulatoren, og da vi ikke havde lyst til at smutte over Kattegat uden motor (dvs. Uden at kunne bruge den, hvis det blev nødvendigt), fandt vi(vi) nogle hjælpsomme skawboer. Først 7:15 stod vi ud foran molerne i Skagen. N-NW vind (Frands: 10 m/s) – bølgerne var lidt ubestemmelige, men efter 1 times sejlads for fulde sejl gik det mere stabilt og vi kunne præcis holde de 73o mod Marstrand. Vivis chokolade og Gammel Dansk hjalp godt til, og det var egentlig sjovt at sidde ved roret og rutsje afsted – ih hvor det gik. Fæstningen ved Marstrand er i øvrigt et godt mærke at sigte efter (ses ca. 20 sømil borte). Med ca. 5-6 knob var vi i Marstrand ca. 13:30. Efter en lille promenadetur i byen sov vi et par timer (tiltrængt), fik aftensmad (vi spiser naturligvis en gang imellem, når Frands altså ikke skal brække sig!). Solnedgangen blev nøje iagttaget fra klipperne inden vi trak ind i en af Marstrands ølkäldere!

Tirsdag den 3. juli blev der gjort storindkøb inden vi skulle ind i skærgården og opleve den øde og uspolerede natur, ligge for anker ud for øerne etc. Faktisk er her slet ikke så øde; der er en mængde sejlbåde, men der er rigelig med plads og masser af spændende ankerpladser, så det føles ikke særlig overrendt! Vi forlader Marstrand med sol og høj himmel, og får kun en enkelt byge mens vi spiser frokost. Vejret er altså faktisk perfekt, også god vind, men den skifter meget mellem øer. Faktisk kan man opleve at sejle på tværs af sin egen kurs med vinden på samme halse:

Var der nogle, der forstod den tegning? Med hensyn til navigeringen går det faktisk helt let med de gode og detaljerede kort vi har købt – vi lægger en slutskive på kortet, som angiver vores position. På den måde følger vi hele tiden med. Vi er enige om at det er så meget mere spændende og malerisk at sejle her end for eksempel Limfjorden, at faren for skærene ikke burde afskrække nogen fra at sejle herover. Hvis man blot ved hvor man er, så er det intet problem, det siger sig selv (Skærgårdssejladsens 1. læresætning).

Vi mødtes med to aalborgensere i Marstrand – Lars og Henrik, som vi traf i Skagen – og følges nu ad op nordøst for Tjörn hvor vi fandt en ankerplads ved Store Askerön.

Frands:

Vi ankom til Askerön ved 21-tiden, og efter en del sejlen rundt i den lille jolle fik vi fortøjet til øen i et øje, og med hækankeret ude. Vi har lagt bådene (Fedtfuglen og Lars’ 5-meter ”Vicki”) ved siden af hinanden, så vi alle kan benytte den lille jolle til at sejle ind med – bådene ligger en halv snes meter fra land, og den lille jolle er via et sindrigt snoretræk omdannet til færge.

Fedtfuglens besætning indtog deres aftensmad i cockpittet – pizza! – mens Vicki’s besætning steger deres friskfangede havørred over et bål på stranden (!). Senere på aftenen tilsluttede vi os dem, og det blev en stemningsfuld oplevelse ud af det – med et par våde bukser til Lars (vores Lars) som eneste skår i glæden. Han tænker vist ikke mere særligt højt om den lille jolle.

Onsdag stod vi op midt formiddag, og efter morgenmaden gik vi en lang tur på den ret store ø (alt er relativt som Einstein siger) for at samle appetit til frokosten. Den indtog vi dog først ved 15-tiden efter et par timers sejlads. Klokken er lige nu 18:15, og vi nærmer os stedet som vi har tænkt os at ankre op ved i nat.
Skærgården er skideflot og skidespændende at sejle i. Hele tiden skifter udsigten til nye øer og klipper. Det kan i høj grad anbefales at sejle her. Jeg skulle måske lige nævne, at vores ankerplads kommer til at ligge på det NØ-lige hjørne af den store ø Orust.

Vivi:

Onsdag aften
5-meteren + en anden dansk båd (med endnu to Henrik’er) er ankret op i den lille vig Slussekilen, da vi når frem. Vi må nok erkende, at vi ikke rigtigt kan følge med, når det handler om fart, men til gengæld hævder vi os på andre områder. De kan i hvert fald ikke have 9 sovende personer ombord på én gang (som vi præsterede i Skagen) og de har heller ingen ovn!!
I en vældig fart får vi samlet brænde til et bål og de andre er grønne af misundelse, da vi lægger vores kylling og kartofler på gløderne og finder fire kølige bajere frem ...
Udsigten, vejret, maden og humøret er strålende (eller delicious, som Lars ville ha’ sagt!), som vi sidder her højt oppe på klipperne – og aftenen bliver bestemt ikke mindre idyllisk, da de to nye Henrik’er finder en flaske rom frem. Det er utroligt, som alle folk lige pludselig kan drikke te!!!

Henrik:

Torsdag den 5. juni

Selv om solen ikke strålede fra morgenstunden, da Vivi vækkede os ved 8-tiden til varme kryddere og kaffe/the, har vi fået endnu en dag med solskin og varme – ja selv Lars har ligget på soldækket mad bar overkrop.
Vinden har været meget skiftende og mest svag, så vi har gået en del for motor (”den er jo ikke kun ombord for at kunne prale” – citat Frands!)
Vi havde ellers bestemt os for at købe noget ”sprut” på ”systemet”, men desværre er det ikke lykkedes os, så vi ”nøjes” med de sidste danske pilsnere. Det lykkedes os dog at få bugt med 300 S.kr. ved et indkøb, hvor vi knap nok fik en pakke rugbrød og en rulle kiks (køb godt ind hjemmefra, også rødvind til kyllingen!!!
I øvrigt har der været en del postyr ombord i dag. Frands glemte at påmønstre da han var oppe at købe is, men var heldig at få et lift med de to Henrik’er. Han havde ellers travlt med at komme afsted efter at have bandet de svenske priser temmelig langt væk...
Desuden har der været postyr med de tre motorsejlere ombord, straks vinden driller lidt, tales der om den kære motor. Naturligvis startede de op, da jeg sprang i vandet for at nyde den sagte fart.
Vivi truede på et tidspunkt med at stå af, da hun forsøgte at fortælle mig at mine sejlevner stod meget tilbage. Heldigvis drillede vinden også Vivi, da jeg i protest overlod hende roret.
Ellers synes jeg, vi har det meget hyggeligt ombord, driller hinanden meget godmodigt mens vi tonser derudaf. Vi går meget godt i spænd, sådan umiddelbart – og alle får et par mere eller mindre sarkastiske bemærkninger med på vejen – Frands mener ligefrem, vi er perfide, blot fordi han får et par sandheder at vide!!

Frands:

Torsdag aften gik vi ind til en lille ø, ”Diamantøen”, hvor den lille jolle atter kom i anvendelse. Vi tændte bål på stranden og stegte pølser og kartofler, og de sidste øl blev drukket. Senere bagte vi snobrød. Aftenen forløb temmelig hyggeligt bortset fra, at Vivi kæntrede i jollen. ”Så tak”, tænkte jeg, ”nu mister vi bestikket”. Det viste sig dog i sidste ende kun at dreje sig om en enkelt ske. Det værste var dog, at den lille dreng, som var skyld i uheldet blev ret chokeret. Vivi skulle hente ham på en anden dansk båd, som havde lagt sig ved siden af os, og da knægten skulle ombord, trådte han pludseligt ned på rælingen...

Fredag morgen startede med et hurtigt bad i saltvandet – selv Lars måtte i, med mange kokette hyl. Da vi havde sundet os lidt, spist morgenmad etc. tog vi afsked med de to andre både, som ville fortsætte til Lysekil. Vi andre måtte tænke på hjemturen, og dampede af for motor mod den ydre skærgård. Vi havde en kylling i køleren, og derfor ville vi forsøge at skaffe rødvind (som Henrik staver det). Vi sejlede gennem et snævert farvand til en bygt Ellös. Da vi nærmede os, fik vi øje på en snes mennesker – ansatte i en virksomhed – som sad og nød deres frokost på kajen. Vi gik tæt hen mod dem, og da vi kom på prajehold: ”Findes der et systembolag her i byen?” ”Nej”. Så sejlede vi videre. Svenskerne fandt vores opførsel morsom. Vi satte kursen mod Gullholmen i håb om at finde et system der. Det lykkedes ikke, og vi fandt ud af, at der findes systemer i Marstrand, Uddevalla og Lysekil og ellers ikke! Vi gik derfor ind og købte et antal af den lette øl, man kan købe i almindelige butikker.
Gullholmen viste sig at være en særdeles hyggelig by, og vi blev enige om, at vi godt kunne have brugt nogle dage til at anløbe de små bygder i Skærgården. Vi besluttede os derfor til at finde een at overnatte i. Fra Gullholmen satte vi derfor kursen mod Käringön, og dér gjaldt det sgu om at holde ørerne lige i munden, hvis man ikke skulle miste bestikket. Det gik dog godt, og vi nåede Käringön ca. 14:30. Vi gik en tur og fandt et sted hvor vi kunne ligge i solen, hvilket vi gjorde hele eftermiddagen.

Vivi:

Frands måtte straks i gang med kyllingen, da vi ved 19-tiden var tilbage i båden. Han mente selv, det var ved at være hans tur at kokkerere (Hvilket vist var sandt nok!). Men da han så temmelig slukøret ud , da vi andre begyndte at fortrække op på kajen, fik han lidt hjælp til salaten (”er man alene ar det arbejde, er man flere er det en leg”).
Jeg synes i øvrigt, at det blev en god blandet salat, Frands! Og for at blive ved dig som ”slet ikke er, som man tror du er”, så synes jeg, det er herligt, når du farer op og farer ned, synger og råber højt ud over havet ... men jeg savner, at du kommanderer med mig, skælder ud og bander over mig, som du gør med de to boys.
Lørdag morgen var meget trist at vågne op til. Overskyet, koldt, blæsende – og så skulle vi til at tænke på hjemturen. Der var ikke megen gnist over os under morgenmaden – en uge i den svenske skærgård slår ikke til. Men afsted måtte vi jo, og kl. 9:30 var folk på de 3 både, som lå udenpå os, så vågne, at vi kunne komme ud af den lille havn. Vinden var efter i flere dage at have ligget i vest, gået over i syd, så vi anede hurtigt, at det ikke ville blive nogen fornøjelsestur. Bølgerne var store og seje at komme igennem og det var svært at holde både kurs og vind i sejlene samtidig.
Først ved 15-tiden var vi ud for Marstrand og på det tidspunkt var Henrik så udmattet af at ofre til havguderne, at der ikke var meget sejler tilbage i ham. Så da vi begyndte at tale om at bjærge sejl og starte motoren for at gøre turen hurtigere – lysnede Henrik kendeligt op og stemte straks for!
Kahytten var efterhånden et stort roderi. Alt fra skabe og hylder lå på gulvet – Lars’ fotografiapparat skiftede hylde – og vi begav os kun derned, når blæren ikke kunne holde til mere eller når sulten blev for stor. Vi sejlede og sejlede og Læsø dukkede stadig ikke op. Frands begyndte at blive lidt ræ’ for at kursen ikke var rigtig nok, men besluttede sig så for ikke at blive bekymret før ved 21-tiden!
Ved 19:30-tiden var Henrik kommet så meget til hægterne, at han var kommet op at stå – og stor var jublen, da han proklamerede, at han kunne se Læsø fyr. Den sidste chokolade blev hevet frem, men dårlig var den spist, før fyret begyndte at røre på sig og blive til en fiskerbåd. Store var Frands’ eder ...

Henrik:

Frandeman har et usædvanligt stort forbrug af skældsord (og mad naturligvis). Der er ikke dét, der ikke er galt, hvis man f. eks. mister bestikket (i øvrigt har Frands spist med ske det meste af turen). Hvis man kender Færge-Frandeman ved man jo godt, at han konstant skal ”brække sig”, men jeg finder det særdeles urimeligt, at det til sidst blev mig, der så at sige skulle tage munden fuld, og gøre alvor af al snakken!
Til Frands’ ros skal nævnes, at hans syn er blevet bedre med kontaktlinserne. Han fik gud hjælpe mig øje på Læsø som første mand, hvorefter han triumferede: ”det er sgu nemt at navigere”. Vi havde ikke nogen særlig fast position ud for Marstrand, da vi satte kursen på 210o (fyret NØ for Vesterø havn på Læsø), og med de store søer var vi trods alt lidt usikker på vores kurs, men ...
Nu skulle vi godt nok snart ind og have nogle danske bajere på ”Kattegats Perle”, og da Frands er så dårlig en taber – jeg havde vundet en Gammel Dansk i et væddemål om en kurs – skulle han naturligvis ærgre mig med også at give de andre en omgang, da vi endelig sad (vippede) på stolene i krostuen inde på havnen. Det gjorde godt!

Frands:

Inden jeg slutter af med at skrive om denne tur, vil jeg ikke undlade at bemærke, at det er typisk, at de andre skal nedskrive i massevis af perfide kommentarer om at jeg spiser for meget, laver for lidt, skælder ud etc. etc. Under hele turen har de ikke forsømt en eneste lejlighed til at hetze mig på det groveste. F. eks. har de rottet sig sammen om at påstå, at jeg snorker! (selvfølgelig kun for at have en undskyldning til at ødelægge min nattesøvn ved gentagne gange hver nat at vække mig og bede mig om at lægge mig på maven!)

Nå, men vi fik Læsø i sigte ca 21:30. Vi kunne konstatere, at vi havde ramt en smule for langt mod øst. Men som det allerede er fremgået fik vi fyret N for Læsø i sigte, og kl. 24 var vi i havn. Det var en anstrengende dag med ca. 15 timer på havet (og uden landkending i 4 timer).

Vi forlod Læsø i middags kl 12:30, og med en frisk vind fra SØ har vi haft en glimrende sejltur (den bedste på hele turen, mener Vivi), med sol, men desværre dårlig sigt. Lige nu – 18:20 – har vi passeret det store grønne mærke ud for Hals, og vi har nu kurs ind gennem indsejlingen mod Egense, hvor vi vil være om en halv times tid.

2008-03-22 klokken 15:26:47. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder

 
eXTReMe Tracker