frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Min morfars violin og andre krigsminder

På min kones klaver står en gammel violin. Jeg har arvet den efter min mor, der i sin tid arvede den efter sin far. Han på sin side kom i besiddelse af den i foråret 1945.


Min morfar var førstelærer på en lille skole på landet, i Als Østhimmerland. Han blev ansat som ganske ung i begyndelsen af ’20-erne, og virkede der indtil sin død i 1953. Min mor og de fleste af hendes søskende er født i Als.

Min mor oplevede verdenskrigen fra hun var 4 til hun var 9 år gammel, og havde derfor ikke mange erindringer om de store politiske begivenheder, der fandt sted i den tid, men hun huskede, da Als Skole blev inddraget til at huse tyske flygtninge i de sidste måneder af krigen og den første tid efter befrielsen.

Hun fortalte mig om det for kun få år siden, og hvis jeg havde vidst, hvordan det skulle komme til at gå, havde jeg sørget for at skrive tingene ned, mens hun endnu levede. Nu husker jeg kun fragmenter af, hvad hun fortalte mig. Hun huskede, og jeg har glemt hvilken by, de tyske flygtninge kom fra, et sted østpå, måske i dag beliggende i Polen, måske så langt væk som Østpreussen. Hun huskede navnene på nogle af flygtningene, og jeg husker ikke, men jeg går ud fra, at de var imellem dem, der skrev i hendes poesibog:

Ich lag im Grase und schlief
da kam ein Engel und rief:
Manfred Manfred du mußt eilen
und in Bennys Albogen schreiben
Zur Erinnerung an Manfred Rennhack

Rosen Tülpen Nelken
die so schnell verwelken
Stahl und Eisen bricht
nur unsre Freundschaft nicht
Zum Andenken von Günter Horn
d. 17.6.45


O, nütze der Jugend frohe Stunden
sie wissen nichts von Wiederkehr;
Einmal entfloh’n
einmal entschwunden,
zurück kehrt keine Jugend mehr!
Zur steten Erinnerung an Inge Rennhack
Als, d. 11.5.45
Vergißmichnicht

Børnenes naivt-gammelkloge digte rører mig. Måske på grund af forestillingen om min mor som 9-årig, men i hvert fald på grund af de jævnaldrende tyskeres kranke skæbne. Flygtet afsted med russerne i hælene gennem det gamle store Tyskland til Danmark, sikkert kun med de ejendele, de kunne bære, interneret i en skole i et par måneder, for så – ved vi nu – i flere år at blive interneret i flygtningelejre, der får Sandholmlejren til at minde om La Santa Sport på Tenerife. Se for eksempel her.

Der døde i tusindvis af børn i de lejre, og jeg synes ikke, vi i den forbindelse har noget at være forfærdeligt stolte af her i landet. Opfatter man sig som et humant menneske, så må man bekæmpe systemer og ikke mennesker, som Rosa Luxemburg siger.

De overlevende kom videre til et forarmet Vesttyskland, hvor de i løbet af nogle år kunne kæmpe sig til en rimelig tilværelse. Men så var den ungdom jo nok forbi. Og zurück kehrt keine Jugend mehr.

De var de heldige. Havde de været blot få år ældre, var de jo endt ved fronten.

På Hitlers fødselsdag den 20. april 1945 skulle der flages på alle officielle bygninger, således også på Als Skole. Men da min morfar skulle sætte flaget ”kom han til” at miste grebet om den ene ende af flaglinen, og på meget klodset vis fik han linen trukket så højt op i stangen, at han ikke kunne nå den. Nu kunne ingen sætte flaget, og derfor blev Hitler ikke fejret på Als Skole.

Jeg tror, der har været meget af den slags modstand, i stil med Larsens billede af Hitler på undersiden af lokumslåget. Ikke noget, der battede i det store spil, men en vis tilfredsstillelse i det små.

Mor huskede et andet eksempel. For at overvåge indsejlingen til Mariager Fjord, var der udstationeret tyske tropper på Als Odde. Når en tysker skulle i telefonisk kontakt med forlægningen, forlangte han ”Als Odde” på centralen. Men tyskerne udtalte Odde med hårdt d, så omstillingsdamen – der naturligvis var fuldstændig klar over hvad tyskeren mente - stillede om til ”Als 8”. Så kunne Værnemagten lære det, og alsboerne kunne more sig – undtaget måske ham, der havde telefonnummeret 8.

Men flaglinen hænger stadig i toppen af flagstangen på Als Skole. Det gjorde den også ved befrielsen et par uger senere, og nu ville morfar jo gerne have flaget op. Derfor skulle han have flagstangen lagt ned, hvad der jo krævede nogle hænder. Han spurgte blandt de tyske flygtninge, der beredvilligt gik i gang, og kort tid efter kunne morfar sætte flaget.

En anden erindring: Såvidt jeg husker, fortalte mor, at en tysk soldat, der havde et ærinde på skolen i forbindelse med flygtningene, forvildede sig ind i førstelærerboligen, der befandt sig i den samme bygning som skolen. Mormor blev fuldstændigt rasende og fik soldaten sendt ud i en meget høj bue. Hun talte ikke tysk, men på godt dansk og ikke mindst et tydeligt kropssprog, fik hun soldaten til at forstå, at han var aldeles uønsket, og han fortrak skyndsomst.

Og violinen? Jo, den byttede min morfar sig til for et par gamle sko. En tysk flygtning havde medbragt violinen hjemmefra, og han havde et påtrængende og basalt behov for varme i tæerne som de gamle sko dækkede bedre end violinen.

Når mine forældre fortalte om violinen, gjorde de opmærksom på mærkerne på oversiden af violinen til højre for strengene.

De mente, at min morfar havde slidt mærkerne, når han brugte violinen i skolen. Oftest knipsede han strengene med fingrene i stedet for at stryge dem med buen. Men han ejede den kun i knap 8 år, så jeg ved ikke, om ikke de forrige ejere også har spillet en del pizzicato.

Da jeg var dreng skulle jeg lære at spille på violinen. Jeg kom til at gå til spil ved Vilhelm, der boede i Mou. Jeg cyklede derop en gang om ugen.

Vilhelm mente, jeg skulle øve mig flere timer hver dag, mens jeg sjældent tog mig sammen til at spille mere end en timestid i løbet af ugen. Derfor var han yderst sjældent tilfreds med min kunnen, og så fik jeg skældud. Jeg hadede det, og da det blev sommerferie, kom jeg aldrig mere.

---o-O-o---

Men det var krigsminderne.

Mens min mor var opmærksom på livets små pudsigheder, og hendes erindringer som oftest var morsomme anekdoter, så var min far i det inderste af sin forpinte sjæl noget af en kunstner. Han spillede selv violin, og var meget musikalsk. Derfor er de par krigserindringer, han har videregivet til mig centreret om musik.

Meget kunne man sige om tyskerne, men deres musik måtte man bøje sig for. I løbet af krigen stillede de sig mere eller mindre regelmæssigt op på torvet i Silkeborg og optrådte. De sang og spillede, så det rislede ned ad ryggen på min far. Han huskede, hvordan han havde lyst til at stå stille og lytte, men det ville han – han sagde ”vi”, når han fortalte om det – alligevel ikke. Fordi det var tyskerne lod han som ingenting og skyndte sig videre.

Måske ad Tværgade og Nygade, eller måske ad Vestergade og Hostrupsgade, til Skoletorvet og videre til hjemmet i Skolegade. Et sted i Skolegade kom han forbi et hus, hvor der var indkvarteret en tysk officer. Her hørte han ofte den fineste klavermusik komme ud ad de åbne vinduer. ”Men så blev han sendt til østfronten,” afsluttede min far historien, når han fortalte den. Færdig med ham. Ingen videre kommentarer nødvendige. Skrækkeligt tab af et kunstnerliv.

---o-O-o---

Også min mors 2. mand, Knud Lauridsen, kunne fortælle en historie. Knud var fra 1920 og voksede op i Bramdrupdam. Som dreng havde han en legekammerat, der stammede fra Sydslesvig. Drengens familie var kommet til Danmark, da drengen var lille, og hele familien blev fuldstændig integreret i Bramdrupdam, så alle til sidst glemte, hvor de oprindeligt kom fra.

Indtil drengen under besættelsen blev indkaldt til Værnemagten. Danskere blev selvfølgelig ikke indkaldt, men den sydslesvigske dreng var stadig tysk statsborger, så han endte som værnemagtssoldat på østfronten.

På et tidspunkt fik han orlov, og han kom hjem på besøg i Bramdrupdam. Knud fortalte, at han og kammeraterne ikke rigtigt kunne tale med sydslesvigeren mere, han var blevet mærkelig af sine oplevelser i Rusland.

Efter orloven tog han afsted til østfronten igen, og derefter så de ikke mere til ham.

---o-O-o---

Om hundrede år kan man stadig læse om Borgerlige Partisaner, hvor kommunister og konservative skulder ved skulder kæmpede mod tyskerne (mens statsministerens parti under krigen mest var optaget af at få tilbagerullet de sociale fremskridt, der var sket på landet før krigen). Om hundrede år er de store linjer stadig veldokumenterede.

Men mikroerindringer som ovenstående forsvinder som oftest, efterhånden som de direkte involverede dør. Jeg synes, de er værd at bevare. De siger noget om stemningen og om forholdet mellem menneskene under krigen. Og de siger noget om de mennesker, der har husket.

2009-01-18 klokken 15:25:31. Kommentarer (1)

Interessant hvad en violin med kun 4 strenge kan medføre af refleksioner over tilværelsens mange snirklede forløb i krig og kærlighed. Min gamle far Erik arvede under krigen en violin fra sin onkel i Kbh. og han begyndte også at få undervisning og blev en helt habil spillemand på det simple instrument. Siden har han med lys i øjnene fortalt om krigens gru, tyskernes storhed og fald, ungdommens muligheder, og så violinspilleriet.
Og så sidste efterår startede min datter Ea på 8 med at gå til violin. Hun ville bare spille på violin. OK-OK sagde jeg. Så nu blir' det spændende at se om hun får lagt en kim til nye anekdoter om 80 år ...?

Torben Brejnegaard-Nielsen   |   2009-03-12 23:25:19

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt

 
eXTReMe Tracker