frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Hndvrk
Resten af hjemmesiden
   Frndefortegnelse
   Egense
   Svrts
   La Poderosa
   IvarHuitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamleforside

Arkiv

Sidste fem

Min morfars violin og andre krigsminder

P min kones klaver str en gammel violin. Jeg har arvet den efter min mor, der i sin tid arvede den efter sin far. Han p sin side kom i besiddelse af den i forret 1945.


Min morfar var frstelrer p en lille skole p landet, i Als sthimmerland. Han blev ansat som ganske ung i begyndelsen af 20-erne, og virkede der indtil sin dd i 1953. Min mor og de fleste af hendes sskende er fdt i Als.

Min mor oplevede verdenskrigen fra hun var 4 til hun var 9 r gammel, og havde derfor ikke mange erindringer om de store politiske begivenheder, der fandt sted i den tid, men hun huskede, da Als Skole blev inddraget til at huse tyske flygtninge i de sidste mneder af krigen og den frste tid efter befrielsen.

Hun fortalte mig om det for kun f r siden, og hvis jeg havde vidst, hvordan det skulle komme til at g, havde jeg srget for at skrive tingene ned, mens hun endnu levede. Nu husker jeg kun fragmenter af, hvad hun fortalte mig. Hun huskede, og jeg har glemt hvilken by, de tyske flygtninge kom fra, et sted stp, mske i dag beliggende i Polen, mske s langt vk som stpreussen. Hun huskede navnene p nogle af flygtningene, og jeg husker ikke, men jeg gr ud fra, at de var imellem dem, der skrev i hendes poesibog:

Ich lag im Grase und schlief
da kam ein Engel und rief:
Manfred Manfred du mut eilen
und in Bennys Albogen schreiben
Zur Erinnerung an Manfred Rennhack

Rosen Tlpen Nelken
die so schnell verwelken
Stahl und Eisen bricht
nur unsre Freundschaft nicht
Zum Andenken von Gnter Horn
d. 17.6.45


O, ntze der Jugend frohe Stunden
sie wissen nichts von Wiederkehr;
Einmal entflohn
einmal entschwunden,
zurck kehrt keine Jugend mehr!
Zur steten Erinnerung an Inge Rennhack
Als, d. 11.5.45
Vergimichnicht

Brnenes naivt-gammelkloge digte rrer mig. Mske p grund af forestillingen om min mor som 9-rig, men i hvert fald p grund af de jvnaldrende tyskeres kranke skbne. Flygtet afsted med russerne i hlene gennem det gamle store Tyskland til Danmark, sikkert kun med de ejendele, de kunne bre, interneret i en skole i et par mneder, for s ved vi nu i flere r at blive interneret i flygtningelejre, der fr Sandholmlejren til at minde om La Santa Sport p Tenerife. Se for eksempel her.

Der dde i tusindvis af brn i de lejre, og jeg synes ikke, vi i den forbindelse har noget at vre forfrdeligt stolte af her i landet. Opfatter man sig som et humant menneske, s m man bekmpe systemer og ikke mennesker, som Rosa Luxemburg siger.

De overlevende kom videre til et forarmet Vesttyskland, hvor de i lbet af nogle r kunne kmpe sig til en rimelig tilvrelse. Men s var den ungdom jo nok forbi. Og zurck kehrt keine Jugend mehr.

De var de heldige. Havde de vret blot f r ldre, var de jo endt ved fronten.

P Hitlers fdselsdag den 20. april 1945 skulle der flages p alle officielle bygninger, sledes ogs p Als Skole. Men da min morfar skulle stte flaget kom han til at miste grebet om den ene ende af flaglinen, og p meget klodset vis fik han linen trukket s hjt op i stangen, at han ikke kunne n den. Nu kunne ingen stte flaget, og derfor blev Hitler ikke fejret p Als Skole.

Jeg tror, der har vret meget af den slags modstand, i stil med Larsens billede af Hitler p undersiden af lokumslget. Ikke noget, der battede i det store spil, men en vis tilfredsstillelse i det sm.

Mor huskede et andet eksempel. For at overvge indsejlingen til Mariager Fjord, var der udstationeret tyske tropper p Als Odde. Nr en tysker skulle i telefonisk kontakt med forlgningen, forlangte han Als Odde p centralen. Men tyskerne udtalte Odde med hrdt d, s omstillingsdamen der naturligvis var fuldstndig klar over hvad tyskeren mente - stillede om til Als 8. S kunne Vrnemagten lre det, og alsboerne kunne more sig undtaget mske ham, der havde telefonnummeret 8.

Men flaglinen hnger stadig i toppen af flagstangen p Als Skole. Det gjorde den ogs ved befrielsen et par uger senere, og nu ville morfar jo gerne have flaget op. Derfor skulle han have flagstangen lagt ned, hvad der jo krvede nogle hnder. Han spurgte blandt de tyske flygtninge, der beredvilligt gik i gang, og kort tid efter kunne morfar stte flaget.

En anden erindring: Svidt jeg husker, fortalte mor, at en tysk soldat, der havde et rinde p skolen i forbindelse med flygtningene, forvildede sig ind i frstelrerboligen, der befandt sig i den samme bygning som skolen. Mormor blev fuldstndigt rasende og fik soldaten sendt ud i en meget hj bue. Hun talte ikke tysk, men p godt dansk og ikke mindst et tydeligt kropssprog, fik hun soldaten til at forst, at han var aldeles unsket, og han fortrak skyndsomst.

Og violinen? Jo, den byttede min morfar sig til for et par gamle sko. En tysk flygtning havde medbragt violinen hjemmefra, og han havde et ptrngende og basalt behov for varme i terne som de gamle sko dkkede bedre end violinen.

Nr mine forldre fortalte om violinen, gjorde de opmrksom p mrkerne p oversiden af violinen til hjre for strengene.

De mente, at min morfar havde slidt mrkerne, nr han brugte violinen i skolen. Oftest knipsede han strengene med fingrene i stedet for at stryge dem med buen. Men han ejede den kun i knap 8 r, s jeg ved ikke, om ikke de forrige ejere ogs har spillet en del pizzicato.

Da jeg var dreng skulle jeg lre at spille p violinen. Jeg kom til at g til spil ved Vilhelm, der boede i Mou. Jeg cyklede derop en gang om ugen.

Vilhelm mente, jeg skulle ve mig flere timer hver dag, mens jeg sjldent tog mig sammen til at spille mere end en timestid i lbet af ugen. Derfor var han yderst sjldent tilfreds med min kunnen, og s fik jeg skldud. Jeg hadede det, og da det blev sommerferie, kom jeg aldrig mere.

---o-O-o---

Men det var krigsminderne.

Mens min mor var opmrksom p livets sm pudsigheder, og hendes erindringer som oftest var morsomme anekdoter, s var min far i det inderste af sin forpinte sjl noget af en kunstner. Han spillede selv violin, og var meget musikalsk. Derfor er de par krigserindringer, han har videregivet til mig centreret om musik.

Meget kunne man sige om tyskerne, men deres musik mtte man bje sig for. I lbet af krigen stillede de sig mere eller mindre regelmssigt op p torvet i Silkeborg og optrdte. De sang og spillede, s det rislede ned ad ryggen p min far. Han huskede, hvordan han havde lyst til at st stille og lytte, men det ville han han sagde vi, nr han fortalte om det alligevel ikke. Fordi det var tyskerne lod han som ingenting og skyndte sig videre.

Mske ad Tvrgade og Nygade, eller mske ad Vestergade og Hostrupsgade, til Skoletorvet og videre til hjemmet i Skolegade. Et sted i Skolegade kom han forbi et hus, hvor der var indkvarteret en tysk officer. Her hrte han ofte den fineste klavermusik komme ud ad de bne vinduer. Men s blev han sendt til stfronten, afsluttede min far historien, nr han fortalte den. Frdig med ham. Ingen videre kommentarer ndvendige. Skrkkeligt tab af et kunstnerliv.

---o-O-o---

Ogs min mors 2. mand, Knud Lauridsen, kunne fortlle en historie. Knud var fra 1920 og voksede op i Bramdrupdam. Som dreng havde han en legekammerat, der stammede fra Sydslesvig. Drengens familie var kommet til Danmark, da drengen var lille, og hele familien blev fuldstndig integreret i Bramdrupdam, s alle til sidst glemte, hvor de oprindeligt kom fra.

Indtil drengen under besttelsen blev indkaldt til Vrnemagten. Danskere blev selvflgelig ikke indkaldt, men den sydslesvigske dreng var stadig tysk statsborger, s han endte som vrnemagtssoldat p stfronten.

P et tidspunkt fik han orlov, og han kom hjem p besg i Bramdrupdam. Knud fortalte, at han og kammeraterne ikke rigtigt kunne tale med sydslesvigeren mere, han var blevet mrkelig af sine oplevelser i Rusland.

Efter orloven tog han afsted til stfronten igen, og derefter s de ikke mere til ham.

---o-O-o---

Om hundrede r kan man stadig lse om Borgerlige Partisaner, hvor kommunister og konservative skulder ved skulder kmpede mod tyskerne (mens statsministerens parti under krigen mest var optaget af at f tilbagerullet de sociale fremskridt, der var sket p landet fr krigen). Om hundrede r er de store linjer stadig veldokumenterede.

Men mikroerindringer som ovenstende forsvinder som oftest, efterhnden som de direkte involverede dr. Jeg synes, de er vrd at bevare. De siger noget om stemningen og om forholdet mellem menneskene under krigen. Og de siger noget om de mennesker, der har husket.

2009-01-18 klokken 15:25:31. Kommentarer (1)

Interessant hvad en violin med kun 4 strenge kan medfre af refleksioner over tilvrelsens mange snirklede forlb i krig og krlighed. Min gamle far Erik arvede under krigen en violin fra sin onkel i Kbh. og han begyndte ogs at f undervisning og blev en helt habil spillemand p det simple instrument. Siden har han med lys i jnene fortalt om krigens gru, tyskernes storhed og fald, ungdommens muligheder, og s violinspilleriet.
Og s sidste efterr startede min datter Ea p 8 med at g til violin. Hun ville bare spille p violin. OK-OK sagde jeg. S nu blir' det spndende at se om hun fr lagt en kim til nye anekdoter om 80 r ...?

Torben Brejnegaard-Nielsen   |   2009-03-12 23:25:19

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv :       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

At stbe beton i jord
Hadsund 1962 - 1964
Hndvrk
Hndvrk
I et hjrne af Himmerland

 
eXTReMe Tracker