frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
         Indledning
         Sejl ud
         Afgang
         Om
         Kielerkanalen
         Nordsøen
         Kanalen
         Salcombe
         Biscayen I
         Biscayen II
         Gibraltar
      Det sidste togt 2010
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Om...

...vagtplanen

Februar 2010

Vagtplanen, som vi aftalte på vej ned mod Lillebælt, fungerede sådan, at vi fem ombordværende skiftedes til hver at have fire timers vagt efterfulgt af seks timers frivagt. Vi var altid to på vagt ad gangen, men vi byttede kun en enkelt vagthavende ud hver anden time, så der altid var en, der havde været på vagt i to timer eller mere, og dermed havde den optimale mulighed for at have styr på alle de mange lys, der kan forvirre, når man søvndrukken tumler op i cockpittet for at afløse, og gerne vil bruge de første minutter til at drikke en kop kaffe og komme lidt til sig selv.

Når jeg mødte på vagt, afløste jeg Richard, og sejlede så båden sammen med Skipper i to timer. Så blev han afløst af Jens, hvorpå Jens og jeg sejlede sammen, indtil Bjarne afløste mig. På den måde hilste man på alle ombordværende i løbet af sin vagt. Det var meget godt – når først båden sejler i flere døgn i træk, er det eneste tidspunkt, hvor alle er vågne og sammen oppe i cockpittet, de få timer sidst på eftermiddagen og først på aftenen, hvor aftensmaden bliver forberedt og sat til livs.

Vi kørte vagtsystemet helt rigidt, hvilket jeg sætter pris på. Man skal vide, hvornår man har vagt, og hvornår man kan tillade sig at slappe af.

...navigationen

Februar 2010

Hjemmefra havde jeg regnet med, at vi ville komme til at navigere med sekstant, sight reduction tables og almanak på turen fra Den Engelske Kanals vestlige ende og til Spanien, hvor vi jo ikke ville have landkending i flere dage. Men i stedet for tabellerne havde Hans anskaffet sig en art lommeregner, der var beregnet til astronomisk navigation.

Vi havde dog hverken det ene eller det andet i brug. Hele vejen fik vi positionen af AP-navigatoren, der altså også flere hundrede sømil fra decca-senderne fungerede nogenlunde pålideligt. Nogenlunde. Særligt om morgenen kunne den falde ud i et par timer. Inden vi vænnede os til det, var det lidt stressende – dels var det jo spændende, om den begyndte at virke igen, og dels skulle man indtaste en nogenlunde nøjagtig gisset position, hvis den havde været funktionsudygtig i længere tid. Så det gjaldt om at holde styr på bestikket. Vi satte positioner i kortet flere gange i døgnet.

GPS-navigation var ikke noget, man brugte dengang.

...redningsmidler

Kiel, 24. maj 1987, fortsat

Angående redningsmidler: Jeg har redningsvest og livline med. Jeg møder ofte det synspunkt, at redningsvesten er det vigtigste. Bare husk at tage redningsvest på, så er du sikker! Det synes jeg er noget fis. Ganske vist er det længe siden jeg har svømmet et par kilometer sidst, men jeg er sikker på, at jeg nok skal holde mig flydende til jeg bliver samlet op. Men hvad så, hvis jeg bliver slået bevidstløs?! Jamen det er jo ikke et argument for at bruge redningsvest. Det er et argument for at bruge integralhjelm!
Hvis vi laver en prioriteringsliste:
1 Sikkerhedsline
2 Polarkedeldragt
3 Redningsvest/hundetegn (fra militæret)
4) En pose salt i lommen

Ad 1): Det vigtigste er, at man bliver hængene ved båden.
Ad 2): Hvis det ikke lykkes: Man drukner jo aldrig! Man dør af kulde!
Ad 3): Hvis man dør: Man er lettere at finde/identificere.
Ad 4): Så er man sikker på ikke at dø i ferskvand (ikke så vigtigt).

I øvrigt: De fleste strandvaskere bliver fundet med åben gylp! Nu skal ædru mennesker selvfølgelig osse urinere nu og da, men man kan jo nok have en anelse om, at den største risikofaktor er misbrug af spiritus! Og omvendt: Det bedste sikkerhedsmiddel: omtanke.
Nå, nu skal jeg heller ikke nedgøre en redningsvest alt for meget: Der er selvfølgelig en periode fra jeg har mistet mine kræfter p.g.a. kulde; og til at jeg er håbløs at vække til live igen af dem, der finder mig.
Nok om det. I mellemtiden er det blevet...

2010-03-14 klokken 23:32:42. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

At støbe beton i jord
Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland

 
eXTReMe Tracker