frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
         Indledning
         Sejl ud
         Afgang
         Om
         Kielerkanalen
         Nordsøen
         Kanalen
         Salcombe
         Biscayen I
         Biscayen II
         Gibraltar
      Det sidste togt 2010
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Salcombe

Fjorden ved Salcombe. Udsejlingen til Den Engelsek kanal øverst til venstre i billedet. Bådene, som lå for svaj, blev orienteret af den ind imellem kraftige tidevandsstrøm, men blev af vinden presset til læ. Når vind og strøm var imod hinanden, lå ankerlinerne skråt fra stævnen og ind under bådene. Det så lidt sjovt ud. (postkort, som jeg sendte til min mor, tekst 2010).

Mandag den 1. juni klokken 8:30

Salcombe, Sydvestengland. Vi ligger for svaj i bugten, og jeg er lige kommet i land og har fået sendt et par postkort. Nu går jeg en lille tur.
Jeg går bort fra havnen og byens livlige centrum op ad en stejl vej mellem maleriske huse. Lidt oppe finder jeg to bænke vendt således, at den siddende får en smuk udsigt ud over bugten.
Jeg sætter mig ned. Jeg tager min trøje og anorak af og sidder nu i solen og nyder udsigten. Mine tanker står helt stille.
Nu kommer en ældre dame spadserende op ad bakken sammen med en lille, forholdsvis lige så gammel hund. De nærmer sig langsomt bænken til højre for mig.
Lidt derfra stopper hunden. Damen rykker blidt i den.
”Come on. Come up here and lie down,” siger hun, mens hunden står helt stille. Den ser så gammel ud.
Damen prøver igen at liste den op ved at rykke blidt i den, men hun har svært ved at styre både hunderem og sin stok. ”Come on, you naughty dog!” siger hun og ler hjerteligt.
Hun er på vej til at opgive, da hunden endeligt et ben forsigtigt ad gangen bevæger sig op ad trinnet. Damen sætter sig møjsommeligt på bænken, og beder hunden om at sætte sig ned og hvile sig.
”I’s nice hee,” siger hun til mig.
”Yes, yes. It is very nice hir,” svarer jeg.
Jeg lægger nu mærke til, at der lige foran mig går en ”public path” fra vejen og ind i en lille skov. Jeg forlader derfor den gamle dame, og går nu hen ad denne sti. Skovbunden og stiens kant er fyldt med smørblomster og ... og ... nej, jeg kan ikke huske navnene på alle de blomster, jeg plukkede og pressede og som min mor klistrede ind i en lille bog og skrev navnene ved. Mit herbarium. Men det er jo osse over 25 år siden.
Der er mange forskellige slags blomster her. Og over mig er træerne kraftigt grønne og osse meget forskellige. Eg, ahorn, skovfyr osv. Dér står en kristtjørn.
Jeg kommer ud på vejen igen, lige ved et busstoppested. På læskærmen har nogen skrevet ”Chernobyl 1986 – (jeg kan ikke huske det engelske stednavn) 1996!”
Under graffitien sidder tre gamle mænd og sladrer. Den ene smiler og hilser på mig.

Tirsdag d. 9. juli 1987

Jeg går videre hen ad vejen, som drejer, og snart har jeg udsigt over en dyb dal med dyrkede marker. På den fjernere bakke er der en indhegning med får; og dér er der en mark med ... er det rugen, som allerede er så høj, at vinden kan lege med den? Jo, det kan vist godt passe, alting er noget længere fremme her, end det er derhjemme.
Se for eksempel den vilde kørvel dér, som allerede er en meter høj.
Jeg går lidt videre, og tænker atter på de to gamle individer, jeg mødte ved bænken. Jeg føler mig lidt fjollet, fordi det rørte mig sådan.
Ved en Esso-servicestation vender jeg om; jeg må se at komme tilbage til båden. Jeg tænker på stemningen ombord. Den er godt nok noget skurvognsagtig. Ikke at jeg skal gøre mig bedre end jeg er (en videotape visende mig, som – stærkt suppleret af Jens – fortæller en sjofel racistisk vittighed er således bragt til eksistens – på Nordsøen var det), men jeg synes, det er lidt for meget.
Jeg når tilbage ombord på båden. Her giver Skipper mig et møgfald, fordi jeg ikke har gjort toilettet rent! Jeg blev efterladt alene ombord på båden for at gøre rent mens de andre gik i land og ordnede nogle ting. Jeg nåede kun at gøre hovedkahytten ren, så Skipper mener, jeg har været for doven.
”Og så sidder du bare der og æder da jeg kommer tilbage,” siger han.
Nu har han fået luft, ”og så glemmer vi alt om det igen.”
Det skal han nu ikke være så sikker på, tænker jeg, mens nålen på mit arrig-meter dirrer og langsomt bevæger sig fra grønt og op i gult felt.
Skulle jeg sige til ham, at jeg rent faktisk har arbejdet en del med at rydde op, få tæpper og hynder ud og lufte og banke og feje gulv og at jeg faktisk har været i gang et par timer, og at jeg studsede lidt, da jeg blev efterladt alene for at gøre hele båden ren, mens de tog fire afsted for at købe en pumpe og et par pakker havregryn?
Nej, det plan vil jeg ikke diskutere på!
Det er mere hans facon som skipper, som forekommer mig lidt for arbejdsgiveragtigt.
Nålen på arrigmeteret stabiliserer sig lige under rødt felt.
Skulle man stå af med det samme? Skulle man sige ’giv mig en halv time, så har jeg pakket min køjesæk’ . Nej, det er nok at overreagere.
Jeg beslutter: Jeg står af så snart vi er kommet indenfor Gibraltarstrædet. Med mindre hans arbejdsgiverfacon bliver præsenteret for mig een gang til. Så står jeg af i næste havn!
Jeg sidder på kahytstaget, mens fortøjningerne bliver taget. Vi sejler afsted mod Biscayen. Klokken er 19:00, mandag den 1. juni. I de næste mange dage kom arrigmeteret ikke ud af gult felt.

2010-03-15 klokken 00:35:18. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder

 
eXTReMe Tracker