frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
         Indledning
         Sejl ud
         Afgang
         Om
         Kielerkanalen
         Nordsøen
         Kanalen
         Salcombe
         Biscayen I
         Biscayen II
         Gibraltar
      Det sidste togt 2010
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Biscayen I

Tirsdag d. 9. juli 1987 fortsat

Lige nu, dvs tirsdag den 9. juni kl. 14:00 sidder jeg i solen på fordækket og fører dagbog á jour. Til venstre for mig (eller rettere bagbord) kan jeg se Portugals kyst; vi forventer/håber at være i Lissabon inden værtshusene lukker i aften.
Hvad var det, som skete i mellemtiden? Hvorfor var arrigmeteret i gult felt? Hvorfor skriver jeg først dagbog nu? Hvordan var turen fra Salcombe, over Land’s End, Bretagne, The Biscay, La Bahia de Vizcaya, Capo de Finisterre – et andet land, der ender – til nu? Hvordan, kort sagt, var turen over Biscayen?
På et tidspunkt, hvor arrigmeteret var meget tæt på rødt felt, forestillede jeg mig at skrive:

”Jeg kan lige forestille mig, hvordan det kommer til at lyde hjemme i Egå Sejlklub:
”Da vi gik fra Salcombe, var vinden i SW, så vi tog først et ben mod syd. En snes mil ude stagvendte vi og sejlede mod vest, indtil vi havde Land’s End tværs, hvorefter vi stagvendte igen.
I løbet af tirsdagen blæste det op, men det blev nu ikke rigtig til noget, kun en snes sekundmeter. Ved den vindstyrke blæste vores vindmåler af, og de følgende vindstyrker er derfor – desværre – baseret på kvalificerede gæt.
Så gik det med kloshalede skøder mod SW, i en 6-8 sekundmeter vind. Torsdag stagvendte vi og gik mod W.
Fredag blæste det igen op, og vi rebede ned. Det blæste yderligere op, og vi rebede yderligere ned. Da vi kom over 20 sekundmeter, begyndte vi at tage betydelige mængder vand ind gennem forlugen/ankerbrønden. Så besluttede vi at gå i havn i La Coruña.
Først skiftede vi imidlertid genuaen ud med krydsfokken, og benyttede os samtidig af lejligheden til at lukke forlugen ordentlig. Dette reducerede vandindtrængningen betydeligt – vi kom ned på ½ tons i timen – og da der ikke blæste mere end 25–30 sekundmeter, besluttede vi alligevel at fortsætte mod Lissabon.
Natten til lørdag lå vi underdrejet, og lørdag sejlede vi videre på kryds mod SW, nu igen 6-8 sekundmeter. Søndag morgen blæste det igen op, og vi var netop gået igang med at rebe ned, da uvejret kom over os. I piskende regn og 30 sekundmeter tonsede vi nu mod syd. Vi bjergede storsejlet, og det gik mere stabilt, da vi lænsede afsted for den lille genua med 8 kn.
Vinden faldt igen, men blev i N – portugisernorden – og det var det sidste, vi mærkede til Biscayen.”
Macho – Taharzan – PIS!!”

Indskudt bemærkning 2010

Marts 2010

Også her går rejsedagbogen fra 1987 let hen over de faktiske begivenheder, og inden vi lader den fortsætte med at beskrive hvordan stemningen ombord udviklede sig i de godt 8 døgn, som turen fra Salcombe til Lissabon varede, vil jeg lige uddybe følgende:

Vejret

Jeg ved ikke, hvor store vanskeligheder, vi egentligt var i grundlovsdag 1987. Jeg ved ikke, om der virkelig var storm. Det er rigtigt, at vi på et tidspunkt et døgnstid fra Salcombe målte 17 meter pr sekund, og at vindmåleren derefter blæste af – den vindmåler, som håndværkerne havde monteret i Egå ugen før. Måske røg den af i et særligt kraftigt stød eller måske fordi den lidt efter lidt var raslet løs.

Hvad vindstyrken var grundlovsdag var svært at bedømme, gudskelov har man ikke mange erfaringer med vindstyrker over 20 meter pr sekund. Men det var MEGET værre end de 15-20 meter pr. sekund i begyndelsen af turen!

Men i dag kan jeg ikke tro, at vi først skiftede genuaen ud med krydsfokken, da vindstyrken var over 20 meter pr sekund!

Jeg har forsøgt at researche om der findes dokumentation af vinden på vores position ca. 100 nautiske mil nordvest for Cap Finisterre grundlovsdag 1987. Jeg fandt en notits i Politiken for tirsdag den 9. juni:

Notits i Politiken tirsdag den 9. juni 1987. Det er Statsbiblioteket, der er ansvarlig for fotokopiens kvalitet. Klik på billedet for forstørrelse – og dermed nogenlunde læselig kvalitet.

Notitsen omhandler en minityfon, der hærgede om søndagen den 7. juni på kysten i Spanien og Frankrig, altså to dage efter vi var i vanskeligheder og flere hundrede sømil fra vores position. Men den antyder jo da, at vejret i perioden bød på ubehagelige oplevelser i området.

Danmarks Meteorologiske Institut ved ikke noget om vejret på Biscayen i 1987, men for øjeblikket har jeg en formular liggende fra det spanske meteorologiske institut, der giver mig mulighed for – mod betaling - at rekvirere oplysningerne. Men det vil nok være at gøre for meget ud af det.

Lækken

Perk var en stærk og sødygtig båd og bjergede sig for så vidt godt, men ved designet af flere af detaljerne var der ikke taget højde for sejlads i hårdt vejr på åbent ocean. Det var det, der bragte os i vanskeligheder.

I den allerforreste del af skroget var der indbygget en ankerbrønd. Fra begyndelsen var den helt adskilt fra den øvrige del af båden, men da det hydrauliske ankerspil var blevet monteret, havde man ført hydraulikslangerne fra det indvendige af båden op gennem ankerbrønden. I toppen af brønden var den lukket med en dobbelt luge, der ikke var vandtæt. Hver gang, der skyllede vand over dækket, løb der noget ned i ankerbrønden, og for at undgå vandet løb videre ned i forkahytten var hullet, hydraulikslangerne var ført igennem, forhøjet 10-15 cm med et rør. Vandet skulle altså stå de 10-15 cm højt i ankerbrønden før det løb ind i båden. Ankerbrønden var drænet ud af skrogsiden, og under normale forhold i indre danske farvande, ville en enkelt bølge hen over dækket ikke kunne nå at give problemer.

Men som det fremgår af nedenstående, kom der vand ind i ”snuden” af båden allerede i begyndelsen af turen over Biscayen, på det tidspunkt, hvor vi ikke havde mere vind end 5-8 meter pr. sekund. Vandet steg de 10-15 cm op i ankerbrønden, og drænet var så lille, at det ikke kunne nå at lænse brønden før vi sejlede ind i den næste bølge, og vandet igen skyllede ned i brønden, ned langs hydraulikslangerne, gennem min køje og ned i bunden af båden.

Båden kunne lænses med en manuel lænsepumpe, en elektrisk pumpe samt den store 20 hk hydrauliske lænsepumpe. Da der var kommet en del vand ind, ville Hans lænse det ud med den hydrauliske pumpe. Han startede motoren og derefter pumpen. Men den havde sat sig, og med en høj lyd blev motoren kvalt, selv om den gik med en del omdrejninger. Heldigvis holdt alle hydraulikslanger, -pumpe og så videre. Men nu var vi altså afhængige af den elektriske og den manuelle pumpe.

Stormen

Fredag den 5. juni blæste det op. Da det var værst gættede Richard på, at vindstyrken var 25-30 meter pr. sekund – hvilket nok er i overkanten. I løbet af dagen skyllede der så meget vand ind over båden, at vi på et tidspunkt måtte bjerge redningsflåden, der lå fastsurret ovenpå lugegaragen, det allerhøjeste sted på båden, ned i cockpittet for at undgå, at den blev skyllet overbord.

Vi sejlede mod bølgerne, og vi gik igennem hver eneste en med et tykt lag vand hen over dækket, og hver gang stod vandet ned igennem ankerbrønden og videre ned i båden med et plask, som når man skyller ud i et toilet.

På et tidspunkt, hvor Jens og jeg sejlede båden – det vil sige sad i cockpittet og holdt øje med vindroret - øgedes vandindtaget dramatisk. Hans, Bjarne og Richard blev travlt beskæftiget med at lænse båden. Richard, der var bodybuilder og vejede 100 kg, pumpede med den manuelle pumpe så sveden løb ned ad ham, imens den elektriske pumpe ligeledes gik alt hvad den kunne. Alligevel kunne de kun akkurat holde trit med det indtrængende vand.

Det første, Jens og jeg hørte om problemerne under dæk, var, da skipper pludseligt stak hovedet op ad lugen og rasende skreg: ”Sejl ordentligt for helvede!!” og klap! væk var han igen og lugen lukket. Rigtige mænd bliver ikke bange – de bliver vrede.

Jens og jeg kiggede forbavsede og uforstående på hinanden og rystede på hovedet. Men vi gjorde noget:

Ankerkæden gik fra ankeret ude foran og ned imellem de to ankerbrøndsluger, der var skåret til, så de dannede et lille hul til kæden. Bølgerne havde på et tidspunkt åbnet den ene luge, så ankerkæden var kommet i klemme, og lugen ikke lukkede rigtigt. Jeg havde set det på et tidspunkt før Hans’ absurde ordre, men skudt fra mig at gøre noget ved det – der skal noget til, før man går på dækket i sådan et vejr. Nu gik jeg derud og fik held til at lukke og surre lugen. Det betød, at vandindtrængningen blev dæmpet en del, og der kom kontrol med vandstanden om læ. Nu kunne man holde vandstanden nede ved kun at pumpe med den manuelle pumpe, og kun i ca. halvdelen af tiden. Det var det, jeg anslog til at være et halvt ton vand i timen.

Jeg husker ikke, om det var i mellemtiden eller det allerede var før den store vandindtrængen, at motoren ikke længere kunne startes. Det stressede jo en del, uden motor ingen strøm, og dermed heller ingen elektrisk lænsepumpe, navigator, lanterner etc. Næste dag, da vejret var roligere, konstaterede Jens og Skipper, at der var trængt vand ind i dieseltanken. Udluftningen til tanken var nemlig ført ud på ydersiden af ruffet, langt over vandlinjen, men under uvejret, hvor bølgerne jævnligt dækkede hele forskibet eller den ene side, kom udluftningen regelmæssigt under vand. Jens og Skipper fik vandet tømt af tanken og motoren startet igen. Men det var som sagt først næste dag.

Underdrejet

På et tidspunkt, da det så værst ud, blev det besluttet, at vi skulle gå til nærmeste havn, La Coruna. Hvad det skulle nytte, kan man undre sig over, der var mindst et døgns sejlads under alle omstændigheder, længe nok til, at vi kunne nå at synke op til flere gange. Men da vandindtrængningen var kommet under kontrol, blev det besluttet alligevel at fortsætte til Lissabon.

Samtidig ønskede vi at forbedre komforten ved sejladsen, jeg foreslog at skøde en lille smule ud, mens Bjarne mente, det så ville være bedre at vi lagde os underdrejet indtil vejret blev roligere.

Vi valgte Bjarnes løsning, forsejlet blev bjerget og storskødet halet helt klos. Roret blev drejet helt i borde, så vi styrede til luv. Virkningen var forbløffende. Nu gjorde vi ingen fremdrift i vandet, og båden kom til at ligge helt roligt. Bevares, der var stadig bølger, og det vippede da lidt, men den huggede slet ikke, og vi oplevede det som at komme i havn. Der løb ikke flere bølger over dækket, og følgelig kom der ikke vand ind i båden.

Efter en stressende dag besluttede vi at få en god nats søvn. Med kun en enkelt på vagt, fik alle sovet ud.

Midt om natten – eller i hvert fald i bælgmørke – fik vi øje på et skib, der nærmede sig. Først så vi den grønne lanterne, så den røde, så den grønne igen. Han havde kurs lige imod os. Vi fandt en lampe frem og lyste op i sejlet. Flytte os kunne vi jo ikke, motoren kunne stadig ikke startes. Med et par hundrede meter imellem os, passerede skibet os, og vi kunne ånde lettede op.

Jeg tror, at de havde set os på radaren. De kunne sikkert se, at vi var et lille skib, og at vi ikke bevægede os. De har sikkert sejlet hen til os for at se, om vi havde problemer, om vi for eksempel var en redningsflåde fra et forlist skib.

Vi var udsat for det samme på Alotola, da vi en nat i fuldstændigt blikstille vejr lå helt stille – motoren på Alotola virkede ikke. Da kom der også et skib hen imod os, gav os grønt, så rødt, så grønt igen osv, indtil de sejlede forbi ganske tæt på.

Tilbage til 1987

Men nu vil vi finde dagbogen frem igen...

2010-03-15 klokken 00:48:11. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

At støbe beton i jord
Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland

 
eXTReMe Tracker