frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
         Indledning
         Sejl ud
         Afgang
         Om
         Kielerkanalen
         Nordsøen
         Kanalen
         Salcombe
         Biscayen I
         Biscayen II
         Gibraltar
      Det sidste togt 2010
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Biscayen II

... Vinden faldt igen, men blev i N – portugisernorden – og det var det sidste, vi mærkede til Biscayen.”
Macho – Taharzan – PIS!!”

Tirsdag den 9. juni fortsat

Nu, hvor arrigmeteret er i grønt felt, solen skinner og vi sejler afsted for motor, er det svært at huske, hvad jeg egentligt ville med ovenstående. Jeg var åbenbart træt af den friskfyragtige optræden, som der ikke var noget i, når det kom til stykket.
Men hvorfor var jeg så arrig?
Vi kan prøve at høre, hvad der blev sagt på krisemødet i går:
Skipper indleder: ”Når man sammensætter sådan en besætning her, må man være klar over, at de folk man finder, er nogle lidt specielle typer, og vi må derfor allesammen prøve at være tolerante overfor hinanden. Nu siger Bjarne, at han vil stå af i Lissabon fordi han synes, Frands er en dårlig sømand.”
Nu afbryder Bjarne og fortsætter: ”Jeg siger ikke, at Frands er en dårlig sømand, jeg siger, at siden jeg sagde til ham i Salcombe, at han var en dårlig sømand fordi han sagde højre og venstre i stedet for styrbord og bagbord har han virket sur. Og hvis min tilstedeværelse ødelægger ferien for ham, vil jeg hellere stå af.”
Skipper opfordrer os til at finde ud af det, og med dirrende mave tager jeg ordet:
”Det, jeg er træt af, er det evindelige skrigeri hver gang der skal ske noget på dækket. O.K., jeg bliver også selv lidt spændt, når jeg skal på dækket, og der er gang i den, men jeg bliver arrig, når du (det er henvendt til Bjarne, men også møntet på Skipper) står og skriger de mest selvindlysende kendsgerninger ind i hovedet på mig imens. Jeg har faktisk prøvet at stagvende med en båd før.”
Bjarne kommer med nogle arrige modangreb, men jeg fortsætter med at skælde ham ud. Jeg var sur over at få stukket en kurs ud, og da jeg spurgte hvorfor, blot få at vide at jeg skulle parere ordrer! ”Jeg har ikke lagt mærke til, at du har flere striber på ærmerne end mig!”
Efterhånden bliver vi færdige, jeg finder en bajer frem, ”jeg vil alligevel godt have en,” siger jeg til Skipper; og jeg overtager roret. De andre spredes rundt på båden, undtagen Bjarne, som bliver siddende i cockpittet og stille drikker sin øl.
”Det er jeg ked af, Frands,” siger han så. ”Det skal ikke gentage sig.”
”Det er i orden,” når jeg lige at tage mig samme til at sige, inden han forsvinder ned i båden. Jeg bliver også selv lidt ked af det. Var jeg for hård ved ham? Det er længe siden, nogen har givet mig en undskyldning, men der er ingen triumf i sådan en sejr.
På den anden side fik jeg luft. Jeg har nu fået den plads omkring mig, som jeg har følt har manglet, siden Skipper skældte mig ud i Salcombe. Og siden har vi talt godt med hinanden. Osse Skipper og mig. Somom jeg har sat mig i respekt.
Og nu Biscayen.
Første gang, man skal på dækket i 30 sekundmeter vind er man lidt spændt. Men jeg kan ikke mærke nogen synderlig forskel på det, og så 15 sekundmeter. Bortset måske fra, at man får mere vand i støvlerne. Man tager redningsvest og livline på, gør sig fast og foretager sig det fornødne. Man kunne sammenligne sådan et fordæk med en rodeohest under Niagaragua-vandfaldet, men det er altså ikke så slemt. Alt er blot et spørgsmål om tid.
Problemet er saltvandet, som trænger sig ind ved ærmerne, i halsudskæringen, op i buksebenene og ned igen – i støvlerne.
Når man kommer tilbage til cockpittet og går ned i kahytten, står man dér som en hjælpeløs druknet mus. Og man kan ikke tørre igen. Får man endelig held til det, så suger saltet vand ud af luften igen, så snart duggen falder.
Og der kommer saltvand ind i båden! Og det gør der! Ligegyldigt hvor tæt den er. Luftfugtighedsprocenten under dækket er konstant knap 100%, og snart begynder det at lugte. Somom en våd hund havde pisset overalt. Osse på os.
Det var det første problem. Saltvandet.
Det næste problem er søsygen. Man skal have en utrolig stabil mave for at opholde sig under dæk. Heldigvis har det vist sig, at hvis man ligger ned med lukkede øjne, kan man klare den. Det var ellers mit mareridt og eneste rigtige bekymring, da jeg tog hjemmefra: at den Store Eventyrer & Oceanbetvinger skulle brække sig hele vejen; mere end noget punk-orkester – fra Sex Pistols til Unity Squad – har gjort i hele sin karriere. Det går, men behageligt er det ikke. Og man kan hverken læse eller skrive. Kun styre og ligge ned.
Det tredie S-problem er sulten, som følger automatisk af søsygen: Ingen kan lave mad. Man får et lille måltid een gang dagligt. Hvis man er heldig.
Det fjerde problem er Søvnen. Problemet med Biscayen – bortset fra vejrets koleriske temperament og imponerende energi – er, at vanddybden falder fra 100 meter til nogle kilometer i løbet af nogle få sømil. De store oceandønninger, som løber ind over denne kant, topper sig op og laver en slags brænding.
Den nat, min herre, hvor vi passerede denne kant, skulle jeg forsøge at sove i forkahytten. På tværs på en løs hynde, fordi der kom vand ind i snuden.
I dette tilfælde er ”skvulpe” en underdrivelse! Hver time faldt jeg i søvn i fem minutter, og vågnede igen ved at min arm sov (ja, ja da, så sov den da), at jeg havde krampe i benene af at hage mig fast; og af et begyndende hold i nakken.
Jeg tror ikke den gennemsnitlige søvn kommer meget over fire timer i døgnet – man skal jo evig & evindeligt, ustandseligt & altid op på vagt. Og så er den vel at mærke fordelt på to-tre lurer.
Det sidste problem med S, som plager een, er skide-problemet.
Når lokummet står til venstre (bagbord) side, og båden hælder til venstre (bagbord), er det forholdsvis problemfrit. Man skynder sig ned og får det overstået inden man skal brække sig.
Hælder båden derimod til styrbord, har man problemer. Man skal hage sig fast i en umulig vinkel alt imens man kan sidde og være nervøs for at resultatet – i egen saft – skal skvulpe ud og lande i de om hælene nedtrukne bukser. Eller værre: døren, som man desperat forsøger at stemme sig imod med det ene ben springer op, hvorved den uheldige defækant havner i en højst ydmygende stilling op ad det modsatte skot.
Altså: Man kan ikke sove, spise, skide, man er evig søsyg og gennemblødt af saltvand. Men derudover er det ikke så galt.
Jeg ville egentligt gerne gøre en indsats for at afdramatisere sådan en sejltur. Det kan også let lade sig gøre i cockpittet og på dækket. Men om læ: det er sgu surt, når der er dårligt vejr. (Når det bliver besluttet, at vi skal fortsætte mod Lissabon, selv om vi tager 500 liter vand ind i timen, bliver man ikke bange eller nervøs. Overhovedet. Man tænker bare: Åh, nej. Så skal jeg bruge halvdelen af min frivagt til at lænse!)

I mellemtiden er vi kommet tæt på Portugals kyst. Klipperne lyser i eftermiddagssolen i hvide, gule, grå og brune farver. Længere oppe gror der noget skov, og spredt overalt er der huse. Øverst på den fjerneste klippe knejser en gammel borg. Og dér, næsten ret forude på pynten står der et fyr. Når vi kommer hen til pynten, skal vi dreje til venstre (bagbord), og så er det op ad Tejo-floden. Lissabon, Portugal, Sydeuropa, her kommer vi!
Hvor jeg glæder mig!

2010-03-15 klokken 01:15:48. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

At støbe beton i jord
Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland

 
eXTReMe Tracker