frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
      Det sidste togt 2010
         Århus - Holtenau
         Rendsburg
         Nordsøen
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Århus - Holtenau

Kort før afgang mistede vi Jesu hånd. Det forskrækkede mig, men overfor de mange mennesker, der var dukket op for at tage afsked med Den Vilde Jagt, lod jeg som ingenting. Jeg jokede med det dårlige varsel, deltog i at lempe vores ekstralange langtursankerkæde ombord, og da motoren blev startet og fortøjningerne kastet, fik jeg råbt til konen: ”Karin! Hvis de ringer fra Egå Bådudstyr, så sig, at jeg er på vej til Brasilien.”


Ankerkæden lempes ombord


Afgang. Om bord er fra venstre mod højre: Torben, Ole, Jens, Frands, Jørgen, Poul, Henning


Familie og venner vinker farvel

Uden en vind og i let regn styrede jeg båden ud af havnen. Vi satte kursen mod Mårup Havn på Samsø, hvor Jørgen, der var kommet til i sidste øjeblik, skulle sættes i land. Roen faldt over båden, og den bredte sig til mig. Foreløbig ville de næste dage gå med at sejle den sædvanlige togtstart-weekendtur med de sædvanlige deltagere, Poul, Torben og mig, i år desuden Henning og Jens, der skulle sejle med helt til Sydeuropa, og endelig Ole det første døgnstid. Det plejer at være enormt hyggeligt, og da det i sagens natur altid foregår i de beskyttede indre danske farvande, ville det ikke kunne give meget stress. Nordsøen lå stadig en uges tid forude.


Vindstille ved Samsø

Vi nåede Mårup, fik afleveret Jørgen og fortsatte nord om Endelave, stadig for motor i total vindstille, ind imellem let regn. As Hoved og Juelsminde om styrbord, Æbelø om bagbord. Ole igangsatte forskellige vedligeholdelsesarbejder. Vi nåede Middelfart uden andre havarier end at mine sko var blevet våde. Det kan dog også være ret alvorligt. Sidste gang, jeg havde våde sko liggende i min kahyt, troede Ole, jeg havde slagtet et dyr. Lugten var den samme.

Vi gik op i byen for at finde et hyggeligt sted at drikke en øl. Vi gik forbi det sted, hvor jeg mente, at jeg i 1982, da Henrik og jeg var i byen den første sommer, havde læst en inskription på en bjælke i et gammelt hus: ”Redeligst Regnskab, varigst Venskab.” Vise ord, som jeg har gjort til mit credo i de tyve år, jeg har været kasserer i Den Vilde Jagt og diverse andre bådefællesskaber. I al den tid, gennem gode oplevelser, gennem konflikter med trusler om sagsanlæg og med en omsætning i løbet af de tyve år på flere millioner (alene turen til Brasilien 2010-2011 har et budget på omkring 200.000,- kr), er der aldrig nogen, der har bedt om at revidere mine regnskaber. Jeg opfatter det som en tillidserklæring, som jeg selv næsten ikke ville have turdet vise mig.

Da jeg på en cykeltur i 2007 søgte efter huset og inskriptionen, kunne jeg imidlertid ikke finde det, heller ikke da jeg snakkede med nogle folk på Middelfart bymuseum. Jeg må have læst den inskription i en anden by. Men visdomsordet kan jo være godt nok endda.

Middelfart var øde. Vindheksene trillede hen ad asfalten mens besætningens seks medlemmer skulder ved skulder langsomt gik op gennem strøget med klirrende sporer. Vi nåede det værtshus, hvor Henrik og jeg i 1982 drak øl og gammel dansk mens vi diskuterede visse detaljer af den marxistiske historieopfattelse.

Det samme værtshus, som Ole og jeg på sejlturen hjem fra Svendborg weekenden efter efterårsferien i 1994 også opsøgte. Dengang var der Leben und Tanzen auf dem Tisch. Levende musik, højrøstet snak, latter, larm og øl i stride strømme mødte os, da vi trådte ind. Vi lod os flyde med strømmen. Da det i øvrigt udmærkede band annoncerede det næste nummer, begyndte folk at råbe ”Egon, Egon,” og sangeren i bandet måtte overlade sin plads til Egon, der greb en elektrisk guitar og sang:

If you are looking for trouble
just look me right in my eyes.
If you are looking for trouble
just look me right in my eyes.

....

I’m your hoochie coochie man.
I’m your hoochie coochie man.

Egon var en rigtig bluesmand, og han så ud, som han mente hvert ord, ingen smil, han kiggede ikke engang ud over publikum. Vi fik af andre gæster at vide, at Egon lige var blevet løsladt, og at det var hans hjemkomstfest, der helt dominerede værtshuset den pågældende aften. (Egon er et dæknavn, den forhenværende delinkvents navn er undsluppet min erindring.)

På et tidspunkt var jeg ude på toilettet. To lokale folk var også i gang derude. Den ene spørger den anden: ”Hvis det her nu var en stålpla’e og man hørte den’her ly’:” han bankede på en dør, ”hvad var det så?” Det vidste den anden mand ikke, så han fortsatte: ”En svensker på firs meter vand.” Det var kort efter, at færgen Estonia gik ned i Østersøen på vej fra Estland til Stockholm, og rejser man søværts, er vittigheden ikke sjov.

Lørdag den 19. juni 2010 sketer der ikke noget interessant det pågældende sted. Det var blevet et pænt sted, hvor de spillede Hansi Hinterseer og andet pænt musik. Vi gik videre og fandt lidt senere en beværtning, hvor der var mere folkelig stemning. I haven var der opslået et stort telt, og flere steder var der opsat store fjernsyn. Folk skulle se landskamp, vi slog os ned og så det danske landshold vinde over Cameroun med 2-1.

Bagefter gik vi ned mod havnefronten, hvor vi på en café i stål og glas og havnehygge støbt i beton bestilte øl. Bortset fra et bordfuld unge kvinder, der kunne have været vore børn, var der ingen udover os på caféen. Vi drak Hoegaarden, der som bekendt serveres i nogle brede ret massive glas. To af os fik dog almindelige Royal-glas. Da vi kort efter bestilte endnu en omgang, og de tog glassene ud, fik vi at vide, at de kun havde de samme fire hoegaarden-glas på caféen. Tja. Der Untergang des Abendlandes.

Næste morgen, før jeg stod op, blev jeg igen knuget af tanken om Jesu hånd, som vi havde mistet.

Det skete i de dage, hvor vi klargjorde Den Vilde Jagt i Egå Marina, at jeg allerdybest nede i båden, allerinderst i bunden af den allernederste skuffe i en lille æske pakket ind i en gammel klud og lagt i en plasticpose, fandt et ca. 3 mm langt stykke plastik, der tydeligvis var knækket af et eller andet, og som var så vigtigt, at man havde gjort sig den store umage med at gemme det så godt. Jeg vidste med det samme, hvad det var: Jesu hånd.

Jesus har uanfægtet af stormes rasen og bølgers hærgen stået på kahytsruffet på bagbord side af lugen siden Den Vilde Jagts hjemkomst fra jordomsejlingen i 2002. Han holder den højre hånd strakt ud fra kroppen i en favnende gestus, mens han med venstre hånd holder en bog med latinske citater. Somme mener, der slet ikke er tale om Jesus, men derimod om Jomfru Maria, men jeg er ligeglad, om det så er Mozart, der kommer ned fra Ararats Bjerg med tavlerne med de syv dødssynder. Enhver er salig i sin tro, og jeg tror, det er Jesus.

I al den tid, jeg har kendt ham, har han manglet den højre hånd, der sikkert er brækket af under en af hans mange ture ned på cockpitdørken. Nogen havde altså omhyggeligt gemt den afbrækkede hånd, og nu havde jeg fundet den. Jeg lagde den frem på ruffet ved siden af Jesus, så jeg kunne lime den på ved lejlighed.


Jesus - eller hvem det nu er - har for en gangs skyld forladt sin plads ved siden af lugen for at posere i aftenlyset et sted på Cap Verde

Der lå den de næste dage. Jeg tænkte, at den lå lige så sikkert, som Jesus havde stået der i alle de år. Men om morgenen den 19. juni, kort før vi tog af sted, så jeg, at nogen havde gjort ruffet rent, Jesu hånd var blevet taget for en brødkrumme eller noget andet snavs, og nu var den borte.

Jeg er ingeniør. Jeg er kvadratisk, praktisk, god. Jeg er hverken troende eller overtroisk. Men derfor er der jo ingen grund til at udfordre skæbnen. Og Jesu hånds forsvinden opfattede jeg som en stærk advarsel om, at denne tur godt kunne risikere at ende galt.

I forvejen havde jeg a bad feeling about turen over Nordsøen. Jeg havde bestemt mig til at trække mig tilbage fra alle aktiviteter på gyngende grund, og nu skulle denne tur være min sidste. Men når man har bestemt sig til at stoppe, skal man aldrig tage en sidste tur – det er altid den, det går galt på.

Jeg rystede de negative tanker af mig og stod op.

Inden vi kunne komme af sted, skulle vi tanke diesel. Det viste sig, at der ikke var en tank på havnen. Jeg gik over på nabobåden, en fiskerbåd, der sejlede med lystfiskere. En af folkene ombord tilbød at køre mig op i byen. Jeg fandt de to nyindkøbte plastikdunke frem, lod mig køre op til den nærmeste tankstation, fyldte dunkene, købte et par øl til besætningen på fiskerbåden, og snart var der fyldt diesel på tanken.

Så kiggede vi til motoren. Under den lå en spand vand, som vi lænsede ud. Vi undersøgte tætningssystemet ved skrueakslen nøjere, og vi konstaterede, at det ikke var helt tæt. Vi gjorde hvad vi kunne for at reparere det, og det så ud til at lykkes.

Ole afmønstrede, og vi andre tøffede videre i høj sol og vindstille. Under den gamle Lillebæltsbro, ned gennem Snævringen med de skovklædte kyster, vest om Årø og ned gennem Alssund til Sønderborg, til sidst på turen for sejl. Vi kom gennem Kong Christian X Bro, og vi søgte et sted at ligge langs kajen mellem broen og Sønderborg Slot. Der var ingen ledige pladser, så vi kiggede efter den bedste anden båd at ligge udenpå. Vi fik øje på et mærkeligt fartøj. På en tilsyneladende ganske almindelig pæn stor sejlbåd var der bygget en iskiosk. Vi tænkte, at det nok var en, der lå temmelig permanent, så vi valgte den at fortøje udenpå.

Vi gik op i byen, men søndag aften i Sønderborg er ikke noget at skrive hjem om. Alt var lukket. Til gengæld fik vi besøg af Kristian, der var på egnen sammen med sin familie.

Næste morgen (mandag) åbnede iskiosken. Ejeren var en langtursejler, der havde giftet sig med en cubaner. Hun skulle have noget at lave i Danmark, og manden havde udtænkt idéen med at sælge is fra båden. I begyndelsen blot med en køletaske på dækket, men efterhånden med en komplet iskiosk bygget op omkring mast og rig. Manden lyttede ivrigt til vores planer om at sejle til Brasilien, han ville gerne have været med.

Efter en tur i byen, hvor jeg købte gummistøvler, kiggede jeg til motoren. Der stod atter en spand vand under den. Da det næppe kom ind ved stævnrøret, tænkte jeg, at det muligvis kunne komme ind gennem kølesystemet. Jeg kiggede efter vand i varmeveksleren, og som det havde været tilfældet siden vi renoverede den vinteren før, var den fuld af vand helt til randen. Jeg fjernede et par deciliter, lænsede båden og startede motoren. Da vi sejlede, fik vi is med på vejen af vores nabo. Cuba si, yanques no.

Vi sejlede de få hundrede meter over på den anden side af sundet for at tanke diesel ved tanken, der ligger hvor i sin tid Sønderborg Yachtværft lå. Jeg skrev om stedet i 2007. Vi startede ikke motoren, da vi gik ud igen, men lavede en fin havnemanøvre for sejl. Stille og roligt og i høj sol gik det ud ad Flensborg Fjord, ned langs Angeln døde vinden, og vi var igen for motor. Ved indsejlingen til Kieler Förde så vi 20-30 varmluftsballoner stige til vejrs – der var åbenbart ballonfestival. Vi kom på nøjagtigt det samme tidspunkt af året som i 2007, og Kieler Woche var i fuld gang. Ind gennem fjorden myldrede det med skibe, nogle moderne men de fleste veteranskibe.


Sønderborg slot om bagbord. Torben, Poul og Jens


Poul betragter et veteranskib på Kieler Förde

Vi lagde til ved slusen ind til Kielerkanalen, der også hedder Kaiser-Wilhelm-Kanal og Nord-Ostsee-Kanal. På et lille sted fik vi en omgang godt tysk øl, som vi drak ved et udendørs bord alt imens de lukkede udskænkningsstedet. ”Weltstadt Kiel,” sagde en tysker ironisk, da han gik forgæves.

(Fortsættes...)

2010-12-17 klokken 19:42:50. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder

 
eXTReMe Tracker