frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
      Det sidste togt 2010
         Århus - Holtenau
         Rendsburg
         Nordsøen
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Rendsburg

Næste morgen (tirsdag), konstaterede jeg, at der igen lå en spand vand under motoren. Jeg kiggede i varmeveksleren, og den var helt fuld, som den havde været dagen før, inden jeg fjernede lidt vand i den.

Jeg var nu sikker på, at varmeveksleren var utæt.

Min første tanke var at sejle videre og hver morgen lænse den spand vand ud af båden, der måtte komme ind gennem varmeveksleren. Så kunne Ole og jeg i fællesskab skille den ad og reparere den, når vi mødtes i Normandiet eller hvor vi nu nåede hen. Men da jeg talte med Ole i telefonen, blev vi enige om, at jeg skulle få det lavet, når vi kom til Rendsburg.

Vi sejlede gennem sluserne, og i løbet af nogle få timer var vi i Rendsburg, hvor vi straks efter, vi havde fortøjet, kontaktede havnemesteren. Hun gav mig telefonnummeret på en mekaniker, som jeg ringede til. Vi fik en aftale om, at en af hans folk skulle komme ned til os og kigge på varmeveksleren den næste dag.


Kielerkanalen. Frands, Torben, Poul og Jens

På torvet drak vi Flensburger Dunkel. Ligesom sidst. Vi ledte efter Recall, det sted, hvor vi i 2002 drak pitou, men vi fandt det ikke.

Onsdag morgen kom mekanikeren ombord. Han konstaterede på nogle sekunder, at varmeveksleren var utæt, skilte den ad og tog den med sig. Han ville se, om det var pakningerne, die Dichtungen, der var gået, eller om der skulle ny indmad, Rohrbündel, i varmeveksleren. Hvis det var pakningerne, kunne motoren være klar i løbet af et par dage, hvis det var rørenheden, kunne der gå en uges tid.


Den tyske mekaniker skiller varmeveksleren ad

Vi fik sendt Poul hjem til Århus, og efter en enkelt Flensburger Dunkel på torvet fulgte Torben samme vej.

Senere på dagen fik vi besked fra mekanikeren. Det var ikke pakningerne, der var noget galt med, men rørenheden var kaput. En ny kunne ikke umiddelbart skaffes, der kunne komme til at gå så lang tid som til en gang i slutningen af næste uge.

Midt i den trælse situation øjnede jeg muligheden for at rejse hjem til Århus i den uge, hvor vi alligevel bare skulle ligge uvirksomme i Rendsburg. Hvis vi gjorde det, ville jeg kunne komme med til min søn Emils afslutning på filmskolen Potemkin, hvor de film, han havde klippet i løbet af forårssemesteret ville blive vist. Det begyndte jeg at glæde mig til.

Om aftenen samledes det halve af Rendsburg på torvet for at se fodboldkampen mellem Tyskland og Ghana på storskærm. Vi blandede os og drak Flensburger Dunkel. Vi kom til at stå sammen med en snes politibetjente, der så fodboldkamp mens de afventede eventuelle uroligheder. Efter kampen gik menneskemængden meget målbevidst bort fra torvet, og vi fulgte med. Turen endte temmelig umotiveret ved en tankstation. Under stor bevågenhed fra politiets side købte enkelte fodboldfans lidt ind i tankkiosken, imens mængden opløstes. Vi var ret forundrede.


Fodbold på storskærm på torvet i Rendsburg

Torsdag morgen vågnede jeg midt i en drøm om Emil. Han sang en meget smuk sang for mig. Ordene smuttede for mig med det samme, men melodien skrev jeg ned med nogle streger på et stykke papir, så snart jeg vågnede. Derfor kan jeg den lille melodistump endnu. Drømmen forstærkede min lyst til at tage hjem til hans afslutning den følgende tirsdag.

Senere på dagen fik vi at vide af mekanikeren, at han ikke kunne skaffe en ny rørenhed hverken i Tyskland eller Holland, og at der ville gå mindst tre uger før han kunne skaffe den fra Japan.


Den nedtrykte besætning drikker Flensburger Dunkel i Regatta Verein Rendsburg. Henning, Jens og Frands

Hele turens gennemførelse stod nu på spil. Hvis vi ikke kom af sted fra Rendsburg i løbet af nogle få dage, ville det ikke være muligt at nå til Sydportugal på sommerturen. Og hvis vi ikke nåede til Sydportugal på sommerturen ville vi ikke kunne gennemføre turen til Brasilien og Caribien.

Jeg ringede til Ole. Vi blev enige om, at den eneste løsning var at skrue den gamle rørenhed tilbage på plads i varmeveksleren og derefter affinde os med dels at motoren blev kølet direkte med saltvand, dels at vi skulle lænse en spand vand ud for hver dag, vi sejlede for motor.

Jeg var havnet i den situation, jeg havde haft bange forudanelser om i månedsvis. Jeg havde påtaget mig at sejle båden til Normandiet, men selvfølgelig under forbehold for dårligt vejr og andre acts of God. Men når turens gennemførelse kom på spil, ville jeg være under pres for at sejle under forhold, hvor jeg ville havde foretrukket at afvente bedre vejr eller hvad der nu skulle til, i dette tilfælde fremskaffelsen og montagen af en ny rørenhed til varmeveksleren.

Emils afslutning på filmskolen gik jeg nu endegyldigt glip af. Senere har jeg fået fortalt, at han iklædt smokingjakke og et slips, han lånte af mig, modtog stående ovationer for sit klippearbejde.

Jeg snakkede med Karin i telefon. Jeg fortalte, at jeg ville sejle til Normandiet med en defekt varmeveksler og lænse hele vejen, men svor, at jeg derefter aldrig igen ville bevæge mig søværts.

Jeg ringede til mekanikeren, og vi aftalte, at han skulle komme næste dag og skrue den gamle rørenhed i.

Fredag oprandt, mekanikeren kom og skruede den gamle utætte rørenhed tilbage i motoren. Da han startede motoren, løb vandet ud af varmevekslerens påfyldningsstuds. Han klippede et lille stykke slange til og satte i klemme ved låget for at gøre det om ikke tæt, så tættere. Han formanede os om, at vi ikke måtte sige til nogen, at han havde lært os det trick. Det hjalp nu ikke meget. Jeg betalte, og han tvang mig til at skrive under på, at han ikke havde afleveret motoren i funktionsdygtig stand.

Da han var taget af sted, beregnede jeg hvor meget vand, der nu løb ud af varmeveksleren under almindelig gang. Jeg fik det til 3-4 gange så meget som før, varmeveksleren blev skilt ad.

Rationelt set var det ikke så stort et problem. Vi skulle lænse en gang imellem, når vi brugte motoren, det var det eneste. Men det gav rigtig dårlig karma. Først at mekanikeren var kommet med de mange advarsler om, at det her ikke gik godt i længden, derefter at han tvang mig til at skrive under på, at han fralagde sig ansvaret, og endelig, at havet altså nu løb ind i båden i endnu stridere strømme. Det var ikke det, der gav mig lyst til at sejle ud på Nordsøen.

Jeg tænkte på Jesu hånds forsvinden igen. Var det forvarslet om, at vi fik problemer med varmeveksleren? Eller var problemerne med varmeveksleren endnu et forvarsel om endnu tungere problemer senere? Hvad var det næste?

Jeg ringede til Ole og meddelte, at jeg ikke ville sejle ud på Nordsøen med den defekte varmeveksler. Det var et vilkår. Så måtte det gå som det kunne.

Senere på dagen ringede Ole tilbage. Han havde skaffet en ny rørenhed, som han ville sende med Hanne og Tonny, når de kørte til Rendsburg og påmønstrede lørdag aften. Hvad hele den samlede tyske og hollandske marineindustri ikke kunne klare på under en månedstid, ordnede Ole på en eftermiddag i Danmark.

Vi øjnede nu en mulighed for at komme af sted om mandagen. Vejret havde i flere dage været meget stille, og selv om det jo ikke er det mest interessante sejlervejr, så var det langt at foretrække for modvind. Kunne vi nu bare få rørenheden skiftet igen allerede om mandagen.

Vi var ved at være trætte af at drikke Flensburger Dunkel på torvet i Rendsburg, så om aftenen forsøgte vi igen at finde Recall, det sted, hvor vi drak pitou i 2002. Det lykkedes, men stedet var lukket på grund af ferie. Vi traskede lidt rundt i byen og fandt Charleston, en Bierkeller, hvor man havde serveret øl siden Christian IV’s tid, om end nok ikke under samme navn. Vi drak øl, fortalte de omkringsiddende om vores tur og vores problemer, og vi fik en masse nye venner. Vi fortalte, at vi havde tænkt os at tage en tur til Hamburg næste dag, men de anbefalede os i stedet at tage til Kiel og Kieler Woche.

Lørdag morgen kørte vi med tog til Kiel. Først blev vi lidt skuffede over, at der ikke var nogle både og skibe i havnen. Men vi var rundt omkring og kiggede på det kolossale cirkus, der fyldte hver eneste ledige plads i byen. Vi drak en øl her og der, hørte lidt musik, fik lidt at spise etc. Hen på eftermiddagen kom skibene, der havde været ude på fjorden til arrangementer der, tilbage til havnen. Så blev der noget at se på, store tall ships, hjuldampere, små veteranbåde og alt derimellem. Vi gik lidt mere rundt, men der er ikke så meget ved at gå rundt og kigge på en fest – det er sjovere at deltage. Jeg tænkte over, hvordan det ville være at ligge her med Den Vilde Jagt eller et andet skib, for eksempel Neerlandia, der annoncerede efter gaster.


Havnen i Kiel under Kieler Woche

Da vi var tilbage i Rendsburg, kom Tonny og Hanne ombord sammen med Tonnys mor og hendes hund. Søndag viste vi Tonny og Hanne byen, det vil sige vi drak Flensburger Dunkel på torvet. Om aftenen spiste vi på restaurant Alter Landsknecht. Jeg fik en ret, der bestod af tre slags kød, kalkun, kylling og svin, alt stegt, lagt i champignonflødesovs og gratineret med ost i ovn, ovenpå var lagt en stilk broccoli overhældt med bearnaisesovs, dertil kartofler brasede sammen med bacon. Hvad dette måltid eventuelt måtte mangle i elegance, havde det til overmål i antallet af kalorier. Typisk tysk, tror jeg, jeg tog et par kilo på mens vi lå i Rendsburg.

Mandag morgen kontaktede vi igen mekanikeren. Han havde dårligt tid og ville ikke love, at han kunne nå at skifte rørenheden allerede mandag. Vi var lidt skuffede. Vi tænkte os om, og lidt senere ringede vi og foreslog, at vi selv pillede varmeveksleren af og gik over til ham med. Han ville ikke afvise, at det kunne fremme ekspeditionen. Som tænkt så gjort. Han havde hjemme et par kilometer fra havnen på den anden side af byen ved kanalen. På vejen hjem tog vi en lille tur med den meget ejendommelige svævefærge, der hænger under jernbanebroen over kanalen.

I mellemtiden gjorde vi klar med indkøb af proviant, diesel og andre fornødenheder. Klokken 15:30 ankom mekanikeren, som vi nu kendte godt. Han skruede varmeveksleren på plads, fyldte kølevand på og startede motoren. Han kiggede eftertænksomt på den, og efter nogle minutter, hvor vi var lidt bekymrede for, om alt nu også var som det skulle være, erklærede han motoren i orden. Klokken 16:00 havde vi betalt, og han var afsted igen.

(Fortsættes...)

2010-12-17 klokken 19:58:00. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

At støbe beton i jord
Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland

 
eXTReMe Tracker