frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
      Sverige 1984
      Biscayen 1987
      Det sidste togt 2010
         Århus - Holtenau
         Rendsburg
         Nordsøen
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Nordsøen

Da motoren nu snurrede som den skulle, da der ikke kunne konstateres unormal dødelighed blandt skibets rotter, da mandskabet ikke i væsentligt omfang var forvandlet til svin, da kort sagt Den Vilde Jagt ikke kunne blive mere shipshape, og da meteorologerne ydermere stadig lovede stille vejr, var det med at komme afsted. Vi forlod Rendsburg et kvarter efter, mekanikeren var gået fra borde.


Hanne arbejder på dækket under Frandses kommando under sejlads fra Rendsburg yachthavn til kanalen


Jens styrer Den Vilde Jagt på Kielerkanalen

Lystbåde må ikke sejle på kanalen efter solnedgang, hvilket i vores tilfælde ville sige efter klokken 22:00. Fra Rendsburg til Brunsbüttel er der næsten nøjagtigt 36 sømil, og da Den Vilde Jagt for motor sejler næsten nøjagtigt 6 knob, ville vi kun lige akkurat kunne nå det. Vi tog tid fra kilometermærke til kilometermærke og regnede på, hvornår vi ville komme frem. Klokken 22:00, i de sidste gyldne minutter, anduvede vi den lille yachthavn i Brunsbüttel. De seks timer for motor med hvad vi opfatter som fuld kraft, havde demonstreret, at der nu ikke var nogen grundt til at være bekymret for motoren. Ved ankomsten til Brunsbüttel var der tørt som aske under den.


Den Vilde Jagt anduver Brunsbüttel ved solnedgang

Tidevandstabellen fortalte os, at vi enten skulle sejle midt om natten eller også skulle vi vente til næste dags eftermiddag. Vi bestemte os for det sidste – så fik vi en sidste god søvn, og næste formiddag kunne vi få en sidste vejrmelding. Skulle vi komme i tanker om nogle småting, vi ikke havde fået købt, havde vi en chance mere næste formiddag.


Tirsdag formiddag fik vi bragt en stor indkøbsvognfuld med 50 liter vand i literflasker, diverse slik, kager og andre småfornødenheder ombord, vejrmeldingen viste stadig stille vejr, og først på eftermiddagen sejlede vi gennem slusen. Nu var vi på Elben, Nordsøen ventede få timer fremme.


Slusen i Brunsbüttel

Vi var kommet vel tidligt afsted, så vi havde stadig lidt modstrøm. I en blød bue sejlede vi over i Elbens venstre side, og snart gik det fra grøn bøje til grøn bøje. Vi sejlede forbi Cuxhaven, og lidt længere fremme var strømmen på sit højeste, omkring 5 knob med os. Vi spiste aftensmad. Så var vi på Nordsøen, stadig i blikstille vejr.


Bøje i 5 kn strøm ved Cuxhaven

Vi aftalte vagtfordelingen således, at Tonny og jeg afløste hinanden med fire timers intervaller. De andre tre gjorde det samme, de havde så otte timers frivagt. Til gengæld tog de sig af madlavningen. Omkring klokken 18:00 var den 4-timers vagt delt i to, så hele systemet rullede fire timer hvert døgn. Det var et vagtskema, som det var meget bøvlet at have overblik over, men alle kunne hurtigt huske, hvornår de selv havde vagt og hvem de skulle vække, når de var færdige.

I den stille nat sejlede jeg sammen med Henning forbi Weser. Vi sejlede i kysttrafikzonen, og vi skulle krydse sejlruten ind til Bremerhaven. Der var en del trafik, og der lå en del ankerliggere. Et opmålingsfartøj, eller hvad det nu var, passerede meget tæt på os. Skibet vendte rundt og kom igen meget tæt på os. Som en enøjet kæmpe kiggede den ned på os med sin enlige røde lanterne. Så tog den en anden kurs og bevægede sig væk fra os.


Skib ved slusen i Brunsbüttel. Så tæt var vi også på fartøjet ved Weser

Onsdag sejlede vi med de hollandske Vestfrisiske Øer i sigte, om morgenen Ameland og Terschelling, og sidst på eftermiddagen fik vi Vlieland i sigte.

Ved afgangen fra Rendsburg havde jeg meddelt besætningen, at vi som mindre øvede tidevandssejlere ikke ville sejle ind i farvande, hvor der ikke under alle omstændigheder, det vil sige ved ethvert tidevandsniveau, var vand nok til, at Den Vilde Jagt flød. En regnefejl kunne i modsat fald betyde, at vi havnede på en sandbanke i en ydmygende stilling med masten vandret hen over muddervandet. Det ville jeg under ingen omstændigheder risikere.

I praksis betød det, at når vi ser bort fra Helgoland, så var den første havn, vi kunne gå ind til, Oost-vlieland, der ligger på Vlieland. Oost-vlieland ligger imidlertid – som alle havne på de frisiske øer – på ’indersiden’ af øen, hvilket betød, at vi skulle sejle en del sømil i render i vadehavet, hvis vi ville derind. Det kunne give noget bøvl med strømmen, og derfor havde vi ved starten af turen sat byen Den Helder som destination i første omgang. Her ville vi bunkre diesel og skaffe en ny vejrmelding.

Allerede om aftenen nåede vi Texel, og vi kunne nu se, at vi ville nå frem til Den Helder midt om natten. Da vejret stadig var stille, bestemte vi os derfor til at sejle videre til IJmuiden, der ligger ved Amsterdam.

Mens vi sejlede langs med Texel, kom der en lille smule vind. Vi satte sejl, og det var dejligt at være under sejl for første gang siden Kieler Bucht. For første gang følte jeg, at den her nordsøtur havde sine øjeblikke.

Henning og jeg sejlede igen sammen mellem 20:00 og 24:00. Sejlene trak, vi gled langsomt afsted i det sidste lys fra dagen. I tusmørket så vi et underligt fartøj. Det viste sig at være en sejlbåd med ureglementerede lanterner, der var to sidelanterner i hver side, en på siden af ruffet og en i toppen af masten. Han sejlede underligt rundt som om han ledte efter noget eller nogen. Vi kom på råbeafstand af ham, men han henvendte sig ikke til os, så vi bestemte os for, at vi ikke behøvede at tilbyde vores hjælp. Vi så hans nationalitetsflag, Dannebrog.

Så kom tågen. Fra det ene øjeblik til det næste forsvandt vores sigt, lysene fra land, lysene fra de mange skibe i den internationale trafiksepareringszone, der går langs kysten hele vejen fra Hamburg og videre ned i Engelske Kanal, lysene fra diverse fartøjer og bøjer i den kystnære zone, alt forsvandt, og vi stirrede ud i det mørke ingenting.

SATANS, tænkte jeg. Nå, det er SÅDAN, det er meningen, at jeg skal ned med nakken. Det var DET, varslerne forsøgte at advare mig imod.

Tåge er sjælden, i det mindste på de tidspunkter, hvor jeg har sejlet. Bortset fra nogle blæksorte nætter ned langs Europas og Marokkos kyster, hvor jeg var i tvivl om sigten, er den forrige tåge, jeg sejlede i, helt tilbage i 1986, hvor vi sejlede fra Læsø til Skagen. Dengang var det dag, og jeg var sikker på, at ligegyldigt hvad, der dukkede op indenfor den korte radius, der udgjorde vores sigt, ville vi kunne nå at vige, når vi sejlede for motor med høj fart. Dengang tog jeg det roligt. Senere erfarede jeg, at i den selvsamme tågebanke var en coaster blevet sejlet ned af en norgesfærge, og seks søfolk var omkommet.

Onsdag den 30. juni om aftenen klokken 23:40 tog jeg tågen helt seriøst. Først vækkede jeg Tonny. Så fik jeg hele besætningen vækket og op. Jeg skal ikke risikere at blive sejlet ned med folk under dæk. Folk fik redningsveste på og blev placeret rundt på båden for at holde udkig. Vinden var næsten borte, men vi fortsatte for sejl med en fart af en enkelt knob uden at starte motoren. Det bedste, vi kunne gøre, var at lytte.

Så hørte vi et horn tude. En lang og to korte. Morsesignalet for U. Det internationale signal ’De stævner mod fare’. Et skingert hyl, et horn fra helvede, Jerichos trompeter.

Vi stirrede endnu mere intenst ud i natten. Lyden nærmede sig, og vi mente at lokalisere den foran lidt til bagbord. Jeg tænkte stille, at et skib, der bevæger sig, ikke signalerer U, og med en knob nærmede vi os faren.

Pludseligt, en halv snes grader til bagbord en halv snes grader oppe på himlen, kom et svagt lys. Helvedeshornet lød nu som en basun, lyset blev stærkere, himlen åbnede sig, og snart kunne vi se syv lys, der bevægede sig ned mod os, syv engle, der kom ud gennem perleporten for at hente os hjem til det ny Jerusalem.

Så forsvandt perleporten, englene, basunen, tågen og tågesignalet, en halv sømil foran lidt til bagbord lå en olieplatform. Sigten blev normal, alle bøjer, fyr, ankerliggere og skibe i den internationale trafiksepareringszone, alt var synligt som ved den klareste dag. Jeg åndede lettet op.

Klokken var blevet 01:30, vi genoptog sejladsen for motor, og jeg skyndte mig ned for at sove et par timer, inden jeg skulle på vagt igen klokken 04:00.

Torsdag middag fyldte jeg dagtanken for sidste gang på den tur. I Den Vilde Jagt har vi en bundtank med plads til knap 100 liter dieselolie og en ’dagtank’ med plads til ca. 40 liter. Når dagtanken er ved at være tom, pumper vi op fra bundtanken. Når vi har taget noget af indholdet i bundtanken, kan vi kun vide, hvor meget der er tilbage, ved at føre regnskab med hvor meget, vi pumper op. Det gør vi ikke særligt nøjagtigt, og vi regner altid på den sikre side. Før jeg pumpede diesel op, vidste jeg ikke bedre, end at vi var nødt til at bunkre diesel snarest, men da jeg havde tømt bundtanken, og dagtanken var fuld, vidste jeg, at vi ville kunne sejle videre for motor indtil næste formiddag.

At vi nærmede os Ijmuiden, kunne vi se på de mange ankerliggere, der lå på rheden. Hvad sker der i Europa? Hvordan kan alle de millioner af tonnage ligge uvirksomme hen? Er det den økonomiske krise?

Solen skinnede, og det begyndte at blæse en lille smule. Vi satte sejl og stoppede motoren. Vinden var i sydvest og strømmen var med os, vi anduvede Ijmuiden i halvvind. Det var en dejlig sejloplevelse, det var lige før, jeg blev i godt humør.

Efter nattens nærdødsoplevelse, havde jeg en følelse af udødelighed. Vi kunne sejle den her båd til Helvede og hjem igen, følte jeg. Nu kunne det ikke gå galt. Jeg tænkte ved mig selv: ”Selvfølgelig er det sådan, at når det ender galt, er det på den sidste tur. Folk tager jo ikke på havet og forliser og synker og drukner og omkommer og dør og krasiperer på deres NÆSTsidste tur. Gamle idiot! Men det er jo ikke ensbetydende med, at den sidste tur, man sejler, ender galt.“

Med min ny- eller genvundne selvsikkerhed, med diesel i tanken til at sejle et døgnstid mere og med vind til at give os et skub uden at bruge diesel, bestemte jeg mig til at sejle videre i hvert fald indtil næste formiddag. En ny vejrmelding mente jeg, vi kunne undvære. Dette meddelte jeg besætningen, vi vendte og satte kursen mod vest.

Der gik dog ikke lang tid før vi kun avancerede på grund af medstrømmen, og snart var sejlene igen nede og motoren startet.


Magsvejr på Nordsøen ud for Holland. Tonny, Hanne og Jens

Vi kunne regne ud, at vi ville passere Europoort, havnen ved Rotterdam, midt om natten. Europoort ligger ved mundingen af Rhinen og Meuse, og med Tyskland, Holland, Belgien, det halve af Frankrig med meget mere som opland, er det verdens travleste havn. Det ville være kønt at havne i tåge midt i trafikken til og fra den havn. Jeg vidste, at det ikke ville ske.

Allerede på min frivagt ville vi komme ind i den stærke trafik, så vi aftalte, at de skulle vække mig, så snart vi nærmede os havnen. De vækkede mig imidlertid først klokken 24:00, det normale tidspunkt for vagtskifte. Da befandt vi os lige ud for Europoort, og Tonny og Jens havde allerede et stykke tid moret sig med at navigere mellem de mange skibe, der sejlede ind og ud af havnen. Da jeg kom op, lå vi midt imellem flere hundrede fartøjer, platforme og andet, der lyste op rundt om os, en mægtig og konstant trafik på den internationale trafiksepareringszone, masser af ankerliggere, og dem vi skulle være mest opmærksomme på, mange ind- og udsejlende skibe.

Alt forløb dog roligt, snart havde vi passeret den sidste sejlrende ind til havnen, Tonny og Jens gik til køjs, Hanne og jeg lagde de sidste ankerliggere bag os og fortsatte ud i natten.

Det var helt vindstille, kun motorens sagte brummen og en stille klukken af vand forstyrrede stilheden. Månen skinnede og lyste havet op omkring båden. Når de små bølger hen langs skroget knækkede, lyste morilden på toppen af dem. Det var varmt. Vi havde sejlertøj på, men man kunne tydeligt mærke, at man ikke skulle bevæge sig særligt meget, før det ville være alt for meget tøj at have på. Jeg mente at kunne lugte land.

”Åhh,” tænkte jeg. ”Nu skal jeg lokkes til at opgive min beslutning om at stoppe som sejler.”

Jeg fyldte diskret bivoks i ørerne på Hanne, gik op på ruffet, lavede en selfbondage op ad masten med tampen fra storfaldet og sang stille hen for mig:

”Har du mistet det gyldne håb,
som du fik i gave ved din barnedåb.
Og går du tomgang i en lukket ring,
Og er du blevet til ingenting.

Så kom og dans natten lang
Til tonerne af en sirenesang…”

Jeg kan lugte Grækenland, pinjer, retzina og figen. Til bagbord kan jeg skimte den mørke silhouette af Ithaki. Oh muse, fortæl om hin raadsnare helt. Dér til styrbord ligger Lefkas med bugten, hvor vi sank med dingen. Nu sejler vi mellem Scylla og Charypdis, Etna hæver sig højt til bagbord. Nu er vi på vej mod Afrika, Sicilien ligger stadig til bagbord. Et skib indhenter os og passerer os om bagbord. Det er Den flyvende Hollænder, der i en sky af gnister svæver forbi os. Agter ved roret står skipperen. I det øjeblik, hvor han tænder en hjemmerullet cigaret, kan jeg se, at han smiler til mig. ”Kom med,” telepaterer han til mig.

Jeg ombestemmer mig med hensyn til at stoppe med at sejle. Jeg vil blive ved så længe, der er kød på mine knogler. Jeg trækker i bondagen, men kan ikke komme fri hurtigt nok. Ved hjælp af telekinese løfter jeg Den Vilde Jagt lidt op af vandet og sætter farten op. Den trækker et kølvand af meget kraftig morild efter sig. Det minder om gnisterne omkring Den Flyvende Hollænder, som nu svæver lidt foran for tværs af os.

Den Vilde Jagt indhenter Den Flyvende Hollænder og vi nærmer os hinanden. Snart kan man næsten hoppe fra det ene skib til det andet.

Så tænker jeg det igennem igen: Da vi indkaldte til det første møde om denne tur i bugtens klubhus i maj sidste år, forestillede jeg mig, at der ville komme en del mennesker, mindst en ti-tyve stykker. Men der kom kun tre udover os selv. Da vi i ugerne derefter gik og renoverede Den Vilde Jagts dæk, var der stort set kun Ole og mig, der deltog. Og da vi sejlede til Lübeck, var der ingen, der ville sejle sammen med mig videre fra Lübeck til de øvrige Vendiske Hansestæder – jeg lå alene i Lübeck i over en uge, indtil Henning kom de sidste dage. Så var vi to, der kunne sejle videre til Wismar.

Mit sinds greb om Den Vilde Jagt løsnedes en smule, den sank lidt ned og begyndte at tabe fart.

Jeg opfatter ikke en båd som et transportmiddel. Til det brug er den for langsom, for dyr og for besværlig. Jeg har fra den tidligste begyndelse i sommeren 1982 opfattet den som et medie. Og det, den medierer, er fællesskab. Og jeg HAR haft mange gode oplevelser med mange gode folk ombord på både i diverse bådefællesskaber. Men hvis det har udviklet sig sådan, at det er blevet så umuligt at få folk til at være med, så giver det ikke længere mening for mig at fortsætte.

Den Flyvende Hollænder begyndte nu mærkbart at trække fra Den Vilde Jagt.

I foråret og forsommeren brugte jeg en hel del tid på at renovere og klargøre Den Vilde Jagt til denne tur. Jeg gik glip af mange cykelture ud over Søhøjlandet på den konto.

Den Vilde Jagt sank ned til sin sædvanlige dybgang og fart, snart blev Den Flyvende Hollænder lille forud. I min telepatiske høresnegl hørte jeg skipperen le en sidste gang. Så var den væk.

Jeg løsnede storfaldet og gik tilbage i cockpittet til Hanne, der heldigvis ikke havde bemærket noget. Jeg vækkede Tonny og gik til køjs.

Næste formiddag anduvede vi Zeebrugge i solskin og 30 graders varme. Vi fik tanket diesel, og så gik vi i land, frit efter opskriften i den gamle sang:

We came on the sloob John B
My grandfather and me
Around Nassau town we did roam
Drinking all night
Got into a fight
I feel so broke up
I want to go home

Hoist up the John B’s sail
See how the main sail sets
Call for the captain ashore
Let me go home, let me go home
I wanna go home, yeah yeah
Well I feel so broke up
I wanna go home…

 

Efterskrift:

På Foreningen Den Vilde Jagts generalforsamling i oktober meddelte jeg de forsamlede, at jeg ønsker at melde mig ud af foreningen. De blev kede af det. Vi aftalte en lang frist hvor de kan finde ud af, hvordan eller hvorvidt de vil fortsætte. Jeg har lovet at fortsætte med at passe regnskabet, og vi aftalte, at jeg kan sejle som gast et par døgn hvert år.

2010-12-17 klokken 20:24:11. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

Hadsund 1962 - 1964
Håndværk
Håndværk
I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder

 
eXTReMe Tracker