frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
Resten af hjemmesiden
   Frændefortegnelse
   Egense
   Søværts
   La Poderosa
   Ivar Huitfeldt
   Krigsminder
   Peregrin
      Overvejelser I
   Bissens Klumme
   Diverse
   Gamle blog
   Gamle forside

Arkiv

Sidste fem

Peregrin

5. oktober 2014



Når jeg bliver gammel, vil jeg foretage en rejse, og undervejs vil jeg nedskrive mine erindringer.

Som en gammel buddhistisk patriark, der overlader forvaltningen af sit jordiske gods til sin ældste søn og forlader sin familie for at blive omvandrende munk, vil jeg rejse ud på en pilgrimsfærd og tænke det hele igennem en gang til.

Med den ro, der følger af den høje alder vil jeg klippe mine erindringer i passende stykker og lime dem sammen igen som i en collage af Tal R, så de fremstår i nye og måske overraskende former.

Jeg vil foretage min gen-dannelsesrejse alene i en båd, som jeg vil bygge eller anskaffe, og som jeg vil kalde Peregrin.

Og når jeg er blevet afklaret, vil jeg sejle bort ligesom kong Skjold


Et studenterselskab i Helsingør

Mens båden styrer sig selv, vil jeg indlede rejsedagbogen med erindringen om den helsingoranske HF-studerende.

Jeg husker ikke hendes navn, jeg kan ikke genkalde mig hendes udseende, og jeg husker ikke fuldstændigt de nærmere omstændigheder ved vores møde.

Hvad jeg husker, er, at jeg deltog i et selskab, som Hans Tøttrup afholdt sammen med sin kone for henholdsvis hans - vores - klasse på Helsingør Teknikum og hendes HF-klasse. Vi var samlede i deres lejlighed på kollegiet på Guldgravervej i Helsingør over en middag med efterfølgende øl og hyggeligt samvær.

Efter maden og den efterfølgende opløsning af bordplanen, endte hun og jeg ved siden af hinanden i halvmørke og lidt i baggrunden. Hvordan det kom så vidt, husker jeg ikke, men jeg er ret sikker på, at det ikke har været på mit initiativ. Jeg var ret hjælpeløs på det punkt, også dengang.

Vi sludrede om løst og fast, og på et tidspunkt spurgte hun mig om min alder. Jeg svarede "nitten". Jeg spurgte så, hvor gammel hun var, og hun svarede, at jeg skulle gætte.

Jeg tænkte på Østeraa, der efter sin pensionering fra forsvaret underviste på adgangskurset på Aalborg Teknikum. Han fortalte en vittighed, hvis pointe han var nødt til at forklare ved at give klassen et crash-kursus i artilleri-indskydning.

"Der var den her dumme artillerisergent," fortalte Østeraa, "der sagde til folkene: "At være artillerist er ingen sag, man skal blot huske på, at en cirkel har 240 grader." Så svarede en endnu dummere basse, "men hr sergent, en cirkel har jo 360 grader." Sergenten trak sin lommebog frem og stod og regnede nogle minutter. Så sagde han "ja, det er ikke meget galt, det De siger, men helt præcist er det ikke. Gå selv hjem og regn efter.""

Østeraa forklarede, at en artillerist regner med, at en cirkel er på 6400 tusindedele - i stedet for det korrekte på 6283 tusindedele, to pi. Når man skyder sig ind på et mål, starter man med et skud, der helt sikkert er for kort, og dernæst et, der helt sikkert er for langt. Derefter halverer man afstanden mellem de to første skud. Er det for langt, halverer man afstanden mellem det nye skud og det første for korte skud. Er det for kort, halverer man afstanden mellem det nye skud og det sidste, der var for langt. Og så fremdeles, indtil fjendens hjelm og hjerne brister. Afstanden på jorden er for så vidt ligegyldig, det interessante er hældningen på kanonens rør, og her er det, at de 6400 tusindedele er så praktiske - de er så dejligt halverbare.

"Femten," sagde jeg, idét jeg greb gætteriet videnskabeligt an og bevidst skød alt for lavt. Hun blev dybt forarget. "Tredive," skød jeg med det alt for lange skud. Hun kunne ikke tage mine skud alvorligt og sagde, at jeg skulle komme med et ordentligt gæt. "Også nitten," sagde jeg så. Det var for langt, hun var sytten.

Hun boede et stykke syd for byen, Espergærde, Humlebæk, Nivå eller i hvert fald den retning. Derfor havde hun en aftale om at overnatte hos en anden bekendt et andet sted på kollegiet, og vi blev enige om, at vi godt kunne gå en tur op på mit kollegieværelse, inden hun gik hen til sin overnatningsaftale.

Om vi var de første, der gik, er jeg ikke sikker på, men de fleste var i hvert fald tilbage. Jeg måtte rundt og sige farvel til kammeraterne, Thomsen hev mig ned til sig og hviskede "fisse! fisse!". Jeg blev dybt forlegen.

Vi slap afsted og kom hjem på mit værelse. Vi satte os tæt ved hinanden på min seng, den sovesofa, som fulgte med i det møblerede kollegieværelse. Vi kiggede rundt på mine vægge, der var helt bare, når man ser bort fra en kommunistisk masonitte med et kæmpe K, som jeg uvist af hvilken grund havde stjålet og hængt op.

Jeg berørte hende overalt på hendes jernbanefløjlsbukser, og jeg gjorde nye erfaringer med den kvindelige anatomi - uden at det kom til egentlige seksuelle handlinger.

Efter en tid faldt hun i søvn, mens jeg sad med armen omkring hende. Da hun vågnede ville hun over til sin overnatningsaftale. Hun forlod mit værelse, og jeg blev tilbage og gik i seng. Først på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke havde fået hverken hendes telefonnummer eller adresse, endsige en aftale om at mødes på et senere tidspunkt.

Næste dag var sikkert en lørdag, for allerede om formiddagen havde jeg et ærinde i byen, antageligt skulle jeg købe ind. Jeg tog hue og vanter på og begav mig afsted. Jeg nærmede mig kollegiets busstoppested lige som bussen kom, og i samme øjeblik fik jeg øje på hende blandt den håndfuld mennesker, der ventede på bussen. Jeg smilede og hun lo mens vi vinkede til hinanden på 30 meters afstand. Så var hun inde i bussen og væk.

Da jeg mødte på teknikum mandag morgen, spurgte Thomsen mig, om jeg havde "fået noget ud af det?"

"Næ," svarede jeg, og han sagde, at det jo ikke var sådan med det. Siden har jeg ikke fortalt en levende sjæl om episoden - før altså nu.

Et par dage senere fandt jeg et langt hår i sovesofaen. Det kunne kun være hendes. Det forekommer mig, at jeg gemte det i en lille bolchedåse, som jeg fastgjorde til den store K-plakat, i hvert fald gemte jeg håret og tog det frem en gang imellem.

Jeg var optaget af at møde hende igen, og i ugen derefter gjorde jeg et forgæves forsøg. I flere eftermiddage stod jeg i timevis på banegården i Helsingør og holdt øje med togene, der gik sydpå i håb om, at hun skulle med et af dem.

At jeg kunne have bedt Hans om at spørge konen om pigebarnets adresse, faldt mig ikke ind som en realistisk mulighed.

Jeg så hende aldrig igen. Efter nogle måneder var det eneste, der stod tilbage i min bevidsthed en lille ærgrelse over, at jeg ikke startede mit korte skud med 16 år og mit lange skud med 24 år. Så havde jeg skudt mig ind på den rigtige måde ved hele tiden at benytte potenser af 2.

(Fortsættes i Overvejelser I)

2016-01-12 klokken 11:42:00. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt

 
eXTReMe Tracker