At støbe beton i jord
Oktober 2017 Sidste gang hos NCC Lars Roelsgaard, formand hos entreprenørfirmaet Per Aarsleff a/s, spurgte mig engang hvad jeg helst ville lave. Jeg svarede, at jeg var ligeglad med, hvad jeg lavede. "Det tror jeg ikke på," svarede Lars. Han havde selvfølgelig ret. Jeg burde have tilføjet "… bare jeg ikke skal støbe i jord." Heller ikke den sidste tilføjelse ville dog være fyldestgørende. Det ville være mere præcist i stedet at tilføje "… bare jeg får tid at gøre arbejdet ordentligt." Det er demotiverende, når man ikke får lov til det. Som regel er man under pres fra tidsplanen, så man i en vis udstrækning er nødt til at gå på kompromisser med den fagligt korrekte udførelse af arbejdet. At støbe i jord har dog i min erfaring været kvintessensen af dårligt entreprenørarbejde. Skal man støbe et fundament eller en sokkel, vil man normalt grave ud, så man kan støbe et renselag. Ovenpå det vil man stille en form, og i den vil man anbringe armeringen og diverse udsparringer til gennemføringer af installationer, og endelig vil man udstøbe formen med beton. Er det tørt, og er jorden, man arbejder på, godt forkonsolideret moræneler eller en lignende jordtype, der bliver hvor den er, når man graver ud, kan det være forsvarligt at spare opstillingen af formen ved at støbe direkte i jorden. Så graver man ud, så der kun præcist er plads til fundamentet, hælder 10 cm beton i udgravningen, placerer den nederste del af armeringen, hælder beton i, så der mangler 10 cm til overkanten, anbringer den øverste armering og fylder helt op. Udsparringer bores efterfølgende med diamantbor. Det kan godt gøres ordentligt. I Barcelona har jeg set 20 meter høje kældervægge blive udstøbt direkte i jorden Men når St. Ubehag Maskinstation har købt en næsten ny rendegraver på tvang og udvidet forretningsområdet fra "Marker pløjes og harves og tromles. Roekuler klappes," til også at omfatte "Entreprenørarbejde udføres," giver tilbud på støbning af en sokkel til et parcelhus eller en landbrugsbygning og kalkulerer med at støbe i jord, har de glemt betingelsen: at jorden skal være egnet og at byggepladsen skal holdes tør. Så regner de med, at man kan støbe i jord uanset hvor sandet, svag, opkørt eller på anden måde ikke-uberørt den er, eller hvordan i øvrigt betingelserne er på den aktuelle byggeplads. Er jorden svag, vil der skride større eller mindre dele af siderne af udgravníngen ned, så snart man bevæger sig i nærheden af kanten, hvad man selvfølgelig er nødt til for at anbringe armering og udstøbe beton. Hvis det kan lade sig gøre, vil det værste muligvis blive skovlet op, men der er stor risiko for, at der kommer muld og mudder med indhold af humus i betonen. Da segmenterne til Storebæltstunnelen blev støbt, blev al armering sandblæst og sprøjtemalet med epoxy. Dette skete for at fjerne glødeskaller og rust og hermed sikre armeringens vedhæftning i betonen og for at forhindre korrosion. I al den tid, jeg har arbejdet på byggepladser, har jeg kun armeret med stål, hvor man ikke har gjort noget for at fjerne glødeskallerne, og jeg har aldrig været med til at kassere armeringsstål fordi det var rustent. St. Ubehag Maskinstation har ikke opstillet en kran, men de forventer ikke, at folkene bærer armeringen hen på plads. Den bliver slæbt med rendegraveren tværs over hele byggepladsen, og når den lægges ned i betonen, har den en homogen overflade af mudder og humus. Maskinstationen har heller ikke råd til at hyre et diamantskærerfirma, så udsparringerne til installationerne udføres ved at fylde affaldssække med sand og smide ned mellem den nederste og øverste armering. Hvis man skænker det en tanke, er dæklag - det mindst 3-4 cm tykke betonlag, der skal beskytte armeringen mod korrosion - noget, man kun kan håbe på opstår tilfældigt. Avanceret støbning i jord I august-september 2017 var jeg ansat hos NCC i nogle uger. Byggeriet var på Frederiks Plads, det gamle DSBs Centralværksted. Jeg vidste, at byggeriet havde været i gang i vel mere end et år, så jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle støbe fundamenter. Det skulle jeg. I jord. Byggeriet på Frederiks Plads bliver ret højt, og undergrunden består - i hvert fald hvor jeg arbejdede – af fed tertiært ler, populært kaldet lillebæltsler. Det er en problematisk jordart at bygge på, så alle fundamenter står på pæle. Pælene var rammet for længst, og nu skulle jeg være med til at støbe fundamenterne ovenpå.
Hvert fundament målte halvanden gange halvanden meter og skulle stå på tre til fire pæle. Pælene blev gravet fri, så de ragede en meter op over bunden af udgravningen. Herefter blev de skåret med vinkelsliber i højde med bunden af det kommende fundament cirka 10 cm over bunden af udgravningen. Vinkelsliberklingen går kun akkurat ind til jernet. At være jord- og betonarbejder er Danmarks farligste erhverv. Jeg har hørt afghanistanveteraner påstå, at det er mindre farligt at være udsendt til krigszoner i fremmede lande. Jord- og betonarbejdere bliver bortset fra faldulykker hovedsageligt dræbt af to typer ulykker: Nedstyrtende betonelementer og sammenskredne udgravninger. NCC har et motto, der lyder: "Sikkert på arbejde. Sikkert hjem." Ja, det kommer vi sikkert! Da jeg skulle skære en af pælene, lagde jeg mærke til, at jorden stod i lod i to meters højde over bunden, og ovenover lå den løse jord skråt op i flere meters højde. Jeg meddelte jordfolkene, der stod for udgravningen, at jeg ikke ville sidde inde mellem den jordside og pælen og skære. Så gjorde jordlærlingen det.  Udgravningen med jord højt over de pæle,
jeg skulle skære
Her må jeg bebrejde mig selv, at jeg ikke var tydeligere overfor firmaet. Men de få, jeg sagde det til, herunder bajsen Børge, reagerede ikke på det. Da jeg et par dage senere atter skulle skære en pæl, skred jorden faktisk sammen. Jeg var tilfældigvis ikke inde mellem den nedskredne jord og pælen, men jeg blev skubbet væk af jorden, og vinkelsliberen blev delvist begravet.  Jorden er skredet ned i udgravningen og har væltet stigen - ligesom den skubbede mig omkuld
Jeg gik sporenstregs op til bygeledelsen og anmeldte en tæt-på-ulykke. Jeg skrev nogle få bemærkninger på et fortrykt stykke papir og afleverede det til ingeniøren. Siden hørte jeg intet. Og et par dage senere blev jeg fyret. Jeg har dog ikke nogen forestilling om, at der skulle være en sammenhæng. Jeg gætter på, at tæt-på-ulykke-anmeldelsen nu samler støv et sted i NCC´s system. Når pælene var skåret med vinkelsliber, knustes toppen af dem og betonen blev fjernet, så armeringen stod frit og kunne rettes op.
Støbeskellet mellem betonpælen og det kommende fundament burde nu blæses rent for støv med en kompressor. Det var der ikke tid til, så jeg børstede det værste af med min hånd. Når man knuser pæletoppe, sker det ofte, at hjørnerne af pælene revner et stykke nedenfor sporet, man har skåret med vinkelsliberen. Sker det, burde pælen graves fri og rengøres helt ned til hvor den igen er intakt, da dæklaget på pælearmeringen ellers vil blive for tyndt eller helt vil mangle. Det er sjældent, at man tager særligt tungt på dette i den danske byggebranche, og på Frederiks Plads var der da heller ikke tid til det. 
En nødtørftigt rengjort pæl med afknækket hjørne
Når pælene er rengjorte, vil man herefter normalt støbe et renselag, som man senere kan anbringe en forskalling ovenpå. På Frederiks Plads anvendte vi engangsforskalling, som ikke kræver renselag. Det foregik ved, at vi sænkede fundamentsarmeringen, som i forvejen var bundet i en kurv, ned over pælearmeringen. På siderne af armeringskurven havde vi i forvejen fastgjort engangsforskallingen, som består af tynde plastikplader holdt med dæklagsafstand fra armeringen med plastiklister, de såkaldte AL-lister.
Herefter blev der lagt jord ned omkring det hele. Jeg tænker, at de folk, der har designet engangsforskallingen og har beregnet, at den kan holde i 2 meters højde, regner med, at der anvendes sand til dette. På Frederiks Plads anvendte man in situ-jorden, det vil sige den fede lillebæltsler. Den blev skubbet ned i udgravningen med gravemaskinen, ofte i store klumper, hvilket AL-listerne ikke altid holdt til. Engangsforskallingen blev derfor klemt helt ind mod armeringsstålet så der ikke blev noget dæklag. 
Engangsforskallingen er presset helt ind mod armeringen. Højere oppe i billedet ser man resterne af AL-listen, der skulle have holdt afstanden.
Kigger man godt efter, ser man, at armeringen er blevet smurt ind i ler. Det skyldes, at vi har hoppet på armeringen med vore snavsede støvler for at presse den ned på plads. Man ser også, at gravemaskinen har drysset små lerklumper ud over armeringen
Man kan overveje, om det betyder noget. Plastikpladen er jo vandtæt, og i det hele taget kan det være svært for ilten at trænge så langt ned i jorden og korrodere stålet. Huset bliver jo nok stående. Det gør de jo rundt omkring.
Men hvis nu armeringen korroderer, betonen revner og huset begynder at sætte sig, er konsekvenserne jo uoverskuelige.
2017-11-10 klokken 13:30:13. Kommentarer (1)
|
