Frandses Frænde Fortegnelse

Indgang
Slægterne
   Adslev-slægten
   Slægten Fisker
   Aarslev Mølle
   Als skole - oversigt
   Træskomagerne fra Himmelbjerget
   Slesvigeren i Hvolbæk
   Valgmenigheden i Bering
Personerne
Lokaliteterne
Brugere
Log ind

Kontakt Frands:
post[snabela]frands.dk
Mobil: 23 24 63 76

 

 

Emils grand-grand-fætter på hans farfars fars side har skrevet følgende beretning om sin familie og forfædre:

Mine forfædre

Af Peder Jensen
1985

Fars familie


1: Jørgen Peter Jensen       2: Ellen Jensen
      Børn       Svigerbørn
3: Christian 4: Dorthea
5: Ingeborg 6: Jørgen Jørgensen
7: Søren Peter 8: Oline
9: Ellen 10: Anton Vahlmann
11: Aksel (Far) 12: Ane (Mor)
13: Magnus 14: Nora
15: Louise 16: Thorvald
17: Sofie 18: Peter Hedegaard
19: Margrethe 20: Niels
21: Jens Peter 22: Cecilie

Om Fars familie ved jeg kun meget lidt. Jeg husker ikke, at Far nogensinde omtalte sine bedsteforældre, men det kan jeg naturligvis have glemt. Fars farfar hed Jens Peter Jørgensen og hans kone Ingeborg Madsdatter. De boede på Vedslet mark, hvor de havde et husmandssted, da min farfar blev født. Senere flyttede de til Assendrup mark, hvor de i 1848 fik endnu en søn, som fik navnet Mads. I kirkebogen fra Vedslet kan jeg ikke finde dem, så hvor de stammer fra, ved jeg ikke.

Min farmor, Ellen, ved jeg lidt mere om. Hendes forældre var gårdmand Jens Christian Rasmussen, født 8. december 1814, og Ane Andersdatter, født 28. januar 1813, fra Vinding. Der var flere søskende, jeg har fundet tre: Rasmus, født 1838, Sophie, født 1839 og Anders, født 1842. Ellen har måske været den yngste i flokken. Jens Christian Rasmussens far hed Rasmus Rasmussen og hans kone Ellen Jensdatter fra Vinding. De havde en fæstegård under Hattrup. Ane Andersdatters forældre var gårdmand Anders Olesen og Sesil Rasmusdatter.

Jørgen Peter Jensen, født i Vedslet 10. juli 1843, død Fæstibakken oktober 1923
Ellen Jensen, født i Vinding 27. juni 1850, død Ørskov februar 1927.

Min farfar var en lille, men meget kraftig bygget mand. Hans forældre var jo småkårsfolk, og selv blev han træskomand, en bestilling for småfolk. For at ernære familien måtte der hænges i, og farfar påstod, at han havde kunnet lave 7 par træsko om dagen. Til forklaring må anføres, at en arbejdsdag som regel var på 14-15 timer. Den sidste finsnitning af træskoene foregik i familiens stue ved lampelys, som man kunne udnytte i fællesskab. Men morfar sagde nu også, at det ikke var særlig fint arbejde, men træskoene må jo have været brugbare, ellers ville de vel være usælgelige. Ved et besøg, som vi aflagde på Fæstibakken i sommeren 1911, husker jeg, at farfar viste sin forbløffende sikkerhed i at bruge en økse. Han lagde sin tommelfinger på en træklods, og så huggede han efter den som efter en streg. Det gøs ned ad ryggen på os ved dette syn. Ved samme besøg sagde farfar til min bror Ejnar, at han da sagtens kunne løbe fra ham. De stillede op, og Ejnar spænede afsted, mens farfar sindigt vendte sig om og luntede den anden vej. Farfar havde en pudsighed. Når hans gæster skulle afsted til toget, blev det altid lovlig sent. Dels fordi farfars "klok" naturligvis viste den nøjagtige tid, men også fordi han selv havde været en gevaldig fodgænger og målte tiden efter det, der havde været nødvendig for ham i hans unge dage. Ved omtalte besøg kom vi da også for sent afsted. Vi måtte løbe ned over Bindingshede, blev roet over ved Svejbæk færge og nåede toget til Silkeborg. Trætheden var vel også ved at melde sig. Vi var om morgenen gået til Hørning, 7 km, fra Ry station til Fæstibakken, 7 km, og derfra til Svejbæk også mindst 7 km. Når vi kom til Silkeborg skulle vi gå ud til Balle Kirkeby, hvor morbror Viggo boede. Da vi nåede ud til Alderslyst kom morbror Laurits cyklende, og da jeg var den mindste, 4 år, blev det mig, der kom til at sidde på stangen.

Jeg har kendt min farfar som en glad og venlig mand. Jeg havde nu også en særlig stjerne hos ham, fordi jeg var kaldt op efter ham, og til min konfirmation fik jeg 10 kr. "Dem skal du have, fordi du hedder Jørgen Peder", sagde han. Der var ingen andre børnebørn, der fik konfirmationsgave, og vi må også tænke på, at 10 kr var et betydeligt beløb dengang, noget mere end en almindelig dagløn.

Ellers kunne han være hård, den gamle, og hans opdragelsesmetoder var skrappe, men det var de på det tidspunkt. Faster Ingeborg fortalte, at hun fik en pind bundet i munden, når hun blev sendt ud for at plukke blåbær. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men man vægrer sig næsten ved at tro, at det er frit opfundet.

Jørgen Peter og Ellen blev gift i 1875. Ellen stammede fra en gård, og ægteskabet med den fattige træskomand var ikke velset. Hun fik kærligheden at føle. Fra 1875 – 1892 fødte hun 15 børn. I begyndelsen har de måske haft det nogenlunde. Bedstefar var jo en gammel karl, og kan jo have lagt lidt til side til bosætning, og en dygtig træskomand kunne sagtens tjene føden til kone og et par børn; men efterhånden som flokken voksede, blev det meget småt. I denne periode har der kun været nogle uger efter en fødsel, hvor bedstemor ikke var gravid. Det almindelige har været en i maven, en ved brystet og en to-tre stykker i skørterne. Det er mit indtryk, at hun kørte fast. I Fars barndom blev der for eksempel ikke kogt middagsmad. De levede af tørt rugbrød. Bedstefar skar brødet, og hver af børnene viste, hvor tyk skiven skulle være, de fik nemlig kun en. Brød var dyrt; en overgang kostede 8 pund rugbrød 1 kr, og der gik et brød til hver dag. Jeg ved ikke, hvor meget bedstefar kunne fortjene om dagen, men jeg vil tro, at det højest kunne være et par kroner. Bedstefar holdt sig til sit håndværk. Det var kun småting, der kom til huse udover indtægten fra træskoene. Familien flyttede flere gange, og naturligvis var boligen hele tiden meget ringe. En tid boede de i nærheden af søerne, og der hentede bedstefar en masse fisk. Fra den tid lever der et "sei" i familien. "Spis fisk knejte, brø kåste pæeng".

Far fortalte, at han huskede, der kom en fed og besværet mand hver sommer for at blive åreladet. Engang jeg spurgte, hvor meget blod, der blev tappet på en gang, svarede Far: "Å et waskefai full". Han kan ikke have været mere end 5-6 år, da han så det, så målet er nok vokset i årenes løb. Bedstefar virkede altså som en slags klog mand, og den omtalte tyksak må ligesom andre kunder have givet en skilling for at blive lettet, ellers havde bedstefar ikke købt dyrt grej. Snepperten til åreladning har jeg, og fætter Peter har koptøjet.

Så snart nogen ville have børnene i deres tjeneste, blev de sendt hjemmefra, det vil sige når de var 7 år. I dag forstår man ikke, at der kan være nogen fordel ved at tage et 7 års barn i huset; vi synes, det vil være til mere ulejlighed end gavn. Sådan var indstillingen ikke dengang. Et 7 års barn kunne pålægges pligter og ansvar, og oftere var pligterne tungere, end skuldrene kunne bære.

Omkring 1890 satte tvillingerne Sofie og Margrethe ild på huset, og familien mistede alt. Da slog fattigdommen sammen om dem, og de måtte søge hjælp hos kommunen. 20 år senere, da jeg kan begynde at huske mine bedsteforældre, var de kommet over det og havde det godt. Hvor nøjsomme de var ses af, at de af deres meget beskedne alderdomsunderstøttelse havde lagt nogle hundrede kroner op, så de kunne komme hæderligt i jorden.

Billedet af bedstemor er blevet noget blegt, men sådan står hun også for mig i min erindring. Hvordan hun egentlig var, ved jeg ikke, og nu er der ingen tilbage, der virkelig har kendt hende.

Bedstefar døde uden forudgående sygdom. En dag gik han ud for at grave kartofler op. Da han tog et tag i en stor, genstridig top, blev han dårlig, og gik ind og døde kort efter. Han blev altså over 80 år, skønt kirkebogen som grund til hans hjemmedåb, et par dage efter at han var født, angiver "svagelighed".

Bedstemor levede sine sidste år hos en datter i Ørskov. Af de 15 børn blev de 10 voksne og stiftede familie. Navnene på de 10 er følgende, men jeg er ikke sikker på rækkefølgen er rigtig.

Kristian
Ingeborg
Søren Peter
Aksel
Ellen
Louise
Magnus
Margrethe
Sofie
Jens Peter

Genstande, der har tilhørt min bedsteforældre: Salmebog, tilhører nu Peder Frederik Sneppert.

Mors familie


1: Jesper Jørgensen       2: Inger Jørgensen
      Børn       Svigerbørn
3: Søren Peter 4: Sine
      5: Aage      6: Kirstine
7: Hanne 8: Anders Peter Carlsen
      9: Marie       10: Teodor      11: Inger
12: Jørgen 13: Ingeborg
       14: Ingrid       15: Peter
16: Ane (Mor) 17: Aksel Jensen (Far)
      18: Ejnar
19: Viggo
20: Laurits
21: Emanuel

[Kirstine, der på billedet sidder på sin mors knæ, er født den 10. august 1903. På billedet ser hun ud til at være vel 1-2 år. Et godt gæt på billedets datering er altså 1905. Ud fra billedet, Søren Peters, Jørgens og Anes fødselsår (hhv. 1873, 1878 og 1881), Ingers og Jespers bryllupsdag (20. januar 1875) samt den rækkefølge, Peder her har opstillet de 7 søskende i, gætter jeg følgende fødselsår for de resterede søskende:
Hanne, 1876
Ane, 1881
Viggo, 1883
Laurits, 1886
Emanuel, 1892
Det kan naturligvis efterprøves på arkivet i Ry og Skanderborg, hvad jeg muligvis vil gøre, hvis jeg engang kommer forbi. /frands]

Morfars linje

Den ældste af mine forfædre på Mors side, min tiptiptipoldefar, kender jeg kun fornavnet på. Han må have heddet Jens. Han var billedskærer, og visse arbejder i Dover kirke skal være udført af ham. På et museum i København skal der findes en seng med Eva med æblet på hovedgærdet og Samson på fodenden. Jens må høre til i begyndelsen af det 18. århundrede.

I næste slægtled er alle mandsnavne kendte, men to koner er ukendte. Kirkebøgerne fra den tid anfører ofte dåbsdagen, men ikke fødselsdagen, og ved dåben er kun faderens navn nævnt. Ud over navnene fra anetavlen er der kun een, jeg ved noget om, nemlig ovennævnte Jens’ søn, Mikkel Jensen Horn. Horn var et tilnavn, men ved et af børnenes dåb kaldes han kun Mikkel Horn, så det har nok været det navn, han var kendt under. Da han var soldat, blev han kaldt Vrold, så han må stamme fra denne landsby. Han var snedker og tømrer i Boes, men flyttede med sin datter til Svejstrup, hvor han døde. Morfar fortalte, at Mikkel Jensen Horn var med de danske besættelsestropper i Paris efter Napoleonskrigene som trommeslager, og engang stjal han en gås, som han gemte i trommen. Sådan fortalte morfar uden vaklen, men jeg kan ikke rigtig få det til at stemme med hans alder. Han er formodentlig født i 1760-erne, så han har i alt fald været ca. 50 år, da han blev sendt til Frankrig. Han skal have lavet egetræskassen med det primitive indlægningsmønster. Låget er dog lavet af en tømrer i Vrold omkring 1920. Kassen brugtes oprindeligt som pengeskrin. Jeg ved ikke hvornår Mikkel Horn blev gift eller med hvem, men 1. januar 1786 blev en datter døbt og fik navnet Kirsten Mikkelsdatter. Kirsten blev den 2. februar 1811 gift med Lorents Jespersen fra Sønder Løgum. Han var soldat og må have været på egnen i længere tid, for den 15. februar 1811 fødte Kirsten en dreng, som i dåben 5. maj fik navnet Jesper Lorentsen. Han blev senere lærer fra Tønder Seminarium og ansat i Ladelund, senere i Tinglev, hvor han døde i 1882.

Det ville være interessant at vide, hvorfor der har været militær på den egn i længere tid.

Den 11. oktober 1789 blev familien forøget med et par tvillinger, to piger, der i dåben fik navnene Maren og Anne. Maren blev ved dåben båret af præstens kone, madam Faster.

Nogle år efter Kirstens bryllup gik Maren, min tipoldemor, den lange vej til Sønder Løgum for at besøge sin søster. Da havde denne fået en dreng mere. Han må da have været et par år, for Maren fortalte, at han sagde, han hed Karsten Loventsen. Maren fortalte også, at man blev forsynet med en lang stage, når man skulle en tur i marken. Den skulle bruges som springstang, når man skulle over grøfterne i marsken. Kirsten døde meget ung, før 1820. Maren havde flere brødre. Jens Mikkelsen var snedker og tømrer, Søren Mikkelsen smed i Aidt.

Hans søn hed Anders Brandt Sørensen. Han deltog i fægtningen ved Vorbasse den 29. februar 1864 og blev såret af et sabelhug skråt over hovedet. Han var med i en patrulje på 9 mand, der blev overrasket, da de sad og spiste pandekager i en gård. Efter en foreløbig forbinding blev han kørt til Horsens. Her traf han en mand fra Aidt, og skønt han havde bedt ham ikke fortælle noget hjemme, underrettede denne dog Anders Brandts kone om det passerede. Hun rejste straks til Horsens, hvor hun i begyndelsen blev modtaget med den besked, at hendes mand var død. Det viste sig senere, at han var ført til København. På rejsen over Sjælland gik der kulde i såret på grund af de uopvarmede kupeer i toget. Søren Brandt kom sig dog efter såret.

Maren blev forlovet med en træskomand ved navn Jesper Rasmussen, men om ægteskab kunne der foreløbig ikke være tale, for Jesper skulle først springe soldat. Han var husar fra 1811 til 1819, seks år som menig og to som befalingsmand. I de 8 år tjente Maren i Ry Mølle. Som en del af sin løn fik hun alle fjer af skudte fugle, og da hun skulle giftes, var det blevet til flere lispund, 8 kg, så de har ikke manglet sengefyld.

Maren og Jesper blev gift den 16. maj 1819. De boede først i Boes, men flyttede senere til Svejstrup mark, hvor de begge døde. Maren var en god fortæller, og det foregående er stort set det, hun fortalte sin dattersøn, min morfar. I ægteskabet blev der den 31. juli 1823 født en pige, der fik navnet Anna Jespersdatter, og efter hende er min mor opkaldt. Anna blev gift med Jørgen Andersen, der var husmand og stolemager. Hans forældre var Anders Rasmussen og Maren Rasmusdatter. Maren var Jesper Rasmussens søster.

Jørgen og Anna havde først en lille landejendom i Foerlev, og senere i Boes skov. Til sidst flyttede de til Vrold, hvor de døde.

Om min oldefar fortalte mor, at min broder Ejnar var hans øjesten, og han sad tit og vuggede ham i Ejnars første leveår – Ejnar var knap et år gammel, da oldefar døde. Min fætter Aage var et par år ældre, og han var fuld af skarnsstreger. Han ville for eksempel tage snoren af bedstemors rok til stor forargelse for oldefar. I den anledning sagde mor til ham: "I ka da nok fåsto, bejstefåa, at sån nøj gjø Ejnar osse, nåe han blyve stue". Svaret lød: "Nej han gjørreke!" Oldefar var soldat i 1848. "Salmebog for Danske Krigere" har tilhørt ham. Han var næsten 30 år, før han blev gift, men gode venner har nok ment, han var lidt sent på den, for de forærede ham Pebersvenden på hans 30 års fødselsdag en 14 dage efter brylluppet.

Genstande: "Salmebog for Danske Krigere" og Pebersvenden har tilhørt oldefar, samt Den lille Kemgris (?). Pengekassen med indlægninger stammer fra oldemors slægt. Brændespanden, som Esben nu har, har været brugt som vaskekedel over et åbent ildsted, og sådan brugte min mor den også i huset i Vrold, hvor der i begyndelsen ikke var komfur. Vi har haft en rok, der har tilhørt oldemor, om det er den vi har nu, ved jeg ikke. Messingstrygejernet. Snapseflasken har også tilhørt oldefar.

Mormors linje

Her er jeg kun nået tilbage til tipoldeforældrene og kun, at de formodentlig har boet i egnen nær Gl. Rye. Niels Sørensen var gift med Ane Marie Nielsdatter og skrædder Laurs Andersen med Maren Laursdatter. Niels og Ane Marie fik den 4. november 1803 sønnen Søren Nielsen. Han blev som voksen boelsmand i Kammerlund i Ry sogn. Han blev gift 3 gange. Første gang den 28. november med Ane Nielsdatter, og jeg har ikke kunnet finde optegnelser om børn i dette ægteskab. Anden gang med Inger Laursdatter, 11. juli 1843 og her fødtes to børn. Tredie gang med min oldemor Johanne Laursdatter, i daglig tale Johanne Lausde, 16. november 1846. Johanne er født den 9. april 1820, og i ægteskabet med Søren fødte hun 9 børn, hvoraf 3 døde som små, en 16 måneder gammel af brystsyge, en 6 dage efter fødslen, og en 12 timer gammel, efter at faderen havde døbt drengen Jens Peter. Den første der døde var døbt Laurs Sørensen, og blandt fadderne var den kendte gårdmand Peder Nielsen, Himmelbjerggården. Min bedstemor, Inger Sørensen er nr 3 i børneflokken. Hun er født den 10. marts 1850, og hun har også været skrøbelig, for hun blev hjemmedøbt den 23. marts.

Fra kirkebogen:
Inger Sørensen, født den 10. marts 1850. Hjemmedøbt på grund af sygdom 23. marts, dåben publiceredes i kirken 5. søndag efter påske, den 5. maj.
Moderen holdt sin kirkegang samme dag.
Faddere:
Hans Laursen hustru i Stigballe, Ane Mortensdatter, Johanne Johansdatter, Husmand Søren Nielsen hustru, Skovfoged Ole Enevoldsen, Kammerlund, Indsidder Peder Laursen, Skanhøj.

Børnene i oldefars tredie ægteskab:
Ane Sørensen, født 26. oktober 1847
Laurs Sørensen, født 26. januar 1849, død af brystsyge 22. maj 1850
Inger Sørensen, født 10 marts 1850
Niels Sørensen, født 30. juli 1851
Laurs Sørensen, født 16. juni 1853
Ane Marie Sørensen, født 24 december 1854
Jens Peter Sørensen, født 20. oktober 1856, død 26. oktober
Maren Sørensen, født 16. oktober 1857
Jens Peter Sørensen, født 22. oktober 1860, død 12 timer efter fødslen.

Oldefars 2. kone, Inger Laursdatters far var boelsmand Laurs Peders søn fra Stigballe, og ovennævnte Hans Laursen er nok Ingers broder, som er fadder fordi hans søster er blevet opkaldt.

De to børn er:
Niels Sørensen, født 27 juni 1844
Inger Ane Sørensen, født 19. september 1846. Moderen døde den 24. september.
Begge er sandsynligvis døde, da navnene bruges til børn i næste ægteskab. Den store dødelighed for børn fortæller noget om forholdene i småkårshjem på den tid.

Jesper Jørgensen, født i Firgårde 11. marts 1854, død i Resenbro februar 1942
Inger Sørensen, født i Kammerlund 10. marts 1850, død i Svejbæk 7. august 1928

Jesper og Inger blev gift den 20. januar 1875. Så længe de kunne klare sig selv boede de i Vrold, men da bedstemor blev meget aflægs, kom de til at bo hos morbror Laurits i Svejbæk. I Vrold lå der dengang en række småhuse langs en vej, som blev kaldt "Gåjen", gaden. I et af husene boede mine oldeforældre, Jørgen og Anne, og efter oldemors død blev det Fars og Mors første hjem hos oldefar det sidste år han levede. I et hus ved siden af boede mine bedsteforældre, og senere flyttede de ud i et lille hus i Vrold mose. Huset blev revet ned, da motorvejen blev anlagt. Det var og vedblev at være morbror Jørgens hus, men omkring 1910 opgav han at være selvstændig træskomager og flyttede til Skanderborg for at arbejde på træskofabrikken der, og mine bedsteforældre flyttede så ud i huset.

Da bedstefar og bedstemor blev gift havde bedstemor en dreng, Søren Peter, og senere fødtes der 6 børn til i ægteskabet.
Johanne, kaldet Hanne, blev opfødt hos sine bedsteforældre i Gl. Ry, og Mor havde kun få barndomserindringer fælles med hende.
Jørgen gift med faster Ingeborg
Ane, min Mor
Viggo, gift med Marie
Laurits, gift med Margrethe
Emmanuel, kom ulykkeligt af dage som stor dreng.

Bedstefar opholdt sig i sin barndom meget hos sine bedsteforældre i Svejstrup. Maren Mikkelsdatter Horn var en god fortæller, og alt hvad bedstefar kunne berette, havde han fra hende. Bedstefar blev træskomand og meget dygtig. Han sagde: "A laua træskuen ætte fojen, å den ska it pas sæ te ætte træskuen". Men det tog tid at lave et 1. klasses produkt, og derfor blev fortjenesten nok for ringe. Det kneb altid med at få en sending færdig til levering hos "Jens i kælderen" i Skanderborg. Mor har fortalt, at hun og morbror Jørgen blev sendt afsted i sidste øjeblik med et reb træsko. Jens var en sur rad, og han skulle altid kritisere træskoene, skønt de var prima, inden han rykkede ud med betalingen, og børnene nåede først hjem langt ud på aftenen. Bedstefar havde ikke lyst til sit håndværk, og han kunne let lokkes væk fra arbejdet. Han holdt af at arbejde med ure, og folk kom og bad ham kigge på deres forslidte klokkeværk, men når han skulle have betaling for arbejdet, syntes både han og de, at det var jo kun lidt pilleri, som ikke kunne være noget videre værd, og bedstefar fik aldrig sin tid ordentlig betalt. En kær barndomserindring er det at tænke på de gange, man fik lov at rode i hans skuffe med tandhjul og fjedre og andre kasserede urdele.
Han løb også med mandtalslister og lignende, som andre nødig ville have med at gøre. Bedstefar var en velbegavet mand, og i sin ungdom havde han drømt om at blive noget andet, noget med at læse, men aldrig set nogen udvej dertil, og det var jo nok grunden til, at han somme tider flygtede fra træskoene, men det var kun undtagelsen, stort set passede han sit arbejde. Kårene var naturligvis små, men fattigdommen blev aldrig så knugende som på Fæstibakken, og grunden var nok, at bedstemor var en uhyre dygtig og virksom kone. Hun var altid i gang med noget, der kunne give lidt penge. Jeg kan huske, at hun om vinteren syede meget fikse kludesko til folk, og om sommeren arbejdede hun med rejsning og stakning af tørv i mosen lige uden for døren. På det tidspunkt, jeg kan begynde at huske hende, var hun over 60 år, men hun arbejdede dog stadig i mosen flere timer om dagen, når det var tørvejr. Jeg ser hende for mig med den store hollænderkyse på hovedet, lange skørter og forklæde, passe sit arbejde, alt imens hun snakkede med os. Foruden at hjælpe til med tørvene, hvad der nu nok ikke blev til ret meget, skulle vi passe vore fiskegrejer. Som vi altid havde i gang. Det var meget spændende, og af og til fangede vi jo også en lille skalle, eller når vi var særlig heldige en aborre. Bedstemor havde en ged, og vi kunne altid liste hende til at lave pandekager på sin ganske lille stegepande. Det var en herreret. Mange timer gik også i værkstedet med at se hvordan træskoene blev til under bedstefars hænder. Han var også til at overtale til at lave noget til os drenge. Hans flitsbuer var noget ganske særligt. Engang blev jeg syg natten før jeg skulle hjem. Da stod bedstefar op og lavede en armbrøst til mig. Den var færdig da jeg vågnede, og jeg blev lykkelig. Sådan en var der ingen anden, der havde. Vi elskede vore bedsteforældre og havde mange lykkelige timer i det lille hus i mosen.

Et par bøger af Blicher har tilhørt bedstefar.

Min Far

Far er født i Hvidmosebakken i Them sogn den 4. oktober 1883, og han døde den 11 januar 1947 i Edslev.

Da Far var 7 år kom han ud at tjene på en gård på Bindingshede mellem Svejbæk og Himmelbjerget. En søn på gården, en halv snes år ældre end Far, havde ganske små arme, der var standset i væksten, mens han var en lille dreng, men ellers normalt udviklede. Han kunne ikke helt klare sig selv, og en af Fars pligter var at hjælpe ham. I denne plads havde Far det godt, og jeg tror nok, han var der tre somre. En sommer gik fra omkring 1. marts til jul. Lønnen var lidt uld og et par træsko, men føden fik han jo da. I senere pladser var behandlingen hård, slid over evne og prygl til ved mindste lejlighed. Skolegang blev der ikke meget af, og hvis han endelig kom i skole, faldt han oftest i søvn, når han kom til at sidde stille. Far fortalte tit om en degn, der havde forståelse for tjenestedrengene og lod dem sove en times tid, men også om en anden, der trolig prøvede at banke bibelhistorie og katekismus ind i deres søvnige hoveder. Efter omfanget af skolegangen var Fars kundskaber udmærkede. Han læste godt, og vi ville gerne have ham til at læse højt, og han læste bogstavret "det", "mig", "dig" o.s.v. Han kunne skrive dansk uden mange fejl og regne til husbehov.

Far lavede mange skarnsstreger overfor de mænd og koner, han tjente hos. Hans ryg og bag måtte betale dyrt hver gang, men jeg tror, han ligesom opretholdt sin selvagtelse ved ikke at lade sig kue ved udsigten til straf, og var straffen hård, så blev også gavtyvestregerne skrappere. Et enkelt træk kan vise hans form for selvhævdelse. En dag Far stod ved vandtruget med nogle køer, kom hans madmor og overfusede ham på det groveste. Far mente, det var uforskyldt, og han dyppede sin fedtede hat i vandet og gav madmoderen den lige i synet. Hvad der fulgte efter, har jeg glemt. Far havde dog også lyse minder fra sin drengetid. Engang var han blevet så skrækkelig luset, og i sin nød fortalte han det til sin madmor. Hun beordrede alt hans tøj udleveret. Det kom i den varme bageovn, og selv blev han vasket og kæmmet, så han blev luseplagen kvit. Et år tjente han sammen med sin broder, Søren Peter, der var karl på gården, og Far fortalte, at broderen flere gange måtte have fat i manden, når han syntes, det kunne være nok med prygleriet. Samme broder hjalp ham også en anden gang. Far kunne aldrig være i fred for en større dreng, og til sidst besluttede Søren Peter, at han skulle have en lærestreg. En dag, da de tre opholdt sig i kostalden, tog han fat i fyren, og han fik valget mellem en gavaldig omgang prygl eller æde en klat varm kolort, som han fik serveret på en træpind. Han valgte det sidste, og Far fortalte smågrinende, at drengen havde sagt: "De smage sgu it gåt". Siden fik Far fred for ham.

Som årene gik steg Far i graderne, og som tjenestekarl kom han til Vrold, hvor han traf Mor. En tjenestekarl havde ingen mulighed for at forsørge en familie, og Far gik derfor i træskomagerlære hos morbror Jørgen, der var gift med hans søster Ingeborg. Jeg tror ikke oplæringen var særlig effektiv. Både mester og lærling var meget unge, og efter hvad Far fortalte, var de mere optaget af at holde øje med deres geddekroge i mosen end af at lave træsko. Om Far nogensinde har kunnet lave en træsko på egen hånd, ved jeg ikke, men han fik heller aldrig brug for det; han arbejdede altid med andre ting.

Den 26. oktober 1902 blev Far og Mor gift. Jeg tror, de boede hos min oldefar den første vinter. Han var blevet enkemand samme år. Næste sommer var Far soldat i Nyborg.

Min Mor

Mor er født den 30. november 1881 i Skanhøj i Gl. Ry sogn, og hun døde i Hasselager den 12. august 1954.

Jeg har kun lidt at fortælle om Mors barndom, nok fordi den forløb stilfærdigt i hjemmet, først i Skanhøj og siden i Vrold. Mor har naturligvis måttet hjælpe til efter evne, men hun kom ikke ud at tjene, før hun blev konfirmeret og færdig med skolegangen. Jeg tænker, hun især har skullet tage sig af sine yngre søskende, mens bedstemor arbejdede for at bidrage til familiens underhold.

Mor fik en udmærket undervisning i skolen. Hun fortalte, at hun i sit første skoleår havde en gammel lærer, der helt havde mistet kontrollen over børnene, og udbyttet af undervisningen var derfor meget ringe, men med en ung og dygtig lærer blev forholdene anderledes. Han forstod både at sætte sig i respekt og undervise. Mor gik derfor ud af skolen med meget gode kundskaber i grundfagene dansk og regning, og hun kunne hjælpe Far, hvis det kneb for ham. Det var hende, der besørgede korrespondancen til familien, når der var behov derfor.

Mit hjem

Mens Far var soldat i sommeren 1903 boede Mor hos oldefar, men hun måtte naturligvis forsørge sig selv. Dengang var der ikke nogen form for understøttelse til soldaters familie. Min bror Ejnar blev født den 12. december 1902, så ham havde Mor også ansvaret for. Mor fortalte, at det kunne være svært nok, for der skulle også gerne være mulighed for at sende en skilling til Far nu og da. Soldaterlønnen var, så vidt jeg husker, 55 øre om ugen plus 8 pund rugbrød, og man skulle selv sørge for støvler, undertøj og pudsegrej. Far fortalte, at han og en kammerat købte lidt margarine og puddersukker til brødet, og det var deres forplejning hele sommeren.

Da Far kom hjem, fik han og Mor arbejde hos en gårdmand i Horndrup. Han ejede to gårde, og Far og Mor kom til at bo på den ene. Mor skulle passe nogle ungkreaturer, og Far var fast daglejer. Han fik 75 øre om dagen om vinteren og 1,50 kr om sommeren. Desuden har de nok fået mælk og kartofler fra gården, men småt var det. Om vinteren havde Mor altså 4,50 kr om ugen til mad til hende og Ejnar, og hjemmet var etableret så spartansk som tænkeligt muligt, så der var brug for hver øre, der kunne spares til nyanskaffelser. Min søster Emma blev født i Horndrup den 2. februar 1905. På det tidspunkt må Far og Mor være blevet enige om, at dette her ikke kunne være fremtiden for dem, og de dristede sig til at købe et gammelt hus i Vrold. Det kostede 300,- kr, og lidt udbetaling har de vel måttet præstere, selv om man må undre sig over, hvordan det har været muligt at lægge noget til side af den løn, de hidtil havde haft. Huset var forfaldent og primitivt. Der var intet komfur, og Mor lavede maden over et åbent ildsted den første tid. Der blev snart rådet bod på manglerne, for i sommertiden var der gode penge at tjene i mosen. Far begyndte meget tidligt om morgenen, og Mor kom lidt senere med børnene, og ved fælles indsats en lang dag kunne de tjene en 3-4 kr, og det var mange penge dengang. Men tørvegravningen varede kun en 3 måneder, og resten af året måtte Far finde andet arbejde, og det skulle helst være noget, der gav lidt mere end en almindelig dagløn, og det var han god til at snuse op. Når der var hestemarked i Skanderborg, var han fast mand hos en hestehandler, og der var gode drikkepenge at tjene ved mønstring af heste og levering til de nye ejere. Efter en særlig god dag kom Far hjem med stueuret, som Far og Mor havde hele deres levetid. Engang påtog han sig et større arbejde med regulering af området omkring Mindet i Skanderborg . Om han fik noget ud af det ud over en almindelig dagløn, ved jeg ikke. Til sidst fik han fast arbejde på Skanderborg Savværk. Han skulle passe en stor rundsav, og derfor fik han 5 øre mere i timen end andre, 35 øre i alt. Arbejdstiden var 10 timer om dagen, fra 6 morgen til 6 aften. Fra Vrold er der 5 km til Skanderborg, og Far gik på arbejde og måtte afsted ved 5-tiden og var først hjemme omkring klokken 7, så der var ikke megen tid til familien, der nu bestod af forældre og 3 børn. Jeg var kommet til den 7. april 1907. Det blev efterhånden for besværligt med den lange vej, og i 1910 blev huset i Vrold solgt, nu kostede det 500,- kr, og vi flyttede til Skanderborg. Det blev dog kun for en kort tid. Allerede i 1911 blev ejendommen på Edslev Knude købt. Den kostede 3.700,- kr, hvoraf 3.300,- kr var faste lån. Der blev udbetalt 300,- kr, og resten, 100,- kr, blev afdraget med 25,- kr i første termin, 37,50 kr i næste, og restbeløbet i tredie. Pengene var små dengang. Vi flyttede til Edslev den 4. april 1911. Jeg tror, at Far og Mor hele tiden havde haft en drøm om at få egen jord, og den var nu gået i opfyldelse, selv om ejendommen var meget beskeden, c. 3 tdr. land.. Den kunne føde et par køer og nogle få grise og var ikke tilstrækkelig grundlag for familiens eksistens. Far og Mor måtte stadig arbejde udenfor hjemmet for at skaffe det nødvendige. Far fik hurtigt fast arbejde hos en gårdmand i nabolaget, og Mor passede så den hjemlige bedrift og gik ud og tjente lidt, når der var travlt på gården i roe- og høsttiden. I sommeren 1915 blev Far indkaldt til sikringsstyrken, og da der ikke var nogen form for understøttelse, var det naturligvis et par vanskelige måneder. Sommeren var meget tør, og jeg husker Far kom hjem og solgte vor bedste ko, vi kunne ikke føde den længere. I 1916 købte Far og Mor ejendommen mod syd, c. 7 tdr. land. Prisen var 6.800,- kr, og i papirerne står der kun, at pengene er betalt. Hvordan de blev skaffet ved jeg ikke. Men der er jo da blevet optaget nyt kreditforeningslån. Nu kunne udearbejdet indskrænkes, men helt undværes kunne det ikke. Far havde i flere år en mælketur, og om sommeren kørte han på torvet med frugt og grønsager. Far tækkede også, når der var tid til det om sommeren, og han kunne slagte en gris for folk, og på den måde skaffede han en lille kontant indtægt. Indstillingen var i øvrigt, at udgifterne skulle holdes nede på det mindst mulige, selv om det betød meget ekstra arbejde. Det ville have været en stor lettelse, om de havde fået indlagt elektricitet, men da det var på tale i begyndelsen af tyverne, mente de ikke, at de havde råd til det, så det fik de aldrig. Den 17. december 1916 blev Inger født, og som sidste skud på stammen kom Mary den 19. december 1919. Far og Mor hjalp trofast hinanden med det daglige arbejde, og når Far var ude, måtte Mor naturligvis tage særlig fat. I fællesskab nåede de deres mål, at blive økonomisk uafhængige og skabe et godt og trygt hjem for os børn.

I 1943 overtog Inger og Arnold ejendommen, og den er senere solgt til deres datter Anne Mette og hendes mand, Thomas. Far og Mor købte et lille hus i Edslev, og der døde Far den 11. januar 1947. Mor flyttede senere til Hasselager, hvor Emma og Morten var gode mod hende, til hun døde den 12. august 1954.

Søg person:
Søg lokalitet: