frands.dk

post[at]frands.dk

Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)

Menu

Håndværk
   Skitse
   Støbe i jord
   Organisation I
Resten af hjemmesiden

Arkiv

Sidste fem

Organisationen på Frederiks Plads

Organisationen i danske entreprenørvirksomheder

Chain of command i en dansk entreprenørvirksomhed er fra neden og op: I den skarpe ende af organisationen er de ganske almindelige socialdemokrater, der arbejder som timelønnede håndværkere, organiseret i sjak med en sjakbajs som akkordholder og formel leder af sjakket. Der kan være et vist hierarki mellem praktikanter, lærlinge, svende, stødbajs og bajs, men som hovedregel agerer alle disse ret horisontalt. Over håndværkerne er de månedslønnede, formanden og over ham projektlederen, der er uddannet som ingeniør eller tilsvarende. Lidt ubestemt mellem formand og projektleder kan være ingeniørpraktikanter og andre ingeniører med forskellige specialer. Disse ingeniører kan være kvinder eller mænd.

Det står i det første afsnit af indledningen til "Introduktion til Grundlæggende Virksomhedsorganisation", at kommandovejene skal være klare, og at aktører i organisationen kun kan referere til én anden person, at man kun kan have en chef.

Normalt refererer håndværkerne til formanden, men tit kan ingeniørpraktikanten komme ind imellem, og ikke sjældent får man beskeder direkte fra ingeniøren. Det kan være lidt uklart, hvem der egentligt er over hvem, men som regel er alle enige om, hvad der skal udføres, hvordan det skal udføres, og hvordan det skal prioriteres i tidsplanen. Som håndværker oplever man ikke konflikter.

Lidt længere oppe i systemet er der andre ingeniører, alle mænd, der som regel er høje og ofte løber marathon eller lignende i fritiden.

Betragtet nedefra op gennem organisationens glasbund - under hvilket de timelønnede håndværkere befinder sig - kan man i det fjerne længere oppe skimte nogle knap så høje, knap så sportstrænede mænd, der er gode til at gå til frokoster med borgmestre og kan charmere medlemmerne i boligforeningernes bestyrelser.

Udover denne hovedlinje i organisationen befinder sig andre sideordnede grene, for eksempel uddannelsesorganisationen og nok vigtigst sikkerhedsorganisationen. I den sidste er kvinderne i overtal. Under glasbunden kan konflikter mellem disse grene og hovedlinjen ofte tydeligt mærkes, og man fornemmer, hvordan hovedlinjens interesser står stærkest i forhold til de andre grene.

Lars Roelsgaard, formand hos entreprenørfirmaet Per Aarsleff a/s, spurgte mig engang hvad jeg helst ville lave. Jeg svarede, at jeg var ligeglad med hvad jeg lavede. "Det tror jeg ikke på," svarede Lars. Han havde selvfølgelig ret. "... bare jeg bliver snakket ordentligt til," burde jeg have tilføjet.

Arbejdet kan være interessant, spændende og udfordrende, eller det kan være kedeligt, uinspirerende og få dagene til at blive lange. Men det har ikke den store betydning for, hvordan man har det med arbejdet og hvilket humør, man kommer i, når man tænker på, at det snart er mandag morgen. Det helt afgørende er, hvordan stemningen er på arbejdspladsen.

Det er min erfaring som håndværker, at man aldrig har konflikter med ingeniørerne eller ingeniørpraktikanterne. Det er kun i begrænset omfang, man har konflikter med formændene. Bevares, man har antagonistiske interesser i forhold til løn og arbejdsforhold, men som altovervejende hovedregel kan disse konflikter sagtens håndteres uden det kommer til personlige uoverensstemmelser, der kan gøre stemningen på pladsen ubehagelig.

Det er min erfaring, at al dårlig stemning langt overvejende kommer fra de timelønnede indbyrdes. Her kan misstemning opstå, når nogen synes, at nogle andre ikke yder nok i akkorden. Det bliver sjældent sagt direkte, man må fornemme utilfredsheden på små dumsmarte bemærkninger, der stort set altid involverer vurderinger af ikke blot ens arbejdspræstationer, men også ens personlighed, intelligensniveau, ja endog seksualitet.

Det skal siges, at jeg aldrig selv har forhandlet akkorder i større omfang og af den grund måske har været forskånet for personlige konflikter med formænd og ingeniører. Og som det fremgår, så er de produktionsfremmende lønsystemer en del af forklaringen på eventuel dårlig stemning, hvilket jo inddrager arbejdsgiverne som medansvarlige herfor.

 

Organisationen i NCC på Frederiks Plads

I de sidste seks uger af mit arbejdsliv havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være ansat hos NCC på Frederiks Plads i Aarhus, det gamle DSB Centralværksted. Her blev min regel om konfliktfrit forhold til byggeledelsen gjort grundigt til skamme.

Vi var tre, der blev ansat af formanden Svend til at forstærke det bestående sjak, hvis bajs var Børge. Vi blev ikke inddraget i sjakket, men arbejdede for os selv direkte under Svend. Over ham var Fie, den eneste kvinde i nærheden af os i organisationen, og den eneste, der var normal at tale med. Hun havde bagt kage en af de første dage jeg var der.

Vi begyndte arbejdet, men undervejs kom pludseligt Simon til stede. Han kom hen hvor jeg arbejdede og begyndte uden videre at spørge til, hvor lang tid, der ville gå, inden jeg og min makker Henrik kunne støbe. "En 3-4 dage," svarede jeg, "4 dage". "Kan I støbe fredag?" spurgte Simon. Det var onsdag lidt før middag.

Simon, hvis du læser dette: første gang du står ansigt til ansigt med en undergivet, du aldrig har set før, så præsenter dig. Fortæl hvem du er, hvad din rolle i organisationen er og så videre. Det er en hyppig kilde til irritation mellem håndværkere, at forskellige personer fra andre dele af organisationen eller fra eksterne aktører, tilsynsførende etc. stiller sig an og glor uden at fortælle hvad de glor efter og af hvilken grund.

Det gik op for os, at Simon var ingeniørpraktikant. Og med ham var der det antal overordnede, som vi er vant til og som der sjældent er problemer med.

Men snart dukkede Christian op. Ham kendte vi fra DOKK1, da vi arbejdede for NCC der. Dengang var han ansvarlig for sikkerheden. På Frederiks Plads fandt vi aldrig ud af, hvilken rolle han spillede. I hvert fald kom han ned til os i hullet og forholdt sig til hvordan vores arbejde skulle udføres. Og det var også ham, der gjorde opmærksom på, at firmaet fandt det problematisk, at min makker Henrik gik ture i sin pause – som han jo selv betalte.

Og endelig var der Peter, som var chef for Fie og Simon og ansvarlig for økonomien på byggeriet. Efter min bedømmelse var han den, der var den primære kilde til den dårlige stemning på byggepladsen.

Bedst som vi arbejdede, kunne vi en gang imellem få øje på Peter stå og glo. Bare glo. Uden at sige et ord stod han nogle minutter og betragtede os, hvorefter han gik videre eller tilbage til ledelseskontorskurene.

Om morgenen kunne vi aftale med Svend, at vi skulle lave det og det. Når vi så gik i gang, kom Simon eller Svend selv og fortalte os, at planen nu var sådan og sådan. Jeg er ikke i tvivl om, at Peter i mellemtiden havde været inde over og blande sig i detailplanlægningen i vores lille sjak.

På et tidspunkt overhørte en af os Peter overfuse Svend med nogle af sprogets mindre pæne gloser, og på et andet tidspunkt skændtes han højlydt med Preben, der var formand for jordfolkene.

Det er i orden at have temperament. Jeg står selv højt i tændingen. Problemet opstår, når Fie kommer og siger til os, at nu skal vi prioritere den anden side så snart vi kan, og Simon fem minutter senere kommer og fortæller os, at vi skal blive hvor vi er og koncentrere os om det, vi er i gang med. Det er vanskeligt at navigere i en sådan forvirring.

Og kilden var, tror jeg, at Peter desavouerede sine undergivne ingeniører og formænd ved selv at ville planlægge alt i detaljen i stedet for at delegere arbejdsopgaver og ansvar.

For os betød dette videre, at vi blev ledet "tayloristisk" ("scientific management" udviklet før første verdenskrig) uden at blive inddraget i planlægningen af det arbejde, vi selv gik og udførte. En dag klokken 11 fik jeg for eksempel at vide, at jeg skulle binde engangsforskalling på armeringskurvene fordi jordfolkene skulle bruge dem klokken 13. Okay. Jeg gik i gang, men jeg følte da ikke noget som helst ansvar for, at vi nåede det, vi skulle. Det gjorde vi, men ikke uden det gik ud over kvaliteten (se her).

I forlængelse af mit første møde med Simon spurgte han os senere hvor meget erfaring, Henrik og jeg havde. Han var åbenbart blevet i tvivl om, hvorvidt vi kunne præstere det, firmaet kunne forvente af et par standard-betonere. Kilden til tvivlen var helt sikkert Peter.

Det var ubehageligt for Henrik og mig, og vi gik op til Svend og klagede over, at vi ville snakkes ordentligt til. Vi klagede over, at der var alt for mange, der kom ned og blandede sig i vores arbejde, og at vi var kede af, at firmaet ikke havde tillid til vores evner. Svends holdning var, at hvis vi var utilfredse, så kunne vi få en fyreseddel.

Nu skal man ikke misforstå mig. Vi forstod ikke Svend således, at han truede os. Vi opfattede det som et løfte. Vi kunne til hver en tid slippe væk fra NCC´s roderi på Frederiks Plads uden at risikere karantæne i a-kassen.

Det var efter dette tidspunkt, at jeg lænede mig tilbage, fralagde mig ansvaret for alting og arbejdede så godt jeg kunne efter den detailplanlægning, som i sidste ende kom fra Peter. På andre kolleger forstod jeg, at de havde det på samme måde.

Den sædvanlige chain of command var kortsluttet på Frederiks Plads, vi havde ikke kun én chef, men med sikkerhedsingeniøren og jordformanden, der også begyndte at fortælle os detaljeret om, hvad vi skulle gøre, var der syv personer, der blandede sig i vores arbejde.

Det er antageligt længe siden, Peter har læst "Introduktion til grundlæggende virksomhedsorganisation" og han nåede helt sikkert aldrig til afsnittet "anerkendende ledelse".

2017-11-15 klokken 14:01:07. Kommentarer (0)

Skriv en kommentar. Html-tags kan anvendes - med varsomhed!

Tekst:   
Navn:   
E-mail:   
Url: http://
Skriv Æ:       
(Se nedenfor)

Sidste kommentarer:

I et hjørne af Himmerland
Min morfars violin og andre krigsminder
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt
Sangen om Ivar Huitfeldt

 
eXTReMe Tracker